Der var engang en pige, der hed Emma, og hun var to år og ti måneder, og i dag var hendes store dag. Det havde hun selv bestemt.
I går havde hun været i supermarkedet med far. Ved hylden med børnetøj havde hun set dem: små, hvide underbukser med dinosaurer på. Grønne dinosaurer, røde dinosaurer og en lilla én med lange halse.
“Dem skal jeg have,” havde hun sagt. “I morgen. Uden ble.”
Far havde kigget på hende. “Er du sikker?”
Emma havde nikket så hårdt, at hendes hår hoppede.
Så nu var det i morgen. Om morgenen samlede mor og Emma alle de bleer, der lå i skuffen. De puttede dem i en stor pose. Der var mange.
“Hvad gør vi med dem?” spurgte Emma.
“Vi sætter dem op på loftet,” sagde mor. “Så kan vi hente dem, hvis vi får brug for dem. Til natten, måske. Og hvis det går lidt for hurtigt.”
Far bar posen op ad stigen. Emma stod nedenfor og vinkede. “Farvel ble!” råbte hun. “Farvel, farvel!”
Så tog hun dinosaurunderbukserne på. Den lilla med lang hals var foran.
Potten stod på badeværelset. Den var lyseblå og havde stået der i et stykke tid. Emma havde siddet på den nogle gange, med tøj på, mens hun så far børste tænder. Nu skulle den bruges rigtigt.
“Hver gang du kan mærke, at du skal tisse, så siger du det,” sagde mor. “Så går vi derud sammen. Og hvis du glemmer det, så gør det ingenting.”
Den første gang glemte Emma det. Hun stod midt i stuen og legede med sine klodser, og så var der pludselig vådt under hende, og dinosaurerne var gennembløde.
Emma kiggede ned. Hun så ud, som om hun skulle til at græde.
“Pyt,” sagde far og fandt gulvskrubben frem. “Alle prøver det i starten. Kunne du mærke, at det kom?”
Emma tænkte. “Lidt,” sagde hun.
“Så næste gang, når du mærker det lidt, så løber vi,” sagde far.
Hun fik et par røde dinosaurer på i stedet.
Anden gang mærkede hun det. Lidt. Hun sagde “nu!” og løb, og mor løb med, og de nåede det. Hun sad på potten, og der kom en lille lyd, plink-plink, og Emma kiggede ned og så meget overrasket ud.
“Mor,” sagde hun. “Jeg gjorde det.”
“Du gjorde det,” sagde mor.
De tømte potten i toilettet sammen, og Emma trak selv ud. Hun vaskede hænder med meget sæbe. Så gik hun ind i stuen og fortalte det til far. Og til sine klodser. Og til sin bamse.
Tredje gang var efter frokost. Fjerde gang var i parken, hvor mor havde potten med i en pose, og Emma sad bag en busk og var meget stolt.
Femte gang glemte hun det igen. Det var lige efter, hun havde set en kat. Det gjorde ingenting. Hun fik et par grønne dinosaurer på.
Om aftenen, efter bad og tandbørstning, kom far med en ble. Kun én.
“Til natten,” sagde han. “Kroppen skal lære det om dagen først. Om natten sover den, og så er det svært at mærke noget. Det kommer senere.”
Emma kiggede på bleen. Så kiggede hun op på loftslemmen.
“Farvel ble om dagen,” sagde hun. “Godnat ble om natten.”
Far lo og hjalp hende med den.
Hun lå i sin seng og tænkte på dagen. På plink-plink. På de to par dinosaurer, der hang til tørre. På den lilla med den lange hals, som hun skulle have på igen i morgen.
Den lyseblå potte står på badeværelset i nat, du, tom og ren. I morgen er den klar igen, og det er Emma også. Plink-plink. Godnat.
