Der var engang en lille skoletaske. Den var rød med blå stjerner, havde en lynlås, der glimtede, og den havde boet på en hylde i en butik i lang tid, før en pige, der hed Nanna, pegede på den og sagde: “Den.”
Nu hang den på en knage i 0.a.
Det var første skoledag, og den havde haft en lang dag. Den havde båret en madkasse med to rugbrødsmadder og et æble. Den havde båret seks nye blyanter og et viskelæder formet som en jordbær. Den havde været i frikvarter og været tabt i en vandpyt og været hængt på knagen igen af en lærer med briller.
Så ringede klokken. Børnene stormede ud. Nanna løb ud til sin far ved lågen.
Og skoletasken blev hængende.
Den hang der, mens rengøringsdamen kom med sin spand og gik igen. Den hang der, mens lyset udenfor blev gyldent, og så gråt, og så mørkt. Den hang der, da den sidste lærer låste døren.
Klassen var tom. Stolene stod oppe på bordene. Uret på væggen tikkede.
“Hallo?” sagde skoletasken. Den sagde det meget stille, for skoletasker taler kun, når der ikke er nogen mennesker.
“Hallo,” sagde en grøn gymnastikpose på knagen ved siden af. “Er du ny?”
“Ja. Jeg er blevet glemt.”
“Det sker,” sagde gymnastikposen. “Jeg blev glemt i hele juleferien sidste år. Det er ikke så slemt. Man skal bare vente.”
“Kommer hun tilbage?”
“De kommer altid tilbage,” sagde en gammel, slidt madkasse fra hylden under vinduet. “Sommetider først om morgenen. Men de kommer.”
Skoletasken tænkte på Nanna. På hendes hånd om stroppen. På hvordan hun havde hoppet, da de gik over vejen i morges, så tasken dunkede mod hendes ryg.
“Hvad gør man så om natten?” spurgte den.
“Man fortæller,” sagde gymnastikposen.
Og så fortalte de. Gymnastikposen fortalte om en dreng, der engang havde puttet en levende frø i den. Madkassen fortalte om den værste leverpostejmad, den nogensinde havde båret. En regnjakke på den bagerste knage fortalte om dengang, den havde været med på tur til stranden og fået en krabbe i lommen.
Skoletasken lyttede. Den fortalte selv om vandpytten. De andre syntes, det var en god historie for en første dag.
Ud på natten blev de stille, én efter én. Uret tikkede. Skoletasken hang og vuggede ganske lidt på sin knage, når der gik en bil forbi udenfor.
Om morgenen gik døren op med et brag.
“MIN TASKE!”
Nanna løb hen over gulvet. Hun havde stadig nattøj under jakken, fordi hun havde haft så travlt. Hun tog skoletasken ned fra knagen og knugede den ind til sig, så stjernerne blev mast.
“Jeg glemte dig,” sagde hun ind i stoffet. “Undskyld. Jeg glemmer dig aldrig igen.”
Skoletasken sagde ingenting. Der var mennesker.
Men da Nanna hængte den på ryggen og gik hen til sin plads, kunne den mærke, at hun gik helt tæt ved knagerne. Og den kunne høre gymnastikposen hviske, meget stille:
“Sagde jeg det ikke?”
Står din taske klar til i morgen, du? Så står den ved døren og venter hele natten. Den ved, at du kommer. Sov sødt så længe.

