Der var engang et lille rensdyr, der hed Rudi. Han var født i maj på en gård i Nordjylland, hvor der boede tyve rensdyr på en stor mark med lyng og birketræer, og nu var det december, og han skulle opleve sin første jul.
Rudi vidste ikke, hvad jul var. Men han kunne mærke, at der skete noget. Der kom flere mennesker på gården. Der blev hængt lys op i laden. Og en dag kom Daniel, der boede på gården, ud på marken med en grime i hånden.
“Du skal med til byen, Rudi,” sagde han. “Til juletræstændingen.”
Hvert år på den første søndag i advent kørte gårdens rensdyr til byen. Der stod et stort juletræ på torvet, og når lysene blev tændt, kom julemanden kørende i sin slæde med to rensdyr foran. Det var de to gamle hunner, Snehvid og Rimfrost. Og i år skulle Rudi gå bagved, i grime, sammen med Daniel. Bare for at vænne sig til det.
“Han er for lille til at trække,” sagde Daniels mor. “Men han skal lære byen at kende. Så kan han trække om et par år.”
Rudi blev læsset ind i en trailer sammen med Snehvid og Rimfrost. Han kunne lugte dem. Det var godt. De lugtede af hjemme.
Byen var larmende. Der var mennesker overalt. Der var musik fra en højttaler og børn, der råbte, og lys i alle vinduer. Rudi stod helt tæt op ad Daniel med ørerne lagt bagud.
“Det er okay,” sagde Daniel og strøg ham over halsen. “Det er bare mennesker. De er glade.”
Han tog en håndfuld lav op af lommen. Rensdyrlav. Det er en slags grå, krøllet plante, der vokser på jorden, og rensdyr elsker den. Rudi spiste den fra hans hånd. Han blev en lillebitte smule roligere.
Så begyndte musikken. Snehvid og Rimfrost blev spændt for slæden, og julemanden steg op. Han havde et langt, hvidt skæg og en stor, rød kappe. Han tog tøjlerne. Og så gik de.
Snehvid og Rimfrost trak slæden på hjul gennem gaden mod torvet. De gik roligt, med hovederne højt. Deres gevirer var store og grenede.
Rudi gik bagved med Daniel. Han kiggede på børnene. Børnene kiggede på ham.
“Se, en lille en!” råbte en pige. “Han har bittesmå horn!”
Det havde han. To små, korte spidser.
“Ved du hvad,” sagde Daniel lavt til Rudi, mens de gik. “Julemandens rensdyr er altid hunner. Det er fordi, hannerne taber deres gevir i november. Hunnerne beholder deres hele vinteren. Så hvis et rensdyr har gevir juleaften, så er det en hun.”
Rudi forstod det ikke. Men han kunne lide Daniels stemme.
De nåede torvet. Der var helt stille et øjeblik. Så talte nogen ned. Fem, fire, tre, to, en.
Og juletræet tændtes.
Det var tusind små lys på én gang. Hele træet blev gyldent, fra den nederste gren til stjernen i toppen. Folk klappede og jublede. Rudi spærrede øjnene op. Han havde aldrig set noget lignende. Lyset spejlede sig i hans store, mørke øjne.
Han blev stående og kiggede, mens børnene dansede rundt om træet og sang. Han glemte at være bange.
Om aftenen var de hjemme på gården igen. Rudi stod i laden i den bløde halm sammen med Snehvid og Rimfrost. Han var træt i benene. Daniel kom ind med en sidste håndfuld lav.
“Godt gået, lille mand,” sagde han. “Om to år er det dig, der trækker.”
Rudi har set sit første juletræ i dag, du. Nu står han i laden med næsen inde i Snehvids varme pels og tygger på den sidste lav i drømmene. Godnat.
