Der var engang en pige, der hed Liv, og hendes mormor, Aase, havde været til søs.
Det var længe siden. Mormor var gammel nu og gik med stok. Men da hun var ung, havde hun været kok på et stort fragtskib, og hun havde sejlet hele vejen ned til Sydamerika og tilbage igen.
En aften i sommerferien lå Liv og mormor på et tæppe i haven bag mormors hus. Det var en klar nat. Der var ingen måne, og stjernerne var kommet frem, mange flere end inde i byen.
“Kan du finde Nordstjernen?” spurgte mormor.
Liv kunne godt. Hun havde lært det. Man fandt Karlsvognen og fulgte de to bageste stjerner opad.
“Der,” sagde hun.
“Godt,” sagde mormor. “Hvor højt står den?”
Liv målte med armen. Den stod et godt stykke oppe. Ikke lige over hovedet, men højt.
“Herhjemme står den altid der,” sagde mormor. “Den flytter sig aldrig. Men da jeg sejlede sydpå, begyndte den at synke.”
“Synke?”
“Hver aften, når jeg gik op på dækket efter opvasken, stod den lidt lavere end aftenen før. Først lagde jeg ikke mærke til det. Men da vi kom ned forbi Afrika, stod den helt nede ved havet. Og en aften var den væk.”
Liv kiggede på Nordstjernen. Hun prøvede at forestille sig, at den bare forsvandt.
“Hvorfor?”
“Fordi jorden er rund,” sagde mormor. “Når man sejler sydpå, sejler man rundt om kuglen. Så forsvinder Nordstjernen bag kanten. Ligesom et skib, der sejler væk, forsvinder bag horisonten.”
“Var du ked af det?”
“Lidt,” sagde mormor. “Den havde ligesom været hjemme. Men så fik jeg nogle nye stjerner i stedet.”
Hun fortalte om den dag, de krydsede ækvator. Den linje midt på jorden, hvor der er lige langt til Nordpolen og Sydpolen. Det var en tradition på skibet, at alle, der krydsede for første gang, skulle døbes. En af matroserne var klædt ud som havkongen Neptun med skæg af reb. Mormor fik en spand havvand over hovedet og et diplom.
“Jeg har det endnu,” sagde hun. “Det hænger på loftet.”
Og så fortalte hun om Sydkorset.
“Det er fire stjerner,” sagde hun. “De står som et lille kors. Det kan man ikke se herfra. Men nede syd for ækvator står det på himlen hver nat. Sømændene sejlede efter det dernede, ligesom de sejlede efter Nordstjernen heroppe. Jeg sad tit på dækket om natten og så på det. Havet var helt sort, og skibet gyngede, og der var stjerner helt ned til vandet.”
“Var det smukt?”
“Det var det smukkeste, jeg har set,” sagde mormor.
De lå lidt. En flagermus fløj over haven. Det duftede af slået græs.
“Og så sejlede vi hjem igen,” sagde mormor. “Sydkorset sank ned bag os. Og en aften, ude ved Afrika, kom Nordstjernen op af havet igen. Helt nede ved horisonten. Lidt højere hver aften. Og da vi sejlede ind i Esbjerg, stod den lige der, hvor den skulle.”
Hun pegede op.
“Lige der,” sagde hun. “Hvor den står nu.”
Liv kiggede på Nordstjernen. Hun tænkte på mormor som ung, med hår vådt af havvand, på et skib under et kors af fire stjerner.
“Kan du huske, hvor Sydkorset står?” spurgte hun.
“Ja,” sagde mormor. “Men nu er det din tur. Find Kassiopeia.”
Nordstjernen står over mormors have nu, du, lige dér, hvor den altid står. Langt mod syd, under jorden og havet, lyser Sydkorset over en anden himmel. Godnat.
