Der var engang en bedstemor, der havde en gammel spilledåse, og en regnvejrslørdag viste hun den til Benedikte og Tim.
Benedikte var otte, og Tim var fire. De var på besøg i bedstemors gamle hus på landet, og det regnede så meget, at de ikke kunne komme ud. Så tog bedstemor dem med op på loftet.
Loftet var et sted, de ikke måtte gå op alene. Trappen var stejl, og der lå gamle ting overalt. Men med bedstemor måtte de. Hun gik først og holdt i gelænderet, og de kom efter.
Deroppe lugtede der af støv og gamle aviser. Regnen trommede på tagstenene lige over dem. Bedstemor gik hen til en kommode under det lille vindue og tog en æske af træ op af den øverste skuffe.
Æsken var ikke større end en bog. Låget var udskåret med blomster og blade. Og på siden sad en lille nøgle af messing.
“Den fik jeg, da jeg var ni,” sagde bedstemor. “Jeg havde sparet mine lommepenge sammen i et helt år. Så købte jeg den på et marked.”
Hun drejede nøglen. Kriik, kriik, kriik. Så løftede hun låget.
En melodi begyndte at spille. Den var tynd og klar, som om nogen slog på bittesmå glasklokker. Den gik op og ned og rundt, og så forfra igen.
Tim satte sig helt stille på gulvet. Benedikte lænede sig ind over æsken. Under et lille stykke glas i låget kunne hun se, hvad der skete.
Der var en lille valse af messing, der drejede rundt. Den var fuld af små pigge, som et lillebitte pindsvin. Og ved siden af valsen sad der en kam af metal, med tænder i forskellige længder. Hver gang valsen drejede, ramte en pig en tand på kammen og bøjede den lidt. Når piggen slap, sprang tanden tilbage og sang.
“De lange tænder synger dybt,” sagde bedstemor. “De korte synger lyst. Og piggene sidder præcis der, hvor tonerne skal komme. Så spiller den den samme sang hver gang.”
“Hvem har sat piggene i?” spurgte Benedikte.
“En, der var meget tålmodig,” sagde bedstemor.
Melodien blev langsommere. Og langsommere. Så standsede den midt i en tone.
“Mere!” sagde Tim.
“Så skal du trække den op,” sagde bedstemor. “Der er en fjeder indeni. Når du drejer nøglen, strammer du fjederen. Og når fjederen slapper af igen, får den valsen til at dreje.”
Tim drejede nøglen. Det var svært. Bedstemor holdt æsken. Kriik, kriik. Han drejede tre gange. Så spillede den igen.
De sad på loftet i lang tid. Regnen trommede, og spilledåsen spillede, og Benedikte prøvede at nynne med. Efter tredje gang kunne hun hele melodien. Efter femte gang kunne Tim begyndelsen.
“Hvad hedder sangen?” spurgte Benedikte.
“Det ved jeg ikke,” sagde bedstemor. “Det har jeg aldrig vidst. Manden på markedet vidste det heller ikke. Så jeg har selv givet den et navn.”
“Hvad?”
“Loftsvisen,” sagde bedstemor.
Om aftenen, da Benedikte og Tim lå i gæsteværelset, kom bedstemor ind med spilledåsen og satte den på kommoden. Hun trak den op og løftede låget.
“Når den stopper, skal I sove,” sagde hun.
Melodien gik op og ned og rundt.
Hører du den, du? Inde i gæsteværelset hos bedstemor drejer den lille messingvalse rundt og rundt, og de små pigge plukker loftsvisen ud af metalkammen, tone for tone, en lille smule langsommere for hver gang. Benedikte nynner med uden at vide det. Tim sov allerede ved anden gang. Godnat.
