Langt ude i en lille lysning boede tre små grise. De var brødre og elskede at lege sammen, men en dag sagde deres mor:
“Nu er I store nok til at bygge jeres egne huse. Husk at lave et stærkt og trygt hjem – og pas på den listige ulv!”
De tre grise nikkede og gav sig straks i gang.
Den første gris var meget utålmodig. Han ville hellere lege end bygge, så han samlede en masse strå og flettede hurtigt et lille hus. Han klappede sig på maven og sagde: “Færdig! Nu kan jeg gå ud og lege!”
Den anden gris var lidt mere grundig. Han fandt nogle grene og byggede et hus af træ. Det tog lidt længere tid, men snart var han også færdig. “Mit hus er stærkere end din hytte af strå!” sagde han stolt.
Den tredje gris var den klogeste. Han vidste, at et godt hus krævede tid, så han samlede mursten og mørtel og byggede et stærkt og solidt hus. Det tog hele dagen, men da han var færdig, havde han et hyggeligt hjem med en varm pejs og en blød seng.
Lige før sengetid begyndte det at blive koldt i skoven, og langt borte lød et HYL!
Den listige ulv var på vej.
Han listede først hen til det lille stråhus. “Lille gris, lille gris, luk mig ind!” sagde han med sin slemmeste stemme.
Men den lille gris rystede på hovedet: “Nej, nej! Mit hus beskytter mig!”
Ulven pustede én gang, pustede to gange – og med et stort PUST! fløj hele huset væk!
Den lille gris løb alt hvad han kunne til sin brors træhus.
Men ulven var ikke færdig. Han gik til træhuset og sagde: “Lille grise, små grise, luk mig ind!”
De to brødre klemte sig sammen og rystede på hovederne: “Nej, nej! Vores hus beskytter os!”
Ulven pustede én gang, pustede to gange – og med et stort PUST! væltede hele træhuset!
De to små grise skreg og spænede afsted mod deres storebrors murstenshus.
“Lille grise, små grise, luk mig ind!” gispede de, og deres storebror åbnede straks døren.
Ulven kom trampende efter dem. Han bankede på og sagde:
“Lille grise, små grise, luk mig ind!”
Men den kloge gris svarede roligt: “Nej tak, ulv. Vi bliver herinde, hvor det er trygt og rart.”
Ulven kneb øjnene sammen. Han pustede én gang, pustede to gange – og med et stort PUST! … skete der ingenting!
Han pustede igen – men huset stod helt stille.
Til sidst var ulven så træt, at han bare måtte give op. Han trampede væk, mens de tre grise lo og pustede lettet ud.
Inde i det lune murstenshus lavede de en kop varm kakao, krøb sammen i deres bløde senge og sagde godnat til hinanden.
Og lige da de skulle til at falde i søvn, sagde den mindste gris:
“Måske var det ikke så dumt at bygge et stærkt hus alligevel.”
Den storebror smilede og trak dynen tættere om sig. “Nej, det er rart at have et sted, hvor man altid kan føle sig tryg.”
Og så faldt de i søvn, mens stjernerne blinkede venligt over det lille hus i skoven.
Snip snap snude, nu sover alle de små grise sødt derude.
