Der var engang en pige, der hed Rosalina, og hendes bedstefar havde en tryllestav, som ingen kunne se.
“Den er usynlig,” sagde han, da hun kom på besøg en lørdag i september. “Jeg har haft den, siden jeg var dreng. Vil du se, hvad den kan?”
Rosalina kiggede på hans hånd. Der var ikke noget i den. Han holdt den bare, som om der var.
“Kom med ud i haven,” sagde bedstefar.
Haven var stor og lidt vild. Der stod tre æbletræer, en gammel bænk og en masse høje blomster, som var ved at blive brune i toppen. Rosalina syntes ikke, der var noget særligt ved den. Hun havde set den mange gange.
Bedstefar stillede sig ved det første æbletræ. Han løftede den usynlige tryllestav og pegede på et æble, der hang lavt.
“Simsalabim,” sagde han. “Se nu godt efter.”
Rosalina så efter. Det var bare et æble. Rødt og grønt.
“Tættere på,” sagde bedstefar.
Hun gik helt hen til det. Og så så hun det. På undersiden af æblet sad der en hveps og spiste af et lille hul. Den var gul og sort og meget travl. Hun havde aldrig set en hveps spise før.
“Den er sulten,” hviskede hun.
“Den er,” sagde bedstefar. “Og den gør ikke noget, hvis vi står stille og bare kigger.”
Han gik videre. Ved bænken pegede han på et af de brune blomsterhoveder. “Simsalabim.”
Rosalina kiggede tæt på. Det var en solsikke. Midten var brun og fuld af små huller, og i nogle af hullerne var der stadig frø. Mens hun kiggede, kom der en lille fugl, en musvit med sort hue, og satte sig på solsikken og hakkede et frø ud.
Rosalina holdt vejret. Musvitten fløj.
Ved hækken pegede bedstefar på et blad. På bladet sad der en snegl med et stribet hus. Den strakte sine følehorn ud, langsomt, ét efter ét.
Ved stien pegede han på en sten. Rosalina vendte den. Under stenen myldrede det med bænkebidere, der skyndte sig væk fra lyset. Hun lagde stenen forsigtigt tilbage, præcis som den havde ligget. Det sagde bedstefar, man skulle.
De satte sig på bænken.
“Det er ikke en rigtig tryllestav,” sagde Rosalina. “Det er bare din finger.”
“Ja,” sagde bedstefar. “Men se, hvad den kan. Når jeg peger, så kigger du. Og når du kigger rigtigt, så er der pludselig hvepse og musvitter og snegle og bænkebidere. De var der hele tiden. Men nu kan du se dem.”
Rosalina tænkte over det. Så løftede hun sin egen hånd og pegede på det sidste æbletræ.
“Simsalabim,” sagde hun.
Bedstefar kiggede. Højt oppe i træet, i en kløft mellem to grene, sad der et egern og kiggede ned på dem med et æble i munden.
“Den virker,” sagde bedstefar. “Du har også en.”
Rosalina har sin usynlige tryllestav med i pyjamaslommen i nat, du, så hun kan nå den i morgen tidlig. Og ude i bedstefars have sover musvitten i hækken, og sneglen har trukket følehornene ind og krøbet helt ind i sit stribede hus. Godnat.
