Der var engang en pige, der hed Une, og hun havde en bamse, der hed Brumme, og bedstefar havde fortalt dem om en skat i Sneskoven.
Sneskoven var det, Une kaldte skoven bag bedstefars hus om vinteren. Om sommeren var den bare skoven. Men nu havde det sneet i tre dage, og alle træerne stod hvide og stille, og der var ikke en lyd.
“Under den store gran ved bakken,” havde bedstefar sagt ved aftensmaden, “er der en skat. Den er der hver vinter. Men man skal vide, hvordan man ser den.”
“Hvad er det for en skat?” spurgte Une.
“Det må du selv finde ud af,” sagde bedstefar. “Men vi går derud sammen i morgen. Sneen er for dyb til, at du går alene.”
Næste morgen tog Une flyverdragt, vanter og hue på. Brumme blev stoppet ned i lommen, så kun hovedet stak op. Bedstefar havde sin gamle termokande med og sin stok.
Sneen gik Une til knæene. Den knirkede under støvlerne. Hver gang hun tog et skridt, var der et dybt hul bagefter.
“Kig efter spor,” sagde bedstefar. “Sneen er en avis. Alle, der går forbi, skriver i den.”
Une kiggede. Først så hun ingenting. Så så hun, at sneen ikke var glat over det hele. Der var små huller i en lige række, et lige foran et andet, som perler på en snor.
“Ræv,” sagde bedstefar. “Den sætter bagpoten lige i forpotens spor. Så sparer den kræfter.”
Lidt længere fremme var der nogle andre. To store aflange spor ved siden af hinanden og to små bagved. “Hare,” sagde bedstefar. “Den hopper. De store spor er bagbenene. De lander foran de forreste.”
Une fulgte hare-sporet et stykke. Det gik i sving og cirkler og pludselig i et kæmpe spring til siden, og så hørte det op.
“Den narrer ræven,” sagde bedstefar.
Der var også spor efter fugle. Små, tynde streger med tre tæer frem og én bagud. Og ved en eg en masse små spor, der gik ind og ud fra stammen.
“Egern,” sagde Une. Hun havde set et i går.
Til sidst kom de til bakken. Øverst stod den store gran. Den var enorm, med grene, der hang helt ned til jorden, så tunge af sne, at de bøjede som et telt.
Bedstefar satte sig på hug og løftede forsigtigt den nederste gren. Sneen faldt af i en lille sky.
Under granen var der næsten ingen sne. Grenene havde holdt den ude. Jorden var brun og tør og dækket af nåle. Og midt i den lå der to aflange, flade fordybninger, hvor nålene var trykket ned. Rundt om dem var der små, kløvede spor.
“Rådyr,” hviskede bedstefar. “Det er deres seng. De har ligget her i nat og holdt sig varme, hvor sneen ikke når dem. Nu er de ude at spise. Vi kommer ikke længere ind. Det er deres sted.”
Une kiggede ind under grenene. De to små fordybninger. Nålene, der var trykket flade. Hun kunne næsten se, hvor rådyrene havde haft hovederne.
“Er det skatten?” sagde hun.
“Det er en af dem,” sagde bedstefar. “Den anden er alle de spor, vi fandt på vejen. Den slags skat kan man kun finde om vinteren.”
Han lod grenen falde tilbage på plads. Så hældte han kakao op i to krus fra termokanden, og de drak den stående i sneen.
På vejen hjem gik de i deres egne spor. Une gik foran, og Brumme kiggede op af lommen.
Under den store gran, du, ligger der to små senge i nålene, og et par rådyr er kommet hjem og har lagt sig i dem med de lange ben foldet sammen. Uden for grenene falder sneen igen, helt stille, og den skriver en ny side i avisen til i morgen. Godnat.
