Liva og de nye venner

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Liva. Hun var fire år, og hun var lige flyttet. Fra en lejlighed i en stor by til et gult rækkehus i en lille by, hvor hun ikke kendte nogen. Ikke en eneste.

Det var også derfor, hun skulle starte i en ny børnehave. Midt i oktober, hvor alle de andre børn allerede kendte hinanden.

“De har leget sammen siden august,” sagde Liva i bilen. “De har allerede venner.”

“Det ved jeg godt,” sagde far. “Det er det sværeste ved at være ny. Men man kan godt få venner, selv om de andre har nogle i forvejen.”

Liva kiggede ud ad vinduet. Hun var ikke sikker.

Pædagogen hed Birthe. Hun havde gråt, kort hår og en lyserød fleecetrøje, og hun satte sig på hug foran Liva og sagde: “Jeg har glædet mig til at møde dig. Vi har gjort en plads klar til dig. Skal du se?”

Der var en knage med Livas navn på. Og et billede af en ugle over. Det var hendes billede nu.

Far blev en time. Så gik han. Liva stod ved vinduet og så ham gå ud til bilen. Han vinkede tre gange. Det havde de aftalt.

Bagefter stod Liva midt i stuen. Der var børn overalt. Nogle byggede med klodser. Nogle legede i dukkekrogen. To drenge kørte om kap med biler på gulvet. Alle havde travlt. Ingen kiggede på hende.

Liva gik hen og satte sig ved bordet, hvor der lå papir og farver. Hun begyndte at tegne. Hun tegnede sin gamle lejlighed. Den var høj og grå, med mange vinduer. Hun tegnede sit gamle vindue. Det var på fjerde sal.

En dreng satte sig ved siden af hende. Han havde mørkt hår og en grøn trøje med en dinosaur på.

“Hvad er det?” spurgte han.

“Der hvor jeg boede før,” sagde Liva.

Drengen kiggede på tegningen. “Det er højt,” sagde han.

“Fjerde sal,” sagde Liva. “Man skulle tage elevator.”

Drengen sagde ingenting et øjeblik. Så tog han et stykke papir og begyndte selv at tegne. Han tegnede også et højt hus. Med mange vinduer. Og en lille firkant, der var en elevator.

“Jeg boede også højt,” sagde han. “Før. På sjette sal. Det var i et andet land.”

Liva kiggede på ham. “Er du også ny?”

“Jeg kom i foråret,” sagde drengen. “Jeg hedder Yusuf.”

“Jeg hedder Liva.”

De tegnede videre. Yusuf tegnede en altan med blomster. Liva tegnede en due, der sad i hendes gamle vindueskarm. Yusuf tegnede en lille pige i et vindue på fjerde sal.

“Det er dig,” sagde han.

Liva tegnede en dreng i et vindue på sjette sal. “Det er dig.”

De kiggede på deres tegninger. To høje huse, i hver sin by, i hvert sit land, med en lille person i hvert sit vindue.

Om eftermiddagen, da far kom, havde Liva og Yusuf hængt tegningerne op ved siden af hinanden på væggen. Birthe havde hjulpet dem med tape.

“Hvem er det?” spurgte far.

“Det er Yusuf,” sagde Liva. “Han har også boet højt.”

Yusuf vinkede. Far vinkede tilbage.

På vej hjem i bilen var Liva stille. Så sagde hun: “Far. Yusuf har også været ny.”

Far kiggede på hende i spejlet. “Så ved han, hvordan det er,” sagde han.

Om aftenen lå Liva i sin nye seng, i sit nye værelse i det gule rækkehus. Værelset lå i stueetagen. Der var ingen elevator. Men der var et vindue med et æbletræ udenfor. Og i morgen skulle hun vise Yusuf, hvordan man tegnede en due.

To høje huse og en lille person i hvert vindue, du. Nu ligger Liva i et lavt, gult hus med et æbletræ udenfor og sover. Yusuf sover også, et andet sted i byen. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 3

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.