Der var engang en farfar, der boede i et gult hus med æbletræer i haven. Han havde to børnebørn, der hed Frida og Janus, og hver lørdag kom de ud til ham med madpakke og store øjne.
En lørdag stod der en kiste midt på stuegulvet. Den var mørkebrun, med beslag af jern, og den lugtede af loft og gamle aviser.
“Den fandt jeg bag skorstenen,” sagde farfar. “Jeg har ikke åbnet den endnu. Jeg tænkte, vi kunne gøre det sammen.”
Janus rørte ved låget. “Er der guld i?”
“Næppe,” sagde farfar. “Men der er noget andet.”
De tre løftede låget sammen. Indeni lå der ikke mønter. Der lå fotografier. Breve bundet med snor. En lille træhest med tre ben. En billet til et tog, der ikke kører mere. En sten fra en strand.
Farfar tog det øverste fotografi. Det viste en dreng på en cykel, der var alt for stor til ham. “Det er mig,” sagde han. “Tolv år. Jeg havde lånt farbror Svends cykel uden at spørge.”
Frida grinede. “Lignede du sådan?”
“Værre,” sagde farfar.
De gik lag for lag. Hvert billede havde en historie. Brevet fra en ven, der var sejlet til Amerika. Stenens historie: den havde ligget i lommen på hans bryllupsdag, fordi han var nervøs og skulle holde i noget.
Nederst i kisten lå et ark papir, foldet på midten. Farfar åbnede det. Der stod kun to linjer, skrevet med blyant, i en barnlig hånd:
Kære farfar. Jeg vil bare sige
Og så stoppede det.
“Det skrev jeg,” sagde farfar stille. “Til min egen farfar. Jeg blev afbrudt. Mor råbte, at maden var klar. Og så glemte jeg det. Han fik det aldrig.”
Ingen sagde noget et stykke tid.
Janus kiggede på Frida. Frida kiggede på farfar.
“Vi kan gøre det færdigt,” sagde Frida.
Farfar rynkede panden. “Nu? Efter tres år?”
“Det er aldrig for sent at sige tak,” sagde Janus. Det havde farfar selv sagt til ham engang, da han havde glemt at takke for en is.
Farfar fandt en blyant. Han satte sig ved køkkenbordet med Frida på den ene side og Janus på den anden. De hjalp ham med ordene. Det blev ikke langt.
Kære farfar. Jeg vil bare sige tak for cyklen, du lærte mig at cykle på, og for historierne om skibet. Jeg husker dem stadig. Frida og Janus husker dem også nu, selv om de aldrig har mødt dig.
Farfar foldede arket og lagde det tilbage i kisten, øverst denne gang.
Så tog Janus et nyt stykke papir og skrev med store, skæve bogstaver:
Kære farfar. Jeg vil bare sige, at du er den bedste til historier. Også de pinlige.
Han skrev det hele færdigt med det samme. Bare for at være sikker.
Farfar læste det to gange. Så pudsede han næse meget længe og lagde det i kisten, ved siden af det andet.
Om aftenen kørte Frida og Janus hjem. Kisten stod i farfars stue med låget på. Der var stadig ingen guldmønter i den. Men der lå to breve øverst, og begge var skrevet færdige.
Godnat, du. Er der nogen, du gerne vil sige noget til, som du ikke fik sagt færdigt? Du må gerne ligge og øve ordene i mørket. De behøver ikke være lange.
