Der var engang en dreng, der hed Enok, og han byggede en lille snemand, der kom til live. Det var han i hvert fald næsten sikker på.
Det var den første sne den vinter. Den faldt hele natten, og om morgenen var haven hvid. Enok rullede tre kugler, en stor, en mellem og en lille, og mor hjalp med at løfte de to øverste på plads. Snemanden blev ikke højere end Enok selv.
Han fik to sorte sten til øjne og en række små sten til mund. Han fik to pinde til arme, der stak lige ud til siderne. Og han fik Enoks gamle, røde halstørklæde om halsen.
“Han hedder Klumpe,” sagde Enok.
Om aftenen stod Klumpe ude i mørket i haven. Enok kiggede på ham gennem vinduet, før han gik i seng. Han stod helt stille med armene lige ud.
Næste morgen løb Enok hen til vinduet.
Klumpe havde rørt sig.
Den ene arm pegede ikke længere lige ud. Den pegede op mod himlen, som om han vinkede. Hovedet hældede lidt til siden. Og halstørklædet var flyttet om på ryggen og flagrede i vinden.
Enok løb ud i sine gummistøvler, med jakken over nattøjet. Rundt om Klumpe var der spor i sneen. Små, ovale spor, der gik i en cirkel rundt om ham og videre ind under hækken.
“Han har gået en tur,” sagde Enok.
Mor kom ud og kiggede. Hun satte sig på hug ved sporene.
“Det er en ræv,” sagde hun. “Se, de går på en lige linje, ligesom en snor. Den har været her i nat og snuset til ham.”
“Men armen,” sagde Enok. “Og hovedet.”
Mor kiggede på Klumpe. Solen skinnede på den ene side af ham. Den side var en lille smule smeltet, så hovedet hældede, og pinden var gledet op. Men det sagde hun ikke.
“Det er mærkeligt,” sagde hun bare.
Enok vinkede til Klumpe. Og hvis man stod helt rigtigt, vinkede Klumpe igen.
Ude i haven står Klumpe i mørket nu, du, med sit røde halstørklæde og den ene arm i vejret. Måske kommer ræven forbi igen og går en runde om ham. Og måske, når ingen kigger, sænker han armen en lille smule. Godnat.
