Der var engang tre små grise, der var brødre, og de skulle bygge hver sit hus.
De boede hos deres mor i en lysning ved skoven. Men nu var de blevet så store, at de ikke kunne være i hendes lille hus alle sammen. De fyldte hele sengen og spiste hele grøden.
“Nu skal I bygge jeres egne huse,” sagde mor gris. “Lige her ved siden af, så jeg kan se jer fra vinduet. Byg dem stærke. Og luk aldrig op for ulven.”
Den første lille gris var meget utålmodig. Han samlede en stor bunke halm og stak det sammen til en lille hytte på en formiddag.
“Færdig!” råbte han. “Så kan jeg lege resten af dagen.”
Den anden lille gris var lidt mere omhyggelig. Han samlede grene og pinde og bandt dem sammen med snor. Det tog ham til eftermiddag.
“Færdig!” råbte han. “Mit hus er stærkere end dit.”
Den tredje lille gris kørte mursten hjem i en trillebør. Én ad gangen. Han lagde dem med mørtel imellem, lag på lag, og han satte en tung trædør i og en skorsten på taget. Det tog ham hele ugen. Hans brødre stod og grinede ad ham og spurgte, om han ikke snart skulle lege.
“Når jeg er færdig,” sagde han.
En aften kom ulven ud af skoven. Han gik hen til halmhuset og bankede på.
“Lille gris, lille gris, luk mig ind.”
“Nej, nej, ved min lille krøllede hale, jeg lukker dig ikke ind.”
“Så puster jeg, og jeg puster, og jeg blæser dit hus omkuld.”
Og det gjorde han. Halmen fløj til alle sider. Den første lille gris løb hvinende hen til sin bror i træhuset og smækkede døren.
Ulven kom efter. “Lille gris, lille gris, luk mig ind.”
“Nej, nej, ved vores krøllede haler!”
“Så puster jeg, og jeg puster, og jeg blæser dit hus omkuld.”
Han pustede. Han pustede igen. Og så væltede pindene. De to små grise løb, så de næsten tabte deres ører, hen til murstenshuset og bankede på. Deres bror lukkede dem ind og satte slåen for.
Ulven kom efter. “Lille gris, lille gris, luk mig ind.”
“Nej, nej, ved alle vores tre krøllede haler!”
Så pustede ulven. Han pustede, og han pustede, til han var blå i hovedet. Men murstenshuset stod, som det stod.
Så kravlede ulven op på taget. Han ville ned gennem skorstenen. Men den tredje lille gris havde hørt ham. Han løftede låget af den store gryde med vand, der stod og varmede på ilden til opvasken, og skubbede den ind under skorstenen.
Ulven kom glidende ned. Plask! Lige ned i gryden med det lunkne opvaskevand.
Han hylede. Han sprang op af gryden, gennem skorstenen igen og ned fra taget, våd og sæbet fra snude til hale, og han løb ind i skoven og blev væk. Bagefter lugtede han af citronsæbe i en hel uge, og hver gang han nærmede sig en gris, kunne de lugte ham langt væk.
Næste dag hjalp den tredje lille gris sine brødre med at bygge nye huse. Af mursten. Det tog dem en uge. Og mor gris kom med madpakker hver dag.
I tre små murstenshuse i lysningen sover tre små grise med krøllede haler, og deres mor kan se alle tre skorstene fra sit vindue. Den største gryde står nyvasket ved ildstedet, og ude i skoven sidder ulven og prøver at få sæbeboblerne ud af ørerne, du. Godnat.
