Der var engang en pige, der hed Wilhelmine, og hun skulle sove alene hos farmor for første gang.
Hun var seks år. Farmor boede i et gammelt, hvidt hus for enden af en grusvej, med et stråtag, der gik så langt ned, at man kunne røre det, hvis man stod på tæer. Huset var over to hundrede år gammelt. Det var farmor meget stolt af. Gulvene var skæve, dørene var lave, og der var en lugt overalt af gammelt træ og grønsæbe og æbler.
Far kørte hende derhen lørdag eftermiddag. Han bar hendes taske ind og gav hende et kram i entréen.
“Du kan ringe, hvis du vil hjem,” sagde han. “Også midt om natten. Så kommer jeg.”
“Det vil jeg ikke,” sagde Wilhelmine.
“Det ved jeg godt,” sagde far. “Men nu ved du det.”
Så kørte han.
Farmor havde lavet æbleskiver, selvom det ikke var jul. “Æbleskiver kan man spise hele året,” sagde hun. “Det er en hemmelighed, de voksne har holdt for sig selv.” De spiste dem ved køkkenbordet med flormelis og syltetøj, og Wilhelmine fik lov at drysse flormelis på det hele, også på bordet.
Bagefter viste farmor hende huset.
Der var stuen med det store, brune bornholmerur, der tikkede langsomt og slog hver halve time. Der var kontoret med farmors skrivemaskine, som Wilhelmine fik lov at skrive sit navn på. Klik. Klak. Ding. Og der var køkkenet med det gamle komfur, hvor farmor stadig fyrede med brænde om vinteren, så der altid var varmt i det ene hjørne.
Men det bedste var døren ind til spisekammeret.
Den var lav og lavet af gammelt, grønmalet træ. Og på dørkarmen, på indersiden, var der streger. Mange streger, med blyant og kuglepen, nogle næsten udviskede. Ved siden af hver streg stod der et navn og et årstal.
“Det er alle de børn, der har boet i huset,” sagde farmor. “Eller været på besøg. Hver gang de har været her, er de blevet målt.”
Wilhelmine læste navnene. Nogle af dem kendte hun ikke. Nogle var meget gamle, med sære, snoede bogstaver. Men højt oppe stod der: Far, 1992. Og lidt længere nede: Far, 1987.
“Var far så lille?” sagde hun.
“Han var mindre end dig,” sagde farmor. Hun pegede på en streg helt nede ved knæhøjde. “Og den der er mig. Jeg var tre.”
“Bor du her, siden du var tre?”
“Nej,” sagde farmor. “Jeg var på besøg her hos min egen farmor, da jeg var lille. Senere flyttede jeg selv ind. Jeg kunne ikke glemme dørkarmen.”
Hun fandt en blyant i skuffen. Wilhelmine stillede sig op ad karmen med hælene helt inde og hovedet lige. Farmor lagde en bog fladt på hendes hoved og satte en streg. Så skrev hun ved siden af: Wilhelmine, og årstallet.
Wilhelmine trådte væk og kiggede. Hendes streg var højere end fars fra 1987. Den var lige under fars fra 1992.
“Næste gang er du nok forbi ham,” sagde farmor.
Om aftenen var der mørkt i huset på en anden måde end derhjemme. Der var ingen gadelamper udenfor. Kun stjerner og en lille lampe i vinduet hos naboen langt nede ad vejen.
Gæsteværelset lå ovenpå, under taget. Trappen derop var stejl og knirkede på tredje trin. Loftet var skråt, og der var et lille, rundt vindue i gavlen, som en koøje på et skib. Sengen var høj og gammel og havde en dyne, der var så tyk, at Wilhelmine forsvandt i den.
Farmor satte sig på sengekanten med en bog. Den var lille og slidt, med et grønt omslag, hvor guldbogstaverne næsten var gået af.
“Det er min eventyrbog fra jeg var lille,” sagde hun. “Den lå i den skuffe der, i kommoden, hver gang jeg sov her hos min farmor. Hun læste for mig af den.”
Hun læste om en prinsesse, der red på en drage hen over havet for at finde en ø, som ingen havde været på. Hun læste langsomt. Hun havde læst den mange gange.
Da historien var slut, lagde hun bogen tilbage i skuffen.
“Den bliver liggende her,” sagde hun. “Så er den her næste gang, du kommer.”
Hun lod døren stå på klem, så lyset fra gangen kom ind i en smal stribe.
“Jeg sover lige nedenunder,” sagde hun. “Hvis du kalder, kommer jeg op. Og hvis du vil ringe til far, gør vi det sammen.”
Wilhelmine lå længe og kiggede op i det skrå loft. Bornholmeruret slog i stuen. Et slag. Halv elleve. Gennem det lille, runde vindue kunne hun se en enkelt stjerne.
Hun ringede ikke til far.
Nede på dørkarmen ved spisekammeret står der en ny streg nu, du, skrevet med blyant lige under fars fra 1992. I kommodens skuffe ligger den grønne eventyrbog og venter på næste gang. Og oppe under stråtaget sover Wilhelmine, med en stribe lys fra gangen hen over gulvet og den ene fod stikkende ud over sengekanten. Godnat.
