Der var engang en prinsesse, der hed Snehvide, fordi hendes hud var hvid som sne, hendes kinder røde som hyben og hendes hår sort som en solsorts fjer.
Hun boede på et slot sammen med sin stedmor, dronningen. Dronningen var smuk, men hun var også meget forfængelig. Hun havde et spejl på væggen i sit kammer, et tryllespejl, der altid talte sandt. Hver morgen stillede hun sig foran det og spurgte:
“Spejl, spejl på væggen der, hvem er den smukkeste i landet her?”
Og spejlet svarede: “Fru dronning, I er den smukkeste her.”
Så var dronningen glad.
Men Snehvide voksede op, og hun blev smukkere for hver dag. Hun var venlig mod alle på slottet, og hun sang for fuglene i haven. Og en morgen, da dronningen stillede sit spørgsmål, svarede spejlet:
“Fru dronning, I er smuk, det er sandt, men Snehvide er tusind gange smukkere end jer.”
Dronningen blev gul og grøn af misundelse. Hun kaldte på jægeren.
“Tag Snehvide med langt ind i skoven,” sagde hun. “Så langt, at hun aldrig finder hjem igen. Jeg vil ikke se hende mere.”
Jægeren tog Snehvide med ind i skoven. Men da de var kommet langt ind mellem træerne, standsede han. Han kunne ikke lide det, dronningen havde bedt ham om.
“Prinsesse,” sagde han. “Dronningen vil ikke have dig på slottet. Gå videre ind i skoven og find et sted at bo. Jeg siger til hende, at du er rejst langt, langt væk.”
Snehvide gik. Skoven var mørk og stor, og grenene kradsede i hendes kjole. Hun gik, til hendes fødder var trætte, og lige da det blev aften, kom hun til et lille hus i en lysning.
Døren var ikke låst. Indenfor var alting småt. Et lille bord med syv små tallerkener, syv små skeer og syv små krus. Og langs væggen stod syv små senge med hvide lagner.
Snehvide var så sulten, at hun spiste en lille bid brød fra hver tallerken og drak en slurk fra hvert krus. Så lagde hun sig på tværs over tre af sengene og faldt i søvn.
Da det blev mørkt, kom husets ejere hjem. Det var syv små dværge. De arbejdede hele dagen inde i bjerget, hvor de gravede efter guld og ædelsten, og de kom hjem med lygter i hænderne og hakker over skulderen.
“Hvem har siddet på min stol?” sagde den første.
“Hvem har spist af min tallerken?” sagde den anden.
“Hvem har drukket af mit krus?” sagde den syvende.
Så fik de øje på Snehvide, der sov i sengene. De holdt lygterne op og kiggede på hende.
“Hvor er hun smuk,” hviskede de. Og de lod hende sove til morgen. Den syvende dværg sov i en stol.
Næste morgen fortalte Snehvide dem det hele.
“Du kan bo hos os,” sagde dværgene. “Hvis du vil holde huset og lave mad til os. Men hør godt efter. Mens vi er i bjerget, må du ikke lukke nogen ind. Ingen. Dronningen finder ud af det før eller siden.”
Snehvide lovede det.
Hjemme på slottet stillede dronningen sig foran spejlet. “Spejl, spejl på væggen der, hvem er den smukkeste i landet her?”
“Snehvide,” svarede spejlet, “bag de syv bjerge, hos de syv små dværge, er tusind gange smukkere end jer.”
Dronningen skreg af raseri. Så gik hun ned i sit hemmelige kammer og lavede et æble. Den ene halvdel var rød og den anden hvid, og den røde halvdel var fuld af en tung, tryllet søvn. Den, der bed i den, ville sove og sove og ikke vågne.
Hun klædte sig ud som en gammel bondekone med tørklæde og kurv og gik over de syv bjerge til dværgenes hus.
“Smukke æbler!” råbte hun. “Søde æbler!”
Snehvide kiggede ud ad vinduet. “Jeg må ikke lukke nogen ind,” sagde hun.
“Det behøver du heller ikke,” sagde den gamle kone. “Se her. Jeg deler det. Du får den røde halvdel, og jeg tager den hvide.” Og så bed hun selv i den hvide halvdel.
Så troede Snehvide, at det var helt ufarligt. Hun stak hånden ud ad vinduet, tog den røde halvdel og tog en bid.
Med det samme blev hun så træt, så træt. Hun nåede lige at lægge sig på bænken ved vinduet med æblestykket i munden, før hun faldt i en dyb, dyb søvn.
Da dværgene kom hjem, kunne de ikke vække hende. De kaldte. De ruskede blidt i hende. Hun sov bare videre, med røde kinder og et lille smil.
Dværgene ville gerne kunne se hende, også når de var ude. Så de lavede en seng af glas og satte den ude i lysningen, under de store træer, så hun kunne mærke solen og høre fuglene, mens hun sov. De skiftedes til at sidde ved hende. Og fuglene kom og sad på glasset og sang for hende.
Sådan sov hun længe.
En dag red en prins gennem skoven. Han så glassengen i lysningen og den sovende prinsesse. Han syntes, han aldrig havde set nogen så smuk.
“Lad mig tage hende med til mit slot,” sagde han til dværgene. “Der skal hun sove i det smukkeste kammer, og jeg vil passe godt på hende.”
Dværgene ville ikke først. Men prinsen bad så pænt, at de til sidst sagde ja. Prinsens tjenere løftede glassengen. Men den ene snublede over en rod. Sengen gyngede, og æblestykket hoppede ud af Snehvides mund.
Hun slog øjnene op.
“Hvor er jeg?” sagde hun.
“Hos mig,” sagde prinsen. “Og hos dine syv venner.”
Dværgene dansede rundt om sengen, så deres huer røg af.
Snehvide tog med prinsen til hans slot, og de holdt bryllup. Alle syv dværge var med og sad på den forreste række. Dronningen blev også inviteret. Men da hun kom ind og så, hvem bruden var, blev hun så flov, at hun vendte om og kørte hjem igen. Og hjemme slog hun et tæppe for spejlet, så det aldrig kunne svare hende mere.
På prinsens slot sover Snehvide i et kammer med vinduet åbent i nat, du, så hun kan høre fuglene i skoven, og hver lørdag kommer der syv små dværge op ad vejen med lygter i hænderne for at spise aftensmad med hende. Godnat.
