Bedstefars forsvundne briller

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en dreng, der hed Hilmar, og hans bedstefar kunne ikke finde sine briller.

Det var lørdag, og Hilmar var på besøg. De skulle bage boller. Bedstefar havde fundet den gamle kogebog frem, den med det slidte, røde omslag, og lagt den opslået på køkkenbordet.

“Så,” sagde han og satte sig. Så kiggede han på siden. Så kneb han øjnene sammen. Så holdt han bogen helt ud i strakt arm.

“Hvor er mine briller?” sagde han.

De ledte i stuen. Under avisen. Bag fjernsynet. I lænestolen, hvor bedstefar plejede at sidde, stak Hilmar hånden ned i sprækken ved armlænet og fandt to kroner, en blyant og en knap. Ingen briller.

De ledte i soveværelset. På natbordet lå bedstefars bog og hans ur. Ingen briller.

De ledte i badeværelset. I gangen. I lommen på hans jakke.

“Jeg kan ikke lave boller uden briller,” sagde bedstefar og satte sig tungt ned ved køkkenbordet igen. “Jeg kan ikke se, hvor meget mel der skal i.”

Hilmar kiggede på kogebogen. Han var seks og var lige begyndt at kunne læse. Ikke lange ord. Men tal kunne han.

“Jeg kan læse det for dig,” sagde han.

Bedstefar kiggede på ham. “Kan du det?”

Hilmar satte fingeren på den første linje. Det tog lang tid. Han måtte sige hvert bogstav højt og så sætte dem sammen.

“Fem,” sagde han. “Hundrede. G. Mel.”

“Fem hundrede gram mel,” sagde bedstefar. “Det er rigtigt.”

Så læste Hilmar resten. Gær. Mælk. Sukker. Salt. Smør. Bedstefar målte op, og Hilmar hældte i. Når der stod et ord, Hilmar ikke kunne, lavede bedstefar en gætteleg om det. “Det er hvidt, og det er sødt, og det står i den blå dåse.” Sukker.

De æltede dejen sammen, og bedstefar viste, hvordan man trykker med håndroden og folder dejen ind over sig selv. Så satte de den til at hæve under et viskestykke.

“Den skal hæve i en time,” sagde bedstefar. “Mens vi venter, plukker vi tomater.”

De gik ud i drivhuset. Det var varmt derinde og lugtede grønt og krydret, sådan som tomatplanter gør. Planterne var højere end Hilmar og fulde af røde og grønne tomater.

Hilmar plukkede de røde. Han satte dem i kurven én for én. Og så, højt oppe mellem bladene på den største plante, så han noget skinne.

“Bedstefar,” sagde han. “Din tomatplante har briller på.”

Bedstefar kiggede op. Der, hængende på en tomatstilk, med den ene stang hægtet over en snor, hang hans briller.

“I går,” sagde bedstefar langsomt. “Jeg bandt planterne op i går. Jeg havde dem på, og så var de i vejen, og så hængte jeg dem fra mig, hvor jeg stod.” Han rystede på hovedet. “Det er ikke første gang.”

Han tog brillerne ned og satte dem på næsen. Så kiggede han på Hilmar.

“Men det var godt, de var væk,” sagde han. “Ellers havde jeg aldrig opdaget, at du kan læse.”

Bollerne blev lidt skæve. En af dem var meget større end de andre, fordi det var Hilmar, der havde formet den. Men de var gode.

Ude i drivhuset hænger der en lille snor på den største tomatplante i aften, du, og Hilmar har bundet en knude på den. Det er bedstefars nye brilleplads. Inde på køkkenbordet ligger den røde kogebog, og i morgen skal Hilmar læse opskriften på pandekager. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 4.5 / 5. Bedømmelser: 2

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.