Der var engang en pige, der hed Vigdis, og hun elskede at sove hos sin bedstemor, for så fortalte bedstemor om dengang.
Dengang var, da bedstemor var lille. Det var så længe siden, at der ikke fandtes mobiltelefoner. Der var kun én telefon i hele huset, og den hang på væggen i gangen og havde en drejeskive i stedet for knapper. Fjernsynet var sort-hvidt, og der var kun én kanal.
“Kun én?” sagde Vigdis. Det havde hun hørt før. Men hun ville gerne høre det igen.
“Kun én,” sagde bedstemor. “Og om eftermiddagen var der ikke noget i den. Så vi var ude.”
De lå i bedstemors store seng under skråvæggen. Udenfor var det mørkt. Inde var der kun lampen på natbordet.
“Fortæl om Berta,” sagde Vigdis.
Bedstemor smilede. Hun vidste godt, at Vigdis ville spørge om det.
Bedstemor var vokset op på en gård med køer og høns og en hund, der hed Trofast. Og så var der Berta. Berta var en ged. Hun var hvid med en sort plet på det ene øre, og hun havde gule øjne med vandrette pupiller, der lignede små streger.
“Geder kan se næsten hele vejen rundt uden at dreje hovedet,” sagde bedstemor. “Det er derfor, de har de mærkelige pupiller. Så man kunne aldrig liste sig ind på Berta. Hun så en altid.”
Berta var fræk. Hun kunne åbne lågen til marken med mulen. Hun spiste vasketøj, der hang til tørre. Én gang havde hun spist halvdelen af præstens hat, mens han var på besøg.
“Hele hatten?” spurgte Vigdis.
“Halvdelen,” sagde bedstemor. “Den anden halvdel fik han med hjem.”
Vigdis fnisede ned i puden.
En sommerdag, da bedstemor var syv, var Berta væk. Lågen stod åben. Bedstemors far sagde, at hun skulle lede langs markvejen, men aldrig gå ud på vejen med bilerne, og at hun skulle være hjemme, når kirkeklokken slog seks.
Så gik hun. Hun ledte i grøften. Hun ledte i kornet. Hun spurgte naboens karl, som var ude at slå hø. Til sidst kom hun til den store eg for enden af markvejen. Og der stod Berta, på bagbenene, med forbenene oppe mod stammen, og spiste af de nederste blade.
“Hun kunne godt lide egeblade,” sagde bedstemor. “Geder spiser næsten alt. Også ting, de ikke burde.”
Bedstemor havde taget fat i Bertas halsbånd. Og lige da hørte hun det. Pip, pip, pip, oppe fra egen.
I stammen lige over Bertas hoved var der et rundt hul. Og ud af hullet kiggede fire små, gabende, gule næb. En stær kom flyvende med en larve i næbbet, stak hovedet ind i hullet og var væk igen.
“Så stod jeg der,” sagde bedstemor. “Med en ged i den ene hånd. Og kiggede op på fire fugleunger. I lang tid. Lige indtil kirkeklokken begyndte at slå.”
“Kom du hjem til tiden?” spurgte Vigdis.
“Jeg løb hele vejen,” sagde bedstemor. “Med Berta efter mig. Hun syntes, det var en leg.”
Bagefter gik bedstemor hen til egen hver dag. Hun så ungerne vokse. Hun så dem stikke hovedet længere og længere ud af hullet og skrige på mad. Og en morgen sad der fire unge, brune stære i grenene omkring og kaldte på hinanden. De havde lært at flyve.
“Og Berta?” spurgte Vigdis.
“Hun kom med hver gang,” sagde bedstemor. “Og spiste egeblade.”
Vigdis lå stille lidt. Så sagde hun: “Fortæl om telefonen med drejeskiven igen.”
Bedstemor slukkede lampen. “I morgen,” sagde hun.
Hvad mon Vigdis tænker på, du, nu hvor hun ligger i bedstemors store seng under skråvæggen med næsen mod bedstemors skulder? En ged med gule øjne, der spiser en præstehat. Halvdelen af den. Godnat.
