Alfreds første dag i 0. klasse

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en dreng, der hed Alfred, og han glædede sig til sin første dag i 0. klasse. Lige indtil klokken ringede.

Det var en gammel skole med røde mursten og et lille tårn på taget. Alfred stod i skolegården med sin mor og sin nye taske og kiggede op på tårnet. Han syntes, det lignede et slot.

Og så ringede klokken.

Den ringede ikke bare. Den skrattede og klirrede og drønede, så det gav et sæt i hele Alfred. Han tog hænderne for ørerne. Han gemte sig bag mor.

“Det er bare skoleklokken,” sagde mor. “Den betyder, at nu skal man ind.”

Alfred gik ind. Men han holdt hænderne for ørerne hele vejen.

Det var en god dag. Klassen hed 0.a, og læreren hed Hella og havde briller med røde stel. De tegnede sig selv og hængte tegningerne op på væggen. De lærte en sang om bogstaver. Alfred sad ved siden af en pige, der hed Sara, som kunne skrive hele sit navn.

Men hver gang der var frikvarter, ringede klokken igen. Og hver gang gav det et sæt i Alfred. Til sidst sad han og ventede på den, selvom de lavede noget sjovt. Han kunne ikke tænke på andet.

Hella lagde mærke til det.

Ved det sidste frikvarter tog hun ham i hånden og sagde: “Kom med. Der er en, jeg gerne vil have, du møder.”

De gik ned ad en lang gang og ind ad en dør, hvor der stod “Pedel” på et skilt. Derinde var der værktøj på væggene og en lugt af olie og savsmuld. Og der sad en mand med gråt skæg og blå arbejdsbukser og drak kaffe.

“Det er Mogens,” sagde Hella. “Han passer på skolen. Og på klokken.”

Mogens kiggede på Alfred. “Er det dig, der ikke kan lide min klokke?” spurgte han.

Alfred nikkede.

“Den er også alt for høj,” sagde Mogens. “Jeg har sagt det mange gange.” Han rejste sig. “Vil du se den?”

Klokken var ikke oppe i tårnet. Det havde Alfred troet. Den sad på væggen ude på gangen. Den var rund og rød og ikke større end en tallerken, og der sad en lille hammer ved siden af den. På væggen ved siden af var der en knap.

“Når man trykker på knappen, slår hammeren på klokken,” sagde Mogens. “Det er det hele.”

Han kiggede på uret. “Om et minut skal den ringe ind,” sagde han. “Vil du trykke?”

Alfred kiggede på knappen. Så på Mogens. Så på Hella.

“Du kan holde dig for det ene øre med den anden hånd,” sagde Hella.

Det gjorde Alfred. Han holdt sig for det ene øre. Mogens talte ned med fingrene. Tre. To. En.

Alfred trykkede.

Klokken skrattede og klirrede og drønede. Men der gav ikke et sæt i ham. For han vidste, at den ville komme. Det var ham selv, der fik den til at ringe.

Ude i skolegården vendte alle børnene sig om og gik mod døren. Alfred slap knappen. Det blev stille.

“Godt ringet,” sagde Mogens.

Resten af dagen hørte Alfred stadig klokken. Den var lige så høj som før. Men nu tænkte han på knappen og den lille hammer og Mogens med kaffekoppen. Og så var den ikke så slem.

Alfred har tegnet en rød klokke med en lille hammer i aften, du, og tegningen er sat op med tape over hans seng. På fredag må han ringe ind igen, har Mogens sagt, og denne gang vil Sara med ud på gangen og se på. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 4 / 5. Bedømmelser: 4

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.