Der var engang en pige, der hed Svea, og hun var fem år og skulle være en hel lørdag hos sin mormor. Mormor boede i et gult hus på landet, og hun havde en stor have, en gammel kat og et køkken, hvor der altid lugtede af kardemomme.
Mormor sagde, at det skulle være en magisk dag. Men hun ville ikke sige hvorfor.
Først lavede de pandekager. “Er det nu, det bliver magisk?” spurgte Svea.
“Ikke endnu,” sagde mormor. “Vi skal vente på solen.”
Om eftermiddagen kom solen rundt om huset og skinnede ind gennem stuevinduet. Så tog mormor Svea i hånden og førte hende ind i stuen.
I vinduet hang en lille ting i en tynd snor. Det var et stykke glas, slebet med mange små flader, ikke større end en blomme. Det havde hængt der, så længe Svea kunne huske. Hun havde aldrig tænkt over det.
“Det var min mormors,” sagde mormor. “Det hang i hendes køkkenvindue. Og nu hænger det i mit. Se.”
Hun puffede blidt til glasset, så det begyndte at dreje.
Og så kom de.
Små regnbuer. Overalt i stuen. På væggen. På sofaen. På katten, der lå på gulvet og fik en rød og gul og blå plet på maven og ikke opdagede det. De drejede rundt, langsomt, mens glasset drejede i snoren. En regnbue kravlede op ad gardinet. En anden gled hen over Sveas hånd.
Svea holdt vejret.
“Det er solen,” sagde mormor. “Solens lys ser hvidt ud. Men indeni er det alle farverne. Og når det går gennem glasset, bliver det delt ud, så man kan se dem hver for sig.”
“Er der regnbuer inde i solen?”
“På en måde,” sagde mormor.
De legede regnbuefangst. Svea løb rundt med en hvid tallerken og fangede regnbuerne på den. Katten vågnede og prøvede at fange en med poten, og da den ikke kunne, gik den fornærmet ud i køkkenet.
Svea fik lov at puffe til glasset selv, forsigtigt, med én finger.
Så gik solen om bag det store kastanjetræ i haven. Og en efter en blev regnbuerne svagere og forsvandt. Til sidst var der kun én tilbage, en lille én på loftet. Så var den også væk.
“Kommer de igen?” spurgte Svea.
“Hver gang solen skinner ind ad det vindue,” sagde mormor. “Om morgenen er de i køkkenet hos mig. Om eftermiddagen er de her.”
Om aftenen kom mor og hentede hende. “Mor,” sagde Svea i bilen, “ved du, at der er alle farverne inde i lyset?”
Mor nikkede. “Har mormor vist dig glasset?”
“Hun har vist mig det,” sagde Svea. “Og når jeg er stor, skal det hænge i mit vindue.”
Hjemme fik hun bad og tandbørstning og sit nattøj på. Mor slukkede lyset. Men gadelampen udenfor skinnede ind gennem sprækken i gardinet, og Svea kiggede på den lyse stribe på væggen og tænkte på, at alle farverne var gemt derinde.
Lyset, der kommer ind ad dit vindue, du, har alle farverne gemt inde i sig. Det kan man ikke se om natten. Men i morgen, når solen kommer, er de der stadig. Godnat.