Der var engang to søskende, Mathea og Laust, der en sommermorgen fandt en hemmelig jordbærmark.
De var taget ud til en gård, hvor man selv måtte plukke, sammen med deres morfar. De havde hver en lille papkurv, og Laust havde allerede smagt det første bær, inden de var nået hen til den første række.
Men rækkerne var plukket. Der hang kun grønne og hvide bær tilbage, og nogle små, som fuglene havde prøvesmagt.
“Vi kom for sent,” sagde Mathea. “Alle har været her før os.”
Morfar kiggede ned langs rækkerne. Helt nede for enden stod en tæt, høj hæk af hyld. Og under hækken, mellem stammerne, kunne man se noget rødt.
“Kom,” sagde morfar. “Men vi spørger først.”
De gik op til gårdejeren, der stod ved vægten. Hun hed Margrethe og havde jord på knæene. Hun kiggede hen mod hækken og grinede.
“Nå, så I har set dem,” sagde hun. “Det er dem, der er stukket af. Gå bare.”
Om på den anden side af hækken var der en lille, solrig plet, som ingen havde plukket. Den var fyldt med jordbærplanter. De lå tæt i et grønt tæppe, og overalt under bladene hang der bær. Store og mørkerøde.
“Hvordan er de kommet herom?” spurgte Laust.
Morfar løftede en plante. Fra den løb en lang, tynd, rød stilk hen over jorden, og for enden af den sad der en lille ny plante med rødder.
“Det er en udløber,” sagde han. “Jordbærplanter sender dem ud og laver nye planter. De her er kravlet ind under hækken, én efter én, i mange somre.”
De plukkede. Morfars regel var, at man kun tog dem, der var røde hele vejen rundt, og at man lod nogle blive til fuglene. Mathea talte frøene på et bær. Hun nåede til firs, så gav hun op. Der sidder over to hundrede på et stort jordbær, sagde morfar, og de sidder udenpå, hvad næsten ingen andre bær gør.
Laust spiste mere, end han plukkede. Det sagde ingen noget om.
Duften af jordbær når helt ud i gangen, du, fra de to små papkurve, der står på køkkenbordet. Og ovre bag hyldehækken på gården har den lille plet, der stak af, allerede sendt en ny udløber ud mod solen. Godnat.
