Det var en kold vinterdag, og sneen dalede blidt ned fra himlen. I en lille by boede der en dreng ved navn Emil. Han elskede sne og glædede sig altid til at bygge snemænd, når vinteren kom. Denne dag var ingen undtagelse. Emil tog sin varme jakke, hue og vanter på og løb ud i haven, hvor sneen lå som et tykt, hvidt tæppe.
Emil begyndte straks at rulle en stor snebold til snemandens krop. Han rullede og rullede, indtil den var stor nok. Så lavede han en mindre snebold til hovedet og satte den ovenpå kroppen. Emil fandt to små sten til øjne, en gulerod til næse og nogle grene til arme. Til sidst satte han en gammel hat på snemandens hoved og et halstørklæde om halsen.
“Hej, lille snemand,” sagde Emil og smilede. “Jeg håber, du kan lide din nye hat!”
Pludselig skete der noget magisk. Snemandens øjne blinkede, og han begyndte at bevæge sig! Emil gispede af overraskelse. “Hej, Emil!” sagde snemanden med en venlig stemme. “Tak fordi du har givet mig liv!”
Emil kunne næsten ikke tro sine egne ører. “Du kan tale!” udbrød han. “Hvordan er det muligt?”
“Det er magien fra den første sne,” forklarede snemanden. “Den kan bringe snemænd til live, men kun for en nat.”
Emil var begejstret. “Vil du lege med mig?” spurgte han.
“Det vil jeg meget gerne,” svarede snemanden og strakte sine grene ud som arme.
De to nye venner legede hele aftenen. De lavede sneengle, byggede en sneslot og kastede snebolde. Emil havde aldrig haft det så sjovt før. Snemanden var en fantastisk legekammerat, og de grinede og lo, mens de legede i den kolde sne.
Da natten faldt på, og stjernerne begyndte at skinne, vidste Emil, at det snart var tid til at sige farvel. “Jeg vil savne dig, lille snemand,” sagde Emil trist.
“Og jeg vil savne dig, Emil,” svarede snemanden. “Men husk, jeg vil altid være her, når sneen falder igen.”
Emil nikkede og gav snemanden et stort kram. “Vi ses næste vinter,” sagde han med et smil.
Snemanden blinkede med sine stenøjne og sagde: “Ja, vi ses næste vinter, min ven.”
Emil gik ind i huset, hvor hans mor ventede med en kop varm kakao. Han fortalte hende om den magiske aften, og hun lyttede med et smil. “Det lyder som en vidunderlig oplevelse,” sagde hun og kyssede Emil på panden.
Da Emil lagde sig i sin seng, tænkte han på snemanden og den magiske nat. Han vidste, at selvom snemanden kun kunne komme til live for en nat, ville deres venskab vare evigt i hans hjerte.
Og med den tanke faldt Emil i en dyb og fredfyldt søvn, mens sneen fortsatte med at falde stille udenfor.