Emmas nye klasse og den sjove overraskelse

Der var engang en pige, der hed Emma, og en mandag i august skulle hun begynde i 2.c på en skole, hvor hun ikke kunne et eneste navn.

De var flyttet i sommerferien. Det nye hus var fint, og hun havde fået et værelse med en vindueskarm, man kunne sidde i. Men den nye skole var stor og gul og fremmed, og Emma havde ondt i maven hele vejen derhen.

Om morgenen havde mor pakket hendes madpakke. Rugbrød med æg, gulerod og et stykke melon. Og så havde hun lagt en lille, foldet seddel ovenpå.

“Den må du først åbne til frokost,” sagde mor. “Det er en overraskelse.”

Klassen hed 2.c. Læreren hed Marlene og havde krøllet hår og en trøje med striber. Hun viste Emma, hvor hun skulle hænge sin taske, og hvor hun skulle sidde: ved et bord ved vinduet sammen med en pige med to lange fletninger.

“Det er Xenia,” sagde Marlene. “Hun skal være din makker i dag.”

Xenia nikkede. Hun sagde ikke noget. Emma sagde heller ikke noget.

Den første time sad de i rundkreds på gulvet. Marlene havde en blød, blå bold. Den, der fik bolden, skulle sige sit navn og én ting, som ingen andre i klassen vidste om én.

En dreng fortalte, at han kunne slå en kolbøtte baglæns. En anden, at han havde en skildpadde, der hed Lyn. En pige, at hun var født på en båd.

Så fik Emma bolden. Hendes hals blev tør.

“Jeg hedder Emma,” sagde hun. “Og jeg kommer fra Esbjerg.” Det var det eneste, hun kunne komme i tanke om.

Nogle af børnene nikkede. Bolden gik videre.

Frikvarteret var langt. Emma stod ved muren og så de andre lege. Xenia legede tagfat med nogle fra klassen. Emma vidste ikke, om hun måtte være med.

Så blev det frokost. Emma åbnede sin madpakke. Den lille, foldede seddel lå øverst. Hun foldede den ud. Der stod med mors runde skrift:

Hvad er gult og kan ikke svømme? Vend sedlen.

Emma vendte sedlen. Der stod:

En gravemaskine. (Den er gul. Og den kan ikke svømme. Det er hele vittigheden.) Kærlig hilsen mor.

Emma fnisede. Det var den dårligste vittighed, hun nogensinde havde hørt, og fnisen ville ikke holde op.

Xenia kiggede over på sedlen. “Hvad står der?”

Emma viste hende den. Xenia læste. Hun kiggede op. Hun læste igen. Og så begyndte hun at grine. Ikke et lille grin. Et højt, hikkende grin, der fik hele bordet til at kigge.

“En gravemaskine,” sagde hun. “Det er det dårligste, jeg nogensinde har hørt.”

“Det er min mors,” sagde Emma.

“Har hun flere?”

“Hun har mange,” sagde Emma. “De er alle sammen dårlige.”

Xenia kiggede på hende. “Vil du være med til tagfat bagefter?” spurgte hun.

Det ville Emma.

Om eftermiddagen, da mor hentede hende, spurgte hun, hvordan det var gået.

“Godt,” sagde Emma. “Xenia synes, din vittighed var den dårligste i hele verden.”

“Hvor dejligt,” sagde mor. “Så må jeg finde en endnu dårligere til i morgen.”

I køkkenet derhjemme sidder mor ved bordet med en blyant i aften, du, med tungen lidt ude af munden. Hun leder efter en vittighed, der er endnu værre. Hun har skrevet tre. Den bedste handler om en banan, der ikke kunne skrælle sig selv. Og i morgen skal Emma have to sedler med. En til sig selv og en til Xenia. Godnat.