Der var engang en pige, der hed Bjørg, og hun havde aldrig fanget en fisk. Hun havde prøvet. Fra molen, med en pind og en snor og et stykke brød. Men fiskene var ikke interesserede.
“I år,” sagde hendes far, “tager vi på den store fisketur. Ud på søen. I båd.”
Det var en lørdag i august. De stod op klokken fem, mens det stadig var halvmørkt, og der lå dis over søen. Far havde to fiskestænger, en kasse med kroge og blink, en termokande med kakao og to orange redningsveste.
“Redningsvesten først,” sagde far. “Den har man på hele tiden, når man er i båden. Også selvom man kan svømme. Også selvom det er stille vejr.”
Bjørg tog den på. Far spændte den. Så tog han sin egen på.
Far havde også et lille kort i sin pung. Det var hans fisketegn.
“Voksne skal betale for at måtte fiske,” sagde han. “Børn må fiske gratis. Pengene bruges til at passe på fiskene og søerne.”
Båden var en gammel robåd, lånt af naboen, som ejede søen og havde sagt, at de godt måtte fiske der. Far roede ud på søen. Årerne plaskede blødt. Disen lettede langsomt, og solen kom op bag skoven på den anden side.
Midt ude på søen, ved en kant af siv, stoppede far.
“Her,” sagde han. “Her plejer aborrerne at være. De gemmer sig ved sivene og venter på småfisk.”
Han viste Bjørg, hvordan hun skulle gøre. Hun skulle kaste blinket ud. Så skulle hun spole det ind igen, langsomt, så det glimtede i vandet som en lille fisk, der svømmede.
Hun kastede. Blinket landede kun tre meter væk. Hun spolede ind.
Hun kastede igen. Lidt længere.
Hun kastede tyve gange. Far fangede ingenting. Hun fangede ingenting. De drak kakao. En svane gled forbi. En fiskehejre stod ude i sivene, helt stille, på ét ben, og fiskede meget bedre end dem.
“Hejren har tålmodighed,” sagde far.
Bjørg kastede igen.
Og så rykkede det.
Det rykkede så hårdt, at hun næsten tabte stangen. Spidsen bøjede sig ned mod vandet. Linen sang.
“Du har en!” sagde far. “Hold stangen op. Spol roligt. Ikke for hurtigt.”
Bjørg spolede. Det rykkede og sled. Der var noget dernede, der ikke ville op. Hun spolede. Hun holdt fast. Hendes arme rystede.
Og så kom den op til overfladen. Den var grøn med mørke striber og røde finner, og den sprællede, så vandet sprøjtede.
“En aborre!” sagde far. Han tog den med et net og løftede den ind i båden.
Den var ikke stor. Den var lidt længere end Bjørgs hånd. Men det var hendes.
Far tog krogen ud, forsigtigt, med en lille tang.
“Den er ung,” sagde han. “Hvis vi sætter den ud igen, kan den vokse sig stor. Skal vi det?”
Bjørg kiggede på aborren. Den kiggede tilbage med sine runde, gule øjne.
“Ja,” sagde hun.
Far gav hende nettet. Hun sænkede det ned i vandet. Aborren lå stille et øjeblik. Så slog den med halen og var væk ned mellem sivene.
De fiskede resten af formiddagen. Far fangede to store aborrer. Dem tog de med hjem, og om aftenen stegte far dem på panden med smør.
Bjørg fangede ikke flere. Men hun havde fanget den første.
Et sted mellem sivene svømmer en lille aborre med røde finner og bliver lidt større. Bjørg sover, men i hænderne kan hun stadig mærke, hvordan det rykkede i stangen. Godnat, du.