Der var engang en dreng, der hed Lukas, og han var fire år og lillebror. Det havde han altid været. Han havde en storesøster, der hed Merle, og hun var otte og kunne alt: binde snørebånd, læse skilte og spise med kniv.
En aften ved aftensmaden så mor og far på hinanden på en mærkelig måde.
“Vi har en stor hemmelighed,” sagde far.
“Hvad er det?” spurgte Merle.
“Det er en hemmelighed til Lukas først,” sagde mor. “Og så til dig bagefter.”
Merle sukkede. Lukas rettede sig op i stolen. Det var aldrig sket før. Han havde aldrig fået en hemmelighed først.
Mor tog ham op på skødet. Hun tog hans hånd og lagde den på sin mave. Hendes mave var lidt rundere, end den plejede, havde han lagt mærke til. Han havde troet, det var lagkagen fra hans fødselsdag.
“Derinde er der en baby,” hviskede mor. “Til foråret kommer den ud. Og så er du ikke kun lillebror mere.”
Lukas kiggede på mors mave.
“Hvad er jeg så?”
“Så er du storebror,” sagde far.
Lukas sad helt stille. Han kiggede på Merle. Han kiggede på sin hånd på mors mave. Han tænkte på alle de ting, man kunne, når man var stor. Binde snørebånd. Læse skilte. Spise med kniv.
“Jeg kan ikke spise med kniv,” sagde han.
“Det kan babyen heller ikke,” sagde mor. “Den kan ingenting. Den skal lære det hele. Og du ved meget mere end den.”
“Hvad ved jeg?”
“Du ved, hvilken bamse der er den blødeste,” sagde far. “Du ved, hvordan man laver lyde med mund og hænder. Og du ved, hvor kagerne står.”
Det passede. Lukas vidste præcis, hvor kagerne stod.
“Nu skal Merle også have hemmeligheden,” sagde mor. “Vil du sige den?”
Lukas kravlede ned fra mors skød og gik hen til Merle. Han lagde munden helt hen til hendes øre og hviskede, så højt han kunne:
“DER ER EN BABY I MOR.”
Merle hvinede. Så krammede hun Lukas så hårdt, at han ikke kunne trække vejret. Så krammede hun mor. Så far.
Den aften, da Lukas skulle sove, kom Merle ind på hans værelse og satte sig på sengekanten.
“Ved du hvad,” sagde hun. “Nu er vi begge to storesøskende.”
Lukas tænkte over det. Så nikkede han. Han lagde sin blødeste bamse ved siden af sig på puden, hvor den kunne ligge, til foråret kom.
Ligger der også en blød bamse ved siden af dig, du? Den har ventet hele dagen på at sove sammen med dig. Og nu er det tid. Sov godt.
