Piratskatten på havets bund

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille by ved havet, hvor børnene elskede at lege på stranden. En solrig dag, mens bølgerne blidt skyllede ind mod kysten, fandt en lille dreng ved navn Emil en gammel flaskepost i sandet. Flasken var grøn og havde en korkprop, der var lidt svær at få af. Indeni lå et kort, der så meget gammelt ud.

Emil løb hen til sine venner, Anna og Lucas, og viste dem kortet. “Se, det er et skattekort!” sagde han ivrigt. Anna kiggede nærmere og pegede på et rødt kryds midt ude i havet. “Det må være der, skatten er gemt!” sagde hun med store øjne.

De tre venner besluttede sig for at finde skatten. De gik hjem til Emils bedstefar, som havde en lille båd. “Bedstefar, må vi låne din båd for at finde en piratskat?” spurgte Emil spændt. Bedstefar lo og sagde: “Selvfølgelig, men I skal love at være forsigtige og komme tilbage inden solnedgang.”

Med redningsveste på og en madpakke i tasken sejlede de ud på det blå hav. Solen skinnede, og mågerne fløj over dem, mens de fulgte kortet. Efter lidt tid nåede de stedet, hvor det røde kryds var markeret. “Her er det!” råbte Lucas og pegede ned i vandet.

De kiggede ned i det klare vand og kunne se noget glimte på bunden. “Det ligner en kiste!” sagde Anna begejstret. De kastede anker og tog deres snorkeludstyr på. En efter en hoppede de i vandet og svømmede ned mod skatten.

Da de nåede bunden, så de en gammel, træbeklædt kiste dækket af tang. Sammen løftede de låget, og inden i fandt de ikke guld og juveler, men noget endnu bedre: en samling af smukke muslingeskaller og farverige sten. Der var også en lille besked, der sagde: “Den sande skat er venskab og eventyr.”

Emil, Anna og Lucas smilede til hinanden. De samlede nogle af de smukke skaller og sten og svømmede tilbage til båden. På vej hjem talte de om, hvor sjovt det havde været at lede efter skatten, og hvor glade de var for at have hinanden som venner.

Da de kom tilbage til stranden, ventede Emils bedstefar på dem. “Nå, fandt I skatten?” spurgte han med et glimt i øjet. “Ja, og det var den bedste skat af alle,” svarede Emil og viste ham de farverige skaller.

Bedstefar nikkede og sagde: “Nogle gange er de bedste skatte dem, vi ikke kan købe for penge.” Børnene nikkede enige og gik hjem med hjerterne fyldt med glæde og minder om en fantastisk dag på havet.

Og sådan endte en dag fuld af eventyr og venskab, mens solen gik ned over den lille by ved havet.

Skriv en kommentar