Der var engang en dreng, der hed Karl, og han havde en madkasse, som farfar sagde var tryllet.
Den var blå og formet som en bus, med hjul tegnet på siderne og et lille vindue i låget, hvor man kunne se ind til maden. Karl havde fået den, fordi han skulle starte i børnehave. Det var i morgen.
“Den er tryllet,” sagde farfar, da han gav ham den. “Når du åbner den til frokost, sker der noget godt. Det sker hver gang.”
Karl troede ikke rigtig på det. Han var fire og et halvt, og han vidste godt, at madkasser bare var madkasser.
Første dag i børnehaven var lang. Mor blev der hele formiddagen, og så gik hun hjem, og Karl sad ved siden af en pædagog, der hed Lars, og kiggede på de andre børn. De kendte alle sammen hinanden. Han kendte ingen.
Klokken elleve skulle de spise. Karl satte sig ved det lange bord og stillede sin blå bus foran sig. Han kiggede på den. Han turde ikke åbne den.
Ved siden af ham sad en dreng, han ikke kendte. Han havde mørkt, kort hår og en strikket trøje med en isbjørn på. Han havde også en madkasse. Den var rød og firkantet.
Drengen kiggede på Karls madkasse.
“Er det en bus?” sagde han.
“Ja,” sagde Karl.
“Hvilken linje?”
Karl vidste det ikke. Han kiggede på bussen. Der stod ikke noget nummer på den.
“Femten,” sagde han. Det var den bus, der kørte forbi hans hus.
“Jeg kører med femten,” sagde drengen. “Med min far. Hver lørdag.” Han rakte hånden frem. “Jeg hedder Nanok.”
Karl åbnede madkassen. Indeni lå rugbrød med leverpostej og agurkestave og et halvt æble, som mor havde skåret i både. Der var ikke noget tryllet ved det.
Nanok kiggede på æblet. “Skal du ikke have den der?” Han pegede på den lille, røde båd.
“Jo,” sagde Karl. “Men du må få en.”
Nanok tog en æblebåd. Han gav Karl en gulerod fra sin egen madkasse. Så spiste de, og Nanok fortalte om bus femten, som havde en chauffør med overskæg, der altid sagde “god tur” på grønlandsk, fordi han vidste, at Nanoks farmor var fra Grønland. Karl fortalte om farfar.
Bagefter legede de busser i sandkassen. Karl var chauffør. Nanok var passager. Så byttede de.
Da mor hentede ham, spurgte hun, hvordan det havde været.
“Farfar havde ret,” sagde Karl. “Madkassen er tryllet.”
“Hvordan det?” spurgte mor.
“Da jeg åbnede den, fik jeg en ven,” sagde Karl.
Den blå bus står vasket på køkkenbordet i aften, du, klar til i morgen. Ved siden af den ligger der et ekstra æble, som mor skal skære i både til frokost. Nogle af dem er til Karl. Og nogle er til en dreng med en isbjørn på trøjen, der også kører med linje femten. Godnat.
