Der var engang en dreng på to et halvt år, der hed Leo. Hele familien kaldte ham Lille Leo, for han havde en storebror, Villum, og Villum var seks og kunne både cykle og fløjte.
Lille Leo havde fået en potte. Den var gul og stod på badeværelset ved siden af toilettet, ligesom en lillebror ved siden af en storebror.
“I dag prøver vi uden ble,” sagde mor ved morgenmaden. “Og så får vi hjælp af hønen.”
Hønen var mors æggeur. Når man drejede den rundt, tikkede den, og når tiden var gået, sagde den RRRRING.
“Når hønen ringer, løber vi ud og sætter os på potten,” sagde mor. “Også selv om du ikke tror, du skal.”
Lille Leo byggede et tårn af klodser, der var næsten lige så højt som ham selv. RRRRING, sagde hønen.
“Pottetid!” råbte Villum, og Leo løb. Han sad på potten og sang en sang om en traktor. Der kom ingenting.
“Det gør ikke noget,” sagde mor. “Så prøver vi igen næste gang.”
Lille Leo legede med toget. RRRRING. Han løb ud og satte sig. Og så kom der lidt. Plink, sagde det i potten. Leo kiggede ned og så op på mor med meget store øjne.
“Plink!” sagde han.
“Plink,” sagde mor og lo.
Efter frokost lånte Leo Villums biler, og det var så spændende, at han slet ikke hørte hønen. Pludselig var bukserne våde, og der var en lille sø på gulvet. Leo begyndte at græde.
“Hov,” sagde mor roligt og hentede en klud. “Det sker for alle, der øver sig. Det skete også for Villum, da han var lille.”
“Gjorde det?” spurgte Villum.
“Masser af gange,” sagde mor. “Engang tissede du i fars gummistøvle.”
Villum blev helt rød i hovedet, og Leo holdt op med at græde, for nu grinede han i stedet.
Om eftermiddagen ringede hønen fire gange, og tre af gangene sagde det plink. Om aftenen fik Leo ble på igen. “Natten øver vi først på en anden gang,” sagde mor.
Før Leo kom i seng, gik han selv ud på badeværelset og sagde godnat til potten. Og bagefter til hønen, der stod på køkkenbordet og var holdt op med at tikke.
Hønen hviler sig i nat, du, ligesom potten og Lille Leo. I morgen tidlig må du måske dreje den rundt én gang og høre den tikke. Sov godt.
