Der var engang to søskende, Hans og Grete, der boede med deres mor og far i et lille bindingsværkshus ved en stor skov.
Deres mor bagte rugbrød til hele landsbyen, og deres far var skovarbejder. Han fældede træer og huggede brænde, og hans økse kunne høres langt ind i skoven. Tok. Tok. Tok. Når Hans og Grete var med ude, var der én regel, han altid gentog:
“I bliver, hvor I kan høre øksen. Kan I ikke høre den, er I gået for langt.”
En efterårsdag var de med igen. De samlede kvas og små grene i en kurv, og Hans, som altid havde lommerne fulde af brødkrummer til fuglene, smed en krumme i ny og næ og så spurvene komme.
Så så Grete en fugl, hun aldrig havde set før. Den var snehvid, og den sad på en gren og sang så smukt, at hun bare måtte se den nærmere. Den fløj et stykke. Hun gik efter. Hans gik efter hende. Den fløj igen. Og igen.
Til sidst stoppede Grete op.
“Hans,” sagde hun. “Kan du høre øksen?”
Det kunne han ikke. Der var helt stille i skoven. Kun vinden i bladene.
“Brødkrummerne,” sagde Hans. “Jeg har smidt dem hele vejen. Vi følger dem tilbage.”
Men da de vendte sig om, var der ingen krummer. Spurvene og solsortene havde spist hver eneste én.
De gik og gik. Det blev aften. De fandt en stor gran med grene helt ned til jorden og kravlede ind under den, tæt ind til hinanden. Hans holdt Grete i hånden, og Grete holdt Hans, og de sov, så godt man nu kan, når man sover under en gran.
Om morgenen sad den hvide fugl på en gren foran dem igen. Den sang og fløj. Og fordi de ikke vidste, hvad de ellers skulle gøre, gik de efter den.
Den førte dem hen til en lysning. Og midt i lysningen stod det mærkeligste hus, de nogensinde havde set.
Væggene var af honningkage. Taget var lagt af små, brune kager, der overlappede hinanden som tagsten. Vinduerne var af klart sukker, og skorstenen var en stor kringle.
Hans var så sulten, at han brækkede et stykke af tagrenden og bed i. Grete slikkede på en vinduesrude.
“Knasker, knasker, knas,” lød en stemme indefra. “Hvem gnaver på mit hus?”
Døren gik op. En gammel kone kom ud. Hun gik med stok, havde en vorte på næsen og briller med meget tykke glas.
“Nå, nå, nå,” sagde hun. “Kom indenfor, kom indenfor. Så skal I få pandekager.”
Det fik de. Med sukker og æblemos. Og bagefter fik de hver en seng med hvide lagner. Hans og Grete troede næsten, at de drømte.
Men næste morgen viste det sig, hvem konen var. Hun var en heks. Og hun havde ingen børnebørn, ingen venner og ingen, der kunne hjælpe hende med at bage alle de kager, huset hele tiden skulle repareres med. Så hun ville beholde dem.
Hun låste Hans inde i det gamle gåsehus bag haven. Og Grete satte hun til at skure gulve og bære vand.
“Du skal spise,” sagde heksen til Hans gennem tremmerne, “til du er så rund, at du aldrig kan komme ud ad den smalle låge. Så bliver du her for altid.”
Hun gav ham pandekager og kager og grød med smør hver eneste dag. Og hver morgen kom hun ud med sine tykke briller og sagde:
“Stik fingeren ud, Hans. Lad mig mærke, om du er blevet rund.”
Men Hans var klog. Han rakte en tynd, tør pind ud mellem tremmerne. Heksen kunne ikke se ret godt. Hun mærkede på pinden og rystede på hovedet.
“Stadig tynd som en tråd,” mumlede hun. “Mere grød.”
En dag skulle heksen bage. Hun fyrede ikke op endnu. Hun ville først have ovnen gjort ren.
“Kravl ind og se, om ovnen er fejet,” sagde hun til Grete.
Grete kiggede på den store, sorte ovn. “Jeg ved ikke, hvordan man gør,” sagde hun. “Kan du vise mig det?”
“Dumme pige,” sagde heksen. “Det er da let. Man kravler bare ind sådan her.” Og så bøjede hun sig og kravlede ind i den kolde ovn.
Grete smækkede lugen i og skubbede slåen for.
“Luk op!” råbte heksen derinde. “Luk op med det samme!”
Men Grete løb. Hun løb ud til gåsehuset og fandt nøglen på krogen ved døren og lukkede Hans ud. Han var lige så tynd som før. Og så løb de, med lommerne fulde af sukkerkringler, ud af haven og ind i skoven. Bag dem kunne de høre heksen bumpe og skælde ud inde i ovnen. Lugen var tung, og den gamle kone ville være længe om at få den skubbet op.
De løb, til de kom til en sø. Der var ingen bro.
Men på vandet svømmede en stor, hvid and.
“Lille and, lille and,” sagde Grete. “Vil du bære os over?”
Anden svømmede helt ind til bredden. Den kunne kun bære én ad gangen, så først sad Grete på dens ryg, og så kom den tilbage efter Hans.
På den anden side af søen kendte de skoven. Der var stien. Der var den store sten. Og langt borte, så svagt at de næsten ikke kunne høre det:
Tok. Tok. Tok.
De løb efter lyden. Og så kom far løbende imod dem med øksen i den ene hånd og huen i den anden, og han tog dem begge op på én gang og holdt dem så længe, at Hans tabte halvdelen af sine sukkerkringler. Og da de kom hjem, stod mor i døren med et tæppe til hver af dem, for hun havde ventet ved vinduet hele natten.
I det lille bindingsværkshus ved skoven sover Hans og Grete side om side i aften, du, og på hylden over sengen står en skål med de sidste sukkerkringler. Langt borte bag søen sidder en heks i sit kagehus og bager for første gang helt alene, og hun tænker, at næste gang hun får gæster, vil hun bare give dem pandekager og lade dem gå hjem. Godnat.
