Der var engang en dreng, der hed Ask, og han var ni år og havde fået snorkel og dykkerbriller til sin fødselsdag. Hans lillesøster Gro var syv og havde fået dem samtidig, fordi hun havde sagt, at det ellers ikke var retfærdigt.
Om sommeren boede de i morfars sommerhus ved en lille bugt i Kattegat. Morfar hed Herluf. Han havde været fisker engang, og nu reparerede han både og kendte hver eneste sten i bugten.
“Der er en piratskat derude,” sagde morfar en morgen, mens han smurte rugbrød. “Det siger de i hvert fald i byen.”
Ask og Gro kiggede op på samme tid.
“Rigtige pirater?”
“Kapere,” sagde morfar. “For to hundrede år siden var Danmark i krig med England. Så fik nogle danske sømænd lov af kongen til at sejle ud i små, hurtige både og overfalde engelske skibe. Det var en slags pirater med tilladelse. Én af dem skulle være sunket herude i en storm. Ingen har nogensinde fundet den.”
“Må vi lede?”
“Med mig,” sagde morfar. “Og med veste på. Og kun herinde, hvor I kan bunde.”
Så det gjorde de. Hver dag, når vandet var stille og klart, gik de ud fra stranden med svømmeveste på og snorklerne i munden. Morfar gik ved siden af dem i sine gamle badebukser med vand til brystet. Han havde en orange bøje med en snor, som børnene skulle holde sig tæt på.
Under vandet var der en hel verden. Der var tangskove, der svajede frem og tilbage. Der var små, grå rejer, der hoppede baglæns, når man kom for tæt på. Der var en krabbe, der løftede kløerne, og en flynder, der lå helt flad på sandet og troede, at ingen kunne se den. Gro fandt et rødt glasskår, der var blevet rundt og mat af havet. Ask fandt en gammel gaffel.
Men ingen piratskat.
Den femte dag havde der været blæst i nat. Bølgerne havde skyllet sandet rundt, og nogle steder var der kommet sten frem, som ikke havde været der før. Ask svømmede helt ud til kanten af det sted, hvor han kunne bunde, med morfar lige ved siden af sig. Vandet gik Ask til hagen.
Så så han det.
Noget rundt stak op af sandet. Det var grønt og glat og ikke en sten. Det havde en kant. Det lignede toppen af en stor kop, der lå på hovedet.
Ask løftede hovedet over vandet og spyttede snorklen ud. “Morfar! Der er noget!”
Morfar tog dykkerbrillerne fra Ask og stak hovedet ned. Han var dernede længe. Da han kom op, havde han et helt mærkeligt udtryk i ansigtet.
“Det er en klokke,” sagde han. “En skibsklokke.”
Ask ville dykke ned og grave den op med det samme. Men morfar holdt ham i armen.
“Nej,” sagde han. “Den rører vi ikke. Den har ligget der i lang tid. Hvis vi trækker i den, kan den gå i stykker. Og ting, der har ligget på havbunden i mere end hundrede år, må man ikke selv tage op. Det er museets job. Så tilhører den alle.”
Han lagde en stor, hvid sten oven på sandet lige ved siden af klokken, så de kunne finde stedet igen. Så gik de i land, og morfar ringede til museet.
Næste morgen kom der en bil med en båd på trailer. Ud steg en kvinde med kort, gråt hår og en tørdragt. Hun hed Ruth, og hun var marinarkæolog. Det betyder en, der finder gamle ting under vandet.
“Er det jer, der har fundet den?” spurgte hun.
Ask og Gro nikkede.
“Så skal I med ud i båden,” sagde Ruth. “Men I bliver i båden.”
De sad i båden med veste på og så Ruth og en anden dykker forsvinde ned i vandet med flasker på ryggen. Boblerne kom op, mange små bobler. Gro talte dem, til hun ikke kunne mere. Morfar sad ved påhængsmotoren og holdt båden stille.
Der gik næsten en time. Dykkerne gravede sandet væk med hænderne og med en lille slange, der sugede sandet op. De tog billeder. De målte. Til sidst bandt de en stor, gul ballon fast til klokken og pustede luft i den.
Langsomt, langsomt steg klokken op mod overfladen. Den kom op ved siden af båden med den gule ballon over sig.
Den var grøn af ir og fuld af små, hvide skaller, der havde sat sig fast. Den var lige så stor som en spand. Og indeni hang knebelen stadig.
Ruth tog den ombord og lagde den på et vådt tæppe. Hun børstede forsigtigt ved kanten med en blød børste. Under det grønne kom der bogstaver frem.
H… A… A… B… E… T.
“Haabet,” sagde Ruth. “Og et årstal. 1809.”
Hun kiggede på morfar. Morfar kiggede på hende.
“Der var en kaperbåd, der hed Haabet,” sagde Ruth langsomt. “Den sank i en storm i efteråret 1809. Mandskabet nåede i land. Men båden fandt man aldrig.”
“Er det piratskatten?” spurgte Gro.
“Det er piratbåden,” sagde Ruth. “Eller i hvert fald dens stemme. Klokken ringede, når de skulle skifte vagt. Og når der var tåge, ringede de med den hele tiden, så andre skibe kunne høre dem.”
Klokken blev kørt til museet i en kasse fuld af vand. Den skulle ligge i vand i lang tid, sagde Ruth, så saltet langsomt kunne komme ud af metallet. Ellers ville den smuldre.
Et år senere fik Ask og Gro et brev. Det var en invitation. Klokken var færdig.
De kørte til museet med morfar. Inde i en stor, lys sal hang klokken fra en bjælke af egetræ. Den var ikke grøn mere. Den var brun og gylden og skinnede. Under den stod der på et skilt: Skibsklokke fra kaperbåden Haabet, 1809. Fundet af Ask og Gro.
Ruth stod og ventede. Hun gav Ask snoren.
“Én gang,” sagde hun. “For jer to.”
Ask kiggede på Gro. Så holdt de i snoren sammen og trak.
Klokken ringede. Det var en klar, dyb tone, der fyldte hele salen og blev hængende i luften. For første gang i over to hundrede år.
Morfar tørrede noget af kinden og sagde, at det var støv.
Den aften lå Ask i sin seng og kunne stadig høre tonen inde i hovedet. Han tænkte på kaperne, der havde stået på dækket i tågen og ringet med den, og på klokken, der havde ligget i sandet så længe og ventet.
Ude i bugten, du, er der nu et lille hul i sandet, hvor en klokke har ligget i over to hundrede år. Krabberne har allerede fundet det. En flynder har lagt sig til at sove i det. Godnat.
