Der var engang en dreng, der hed Noah, og i dag skulle han starte i børnehave. Han var ikke det mindste nervøs. Det var hans far.
Far havde sovet dårligt. Far havde smurt madpakken tre gange, fordi han var bange for, at den første ikke var god nok. Far havde pakket skiftetøj, regntøj og en ekstra trøje og en til ekstra trøje.
“Far,” sagde Noah ved morgenbordet. “Du skal ikke være bange.”
“Jeg er ikke bange,” sagde far. Han spildte mælk.
De cyklede derhen. Noah sad bagpå og sang. Far cyklede meget langsomt.
Ved lågen stod en pædagog. Hun hed Tanja og havde gummistøvler på og et stort, roligt ansigt.
“Hej Noah,” sagde hun. “Vi har glædet os til dig. Vil du se sandkassen?”
Noah ville gerne se sandkassen. Han slap fars hånd og gik med Tanja. Far blev stående ved lågen med madpakken.
“Far, du må godt gå med,” sagde Noah over skulderen.
Far gik med.
Der var store børn og små børn. Der var en gravko. Der var en pige med rødt hår, der byggede en borg, og hun rakte Noah en skovl uden at sige noget. Noah begyndte at grave.
Far stod lidt. Så satte han sig på en bænk. Så rejste han sig og kom hen og spurgte, om Noah var tørstig. Noah var ikke tørstig.
Tanja satte sig ved siden af far på bænken.
“Det er tit de voksne, det er sværest for,” sagde hun stille. “I morgen bliver du en time. På torsdag går du, når han har spist sin frugt. Og du siger altid farvel, før du går. Også selvom han græder. Så ved han, at du kommer igen.”
Far nikkede.
Klokken elleve sagde han farvel. Noah gav ham et kram med sandede hænder. Så løb han tilbage til borgen.
Far gik ud ad lågen. Han kiggede tilbage. Noah kiggede ikke tilbage. Han gravede.
Om eftermiddagen kom far og hentede ham.
“Hvordan gik det?” spurgte far.
“Godt,” sagde Noah. “Hvordan gik det for dig?”
Far grinede. “Det gik også godt. Men jeg savnede dig.”
“Det er fordi, det er din første dag,” sagde Noah.
Noahs gummistøvler står i gangen i aften med sand i, og hans plads i garderoben har fået et lille skilt med hans navn. Far sover allerede på sofaen med madkassen stadig i hånden. Han er mere træt end Noah. Godnat, du.
