Der var engang en dreng, der hed Felix, og han havde en bamse, der hed Mokka. Mokka havde et øre, der var syet på igen, og en lille rød vest, som Felix’ morfar havde strikket.
En lørdag kørte Felix og hans far med bussen ind til byen for at købe nye gummistøvler. Mokka var med. Han sad på sædet ved siden af Felix og kiggede ud ad vinduet.
Ved stoppestedet ved torvet skulle de af. Far tog Felix i hånden. “Hurtigt nu,” sagde han. “Bussen venter ikke.”
De hoppede af. Dørene lukkede. Bussen kørte.
Og først da de stod i skobutikken, opdagede Felix det.
“Mokka!”
Han var der ikke. Han sad stadig på sædet i bussen. Felix kunne se det for sig. Mokka alene, med sin røde vest, og bussen der kørte og kørte.
Felix græd. Far satte sig på hug.
“Hør her,” sagde han. “Bussen kører en rute. Den kører ud til endestationen, og så vender den og kører tilbage. Om lidt kommer den forbi her igen. Vi står ved stoppestedet, når den kommer.”
I mellemtiden kørte bussen videre gennem byen. Og på sædet sad Mokka.
En gammel dame satte sig ved siden af ham ved biblioteket. Hun kiggede på ham. “Nå,” sagde hun. “Er du kørt alene?” Hun rettede hans vest, før hun stod af.
Nogle skolebørn satte sig bag ham. De snakkede og grinede. Den ene vinkede til ham.
Ved endestationen holdt bussen stille i fem minutter. Chaufføren gik gennem bussen og så efter, om der lå noget. Hun hed Lotte. Hun havde kørt bus i tyve år, og hun havde fundet mange ting. Huer. Paraplyer. En hel kage engang.
Hun fandt Mokka.
“Hej med dig,” sagde hun. “Nogen savner dig vist.”
Hun kunne have lagt ham i kassen til glemte ting. Så ville han være kommet på hittegodskontoret på mandag. Men hun kiggede på hans syede øre og hans strikkede vest, og hun tænkte, at mandag var for langt væk.
Så hun satte ham helt fremme ved forruden. Lige bag ruden, hvor alle kunne se ham.
Bussen kørte tilbage. Mokka sad foran og kiggede ud på vejen. Ved hvert stoppested kiggede folk, der steg på, på ham og smilede.
Ved torvet stod en lille dreng og hans far.
Felix så bussen komme. Han så noget brunt bag forruden. Noget brunt med en rød vest.
“Far! Han sidder foran!”
Bussen stoppede. Dørene gik op. Lotte rakte Mokka ned til ham.
“Han har været en tur rundt,” sagde hun. “Han har opført sig pænt.”
Felix trykkede ham ind til sig. Mokka lugtede lidt af bus. Det gjorde ikke noget.
“Tak,” sagde far.
“Det var så lidt,” sagde Lotte. Hun lukkede dørene og kørte videre.
Felix og far købte de nye gummistøvler. Grønne. Og på vej hjem i bussen sad Mokka ikke på sædet ved siden af Felix. Han sad på hans skød, og Felix holdt fast om ham med begge arme hele vejen.
Mokka ligger på hovedpuden ved siden af Felix i aften. Han har set hele byen i dag, fra forruden af en bus. Han er nok mere træt end nogensinde. Hvem ligger ved siden af dig i aften, du? Godnat.
