Der var engang to søskende, Hans og Grete, som boede i et lille bindingsværkshus ved kanten af en stor og frodig skov.
De havde ikke meget, men de havde hinanden – og det var faktisk det vigtigste for dem begge.
Hver morgen hjalp de deres far med at samle brænde, og hver aften sad de sammen ved ilden og fandt på historier om magiske dyr, skjulte stier og hemmelige huse, der måske – måske ikke – fandtes et sted i skovens dybe hjerte.
En dag gik de længere ind i skoven end de plejede. Sollyset faldt som gyldne striber mellem træerne, og fuglene sang deres lykkelige melodier. Men skoven var stor, og uden at de lagde mærke til det, mistede de retningen.
“Hans… tror du, vi finder hjem igen?” spurgte Grete stille.
Hans tog hendes hånd. “Selvfølgelig. Så længe vi holder sammen, går det nok.”
De vandrede lidt længere, og pludselig åbnede skovens tæthed sig til en lille lysning. Midt i lysningen stod det mest mærkelige og vidunderlige hus, de nogensinde havde set:
Et hus bygget af kage, chokolade og farverige bolsjer, pyntet med vinduer af klar sukker og en lille skorsten, der duftede af varm karamel.
“Det er jo et rigtigt eventyrhus!” udbrød Grete.
“Og måske bor der en rigtig rar en derinde!” tilføjede Hans.
Forsigtigt bankede de på.
Døren åbnede, og i døråbningen stod en gammel dame med smilende øjne og et blødt, varmt tørklæde. “Nå, jamen se her,” sagde hun venligt. “To børn på eventyr! Kom ind og få lidt at spise.”
Indenfor var huset endnu hyggeligere. Der stod varme boller på bordet, stearinlys blinkede fredeligt, og i hjørnet stod en stor sofa med tæpper, der duftede af lavendel.
Hans og Grete spiste sig mætte og fortalte om deres far og deres hjem og om hvordan de var faret vild.
Den gamle dame nikkede forstående. “I må blive her i nat. Når solen står op, viser jeg jer vejen hjem.”
Og det gjorde hun.
Næste morgen pakkede hun en lille kurv med mad, bandt en blød kappe om Grete og klappede Hans på håret. “I to passer godt på hinanden,” sagde hun. “Det er den stærkeste magi, der findes.”
Så fulgte hun dem gennem skoven, viste dem en sti, de aldrig havde lagt mærke til før, og efter kort tid så de deres eget lille hus igen. Deres far stod i døren og kaldte på dem, og da han fik øje på dem, løb han dem i møde med en lettelse så stor, at tårerne trillede.
Den aften sad familien samlet omkring ilden.
Hans og Grete fortalte om det magiske hus, den venlige dame og den trygge nat, de havde fået. Og selvom deres far smilede stort, var der en lille gnist i hans øjne, som sagde, at han godt vidste, skoven gemte på flere mysterier, end man kunne se.
Da børnene gik i seng, lagde de sig tæt og hviskede:
“Så længe vi holder sammen, finder vi altid hjem.”
Og det gjorde de.
