Der var engang en pige, der hed Cæcilie, og hendes farfar havde glemt en sang.
Det var ikke en hvilken som helst sang. Det var den, han havde lavet selv, da Cæcilies far var lille. Han havde siddet ved sengen hver aften med sin guitar og sunget den, og far havde sovet, før den var slut.
“Den handlede om en ugle,” sagde farfar. “Og om en båd, tror jeg. Eller var det en bro?” Han rystede på hovedet. “Det er over fyrre år siden. Den er væk.”
Det var en lørdag i november, og Cæcilie var hos farfar. Hun syntes ikke, en sang kunne være væk. Den måtte være et sted.
“Skrev du den ned?” spurgte hun.
“Nej,” sagde farfar. “Men vent lidt.”
De gik op på loftet. Farfar gik først op ad den stejle trappe, og Cæcilie bagefter, med begge hænder på gelænderet. Deroppe lå der kasser med gamle ting. Gamle bøger og fotoalbum og en kasse med farfars guitar, i et sort etui med rustne låse.
I bunden af en kasse fandt de en lille, flad papæske. Indeni lå der en spole. Den lignede en lille, flad hjulkrans af plastik, og rundt om den var der viklet et tyndt, brunt bånd.
“Et lydbånd,” sagde farfar. “Vi havde en båndoptager engang. Jeg optog alt muligt med den. Måske er sangen på.”
“Hvor er båndoptageren?”
Farfar sukkede. “Den har jeg givet væk for længe siden.”
Men Cæcilie gav sig ikke. Om mandagen ringede far til biblioteket, og biblioteket kendte en mand i byen, der samlede på gamle båndoptagere. Han hed Ivan, han havde et værksted fuldt af dem, og han sagde, at de var velkomne.
De kørte derhen næste lørdag. Ivan tog spolen meget forsigtigt ud af æsken. Han sagde, at gamle bånd kunne være skrøbelige, så det var ham, der satte den i maskinen. Han trådte båndet gennem en lille rille og fæstnede det på den tomme spole på den anden side.
Han trykkede på en knap. Spolerne begyndte at dreje.
Først var der en susen. Så en lyd af nogen, der hostede. Og så en stemme. En ung mands stemme.
“Okay,” sagde stemmen. “Nu synger far godnatsangen.”
Farfar satte sig helt stille ned på en stol.
Og så kom guitaren, tre rolige toner. Og stemmen sang. Om en ugle på en bro og holdt vagt over en lille båd, så den ikke drev væk om natten. Om båden, der vuggede i vandet. Om ugleøjnene, der lyste gult i mørket, så alle de små fisk kunne se vejen hjem.
Midt i sangen lød der en lille, pludrende lyd. Det var far. Han var to år.
Ved sidste vers var det stille fra den lille dreng på båndet. Han sov.
Ivan trykkede på knappen. Spolerne stoppede.
Farfar sad længe uden at sige noget. Så sagde han: “Det var den.”
Ivan lavede en kopi af sangen til dem, så den aldrig ville forsvinde igen. Og om aftenen tog farfar guitaren ud af det sorte etui og stemte strengene. Det tog lang tid. Han havde ikke spillet i mange år.
Så satte han sig på kanten af Cæcilies seng og spillede de tre rolige toner.
Ved broen i sangen sidder uglen stadig, du, med sine gule øjne, og nedenunder vugger den lille båd i vandet uden at drive væk. Farfar sang den til ende den aften. Cæcilie hørte ikke det sidste vers. Godnat.
