Der var engang en pige, der hed Kirstine, og hun og hendes lillebror Troels fandt en træstub, der hviskede.
Den stod i skoven bag deres hus, ved stien ned mod mosen. Den var stor og gammel, dækket af grønt mos, og den var det eneste, der var tilbage af en kæmpe bøg, som stormen havde væltet, før Kirstine blev født. Den var hul i den ene side, og under den gik der et lille hul ned i jorden mellem rødderne.
En dag i maj satte Kirstine sig på den for at binde sit snørebånd.
Og så hørte hun det.
Det kom indefra. En svag, dyb, summende lyd. Som nogen, der hviskede meget lavt. Hmmmmm. Hmmmmm.
“Troels,” sagde hun. “Kom og lyt.”
Troels lagde øret mod stubben. Hans øjne blev store. “Der bor nogen derinde.”
De løb hjem og hentede mor.
Mor lyttede også. Så satte hun sig på hug et stykke fra hullet mellem rødderne og ventede. Hun sagde, at Kirstine og Troels skulle sætte sig ved siden af hende og være helt stille.
“Ikke tættere på,” sagde hun. “Og vi stikker ikke noget ind i hullet. Hvis der bor nogen, skal de have deres hjem for sig selv.”
De sad og ventede. Solen skinnede gennem bladene. En solsort sang.
Og så kom der en ud af hullet.
Den var stor og rund og lodden, sort og gul med en hvid bagende. Den kravlede op på kanten af hullet, rystede sig og fløj af sted med en dyb, brummende lyd.
“En humlebi,” hviskede Kirstine.
“En dronning, måske,” sagde mor. “Eller en af hendes døtre. Jeg tror, der bor en hel humlebifamilie dernede.”
Mor fortalte. Om foråret, når humlebidronningen vågner efter vinteren, flyver hun rundt og leder efter et sted at bygge sin rede. Tit vælger hun et gammelt musehul under jorden. Der laver hun små krukker af voks og fylder dem med pollen og nektar. Hun lægger æg. Og når de første døtre kommer ud, hjælper de hende.
“Det, I hører,” sagde mor, “er dem, der summer indenfor. De holder reden varm ved at ryste deres muskler. Og så lyder det, som om stubben hvisker.”
En humlebi mere kom ud. Så fløj en anden ind, med gule klumper af pollen på bagbenene.
“Bider de?” spurgte Troels.
“Humlebier stikker kun, hvis man forstyrrer dem,” sagde mor. “Så vi forstyrrer dem ikke. Vi sætter os aldrig på stubben igen. Vi kigger herfra.”
Hele sommeren gik Kirstine og Troels ned til den gamle stub. De satte sig i græsset et stykke væk og så humlebierne flyve ud og ind. I juni var der mange. I juli endnu flere. De fløj til kløveren på marken og til brombærblomsterne langs stien og kom tilbage, tunge af pollen.
I september blev der stille. Næsten alle humlebierne var døde. Det gør de om efteråret. Kun de nye dronninger fløj væk for at finde et sted at sove vinteren over, under jorden eller i en bunke blade.
“Kommer de tilbage?” spurgte Kirstine.
“Ikke de samme,” sagde mor. “Men måske finder en ny dronning hullet til foråret.”
Hvis du gik forbi den gamle træstub lige nu, ville du ikke høre en lyd. Den hvisker ikke om vinteren. Men et sted under bladene sover en ung humlebidronning, og til foråret leder hun efter et gammelt musehul. Godnat.
