Der var engang en pige, der hed Aslaug, og hun var på sommerferie hos sine bedsteforældre sammen med sin bedste ven, Frede.
Bedsteforældrene boede på landet, i et gult hus med en have, der gik helt ned til en å. Og lidt længere nede ad åen, hvor den løb under en gammel bro, lå der en vandmølle. Den var bygget af røde sten og havde et stråtag, og på siden sad der et stort hjul af træ, højere end huset.
Hjulet drejede ikke. Det havde ikke drejet, så længe Aslaug kunne huske.
“Den er gammel,” havde bedstefar sagt. “Men den er ikke færdig.”
Det forstod hun ikke. Men hun ville gerne se den.
En varm morgen i juli fik de lov at gå derned. Bedstemor havde smurt madpakker, og Frede havde en flaske saft i sin rygsæk. Bedstefar gik med. Han havde en stor, rusten nøgle i lommen og sagde ikke, hvad den var til.
Stien gik langs åen. Der voksede gule iris og høje, lilla blomster ved vandet, og guldsmede fløj frem og tilbage over overfladen, blå og grønne. Frede prøvede at fange en med hænderne. Det kunne han ikke.
Ved møllen standsede bedstefar. Han pegede på et hegn af træ, der gik langs vandet, hvor åen løb ind i en smal rende hen mod hjulet.
“Det her er reglen,” sagde han. “I går aldrig på den anden side af hegnet. Aldrig. Vandet ser roligt ud, men i renden løber det stærkt og dybt. Det er det, der skal drive hjulet. Så I bliver på denne side.”
De nikkede. De satte sig på en bænk ved hegnet med madpakkerne.
Og så så Aslaug det.
Et glimt. Lyseblåt, så klart og stærkt, at det næsten gjorde ondt i øjnene. Det skød hen over vandet lige foran dem, lavt og hurtigt, som en blå gnist. Og så var det væk.
“Hvad var det?” sagde Frede.
“En skat,” sagde Aslaug. “Det skinnede.”
Bedstefar smilede. “Bliv siddende,” hviskede han. “Helt stille. Så kommer den igen.”
De sad stille. Længe. Aslaug havde en mad med leverpostej i hånden og glemte at spise den.
Og så kom den. Den landede på en gren, der hang ud over åen, lige på den anden side af hegnet. Det var en lille fugl. Ikke større end en spurv. Men den var blå på ryggen, så blå, at den lignede noget fra et eventyr, og orange på maven, og den havde et langt, spidst næb, der var næsten lige så langt som resten af hovedet.
“En isfugl,” hviskede bedstefar. “Den har rede i brinken længere nede. En lang tunnel ind i jorden, som den har gravet med næbbet.”
Isfuglen sad helt stille og kiggede ned i vandet. Så pludselig dykkede den. Plask. Den var under. Og et øjeblik efter kom den op igen og var tilbage på grenen og rystede vandet af sig, så det sprøjtede.
Så fløj den. Et blåt glimt nedad åen. Væk.
Frede var helt rød i hovedet. “Den var så blå,” sagde han.
“Det er den, fordi lyset bliver kastet tilbage fra dens fjer på en særlig måde,” sagde bedstefar. “Ligesom i en sæbeboble. Fjerene er faktisk ikke blå indeni. Det er lyset, der laver farven.”
Så rejste han sig og tog den store, rustne nøgle op af lommen.
“Og nu,” sagde han. “Den anden skat.”
Han låste døren til møllen op.
Indenfor var det køligt og halvmørkt, og der lugtede af træ og gammelt mel. Der var trapper og bjælker og store trætragte, og midt i rummet lå to runde sten oven på hinanden, hver af dem så stor som et bord.
“Møllestenene,” sagde bedstefar. “Den øverste drejer. Den nederste ligger stille. Kornet kommer ind i midten og bliver malet til mel mellem dem.”
“Men hjulet drejer jo ikke,” sagde Aslaug.
“Ikke endnu,” sagde bedstefar.
Han gik hen til et stort håndtag på væggen. Han forklarede, at det åbnede en lem ude i renden, så vandet kunne løbe ned på hjulet. Han sagde, at børnene skulle stå ved døren, hvor han kunne se dem. Og så trak han.
Udenfor begyndte det at brage og bruse. Vandet væltede ned over hjulet. Og hjulet, det store, gamle hjul af træ, begyndte at dreje. Langsomt, knirkende. Så hurtigere. Inde i møllen begyndte bjælkerne at bevæge sig. Tandhjul af træ greb ind i hinanden. Og den øverste møllesten begyndte at dreje rundt.
“Den virker,” råbte Frede over larmen.
“Den første søndag i hver sommermåned maler vi mel her,” sagde bedstefar. “Jeg og nogle andre fra byen, der passer på møllen. Det er i dag. Om lidt kommer der folk. Vil I hjælpe?”
Det ville de. Hele eftermiddagen hjalp de. Frede hældte korn i tragten med en lille skovl. Aslaug holdt sækken, hvor melet kom ud, varmt og fint og hvidt. Folk kom fra byen og kiggede. Nogle købte en pose mel med hjem.
Om aftenen bagte bedstemor pandekager af melet fra møllen. Frede spiste syv. Aslaug spiste fem og tænkte på det blå glimt.
“Hvilken skat var bedst?” spurgte bedstemor.
“Den blå,” sagde Aslaug.
“Den der drejede,” sagde Frede.
Nede ved åen står den gamle mølle stille og mørk igen nu, du, med sit store hjul dryppende i måneskinnet, og inde i brinken lidt længere nede sidder en isfugl i bunden af sin lange tunnel med næbbet gemt i fjerene. Om en måned drejer hjulet igen. Godnat.
