Prinsesse Sophie på eventyr i skoven

Der var engang en prinsesse, der hed Sophie, og hun larmede mere end nogen anden på hele slottet.

Hun løb på trapperne. Hun sang i gangene. Hun smækkede med dørene, og når hun gik gennem slotshaven, fløj alle duerne op.

En morgen tog slottets skovfoged hende med ud i skoven. Han hed Halvor og var gammel og tavs og havde et rødt skæg, der stak ud som en rævehale.

“I dag skal vi se dådyr,” sagde han. “Hvis de vil lade sig se.”

Sophie trampede af sted efter ham ad stien. Grenene knækkede under hendes støvler. Hun talte højt om alt, hvad hun så. Og de så ingenting. Ikke et eneste dyr. Kun en solsort, der fløj skrigende væk.

Halvor stoppede. “Dyrene i skoven hører dig, længe før du ser dem,” sagde han. “Vil du lære at gå, som de går?”

Sophie nikkede.

Han viste hende det. Først hælen ned, meget langsomt. Så resten af foden, rullende ud mod tæerne. Mærk efter, om der ligger en gren under. Flyt vægten først, når foden står sikkert. Og hold dig tæt på mig og stien, sagde han, for skoven er stor, og en prinsesse alene kan gå vild.

Det var svært. Sophie vaklede. Hun skulle stå stille længe mellem hvert skridt. Men efter et stykke tid gik det bedre. Hun kunne høre sine egne skridt blive stille. Og så begyndte hun at høre alt det andet.

En spætte, der hamrede langt væk. Et egern, der kradsede op ad en stamme. Vinden i toppen af træerne.

Ved kanten af en lysning satte Halvor sig på hug og pegede.

Ude i det høje græs stod en hind. Hun var lysebrun med hvide pletter på ryggen og en lang, mørk stribe ned ad halen. Ved siden af hende stod en lille kalv på tynde ben. Den var født i sommer og havde stadig flere pletter end sin mor.

De spiste. Hinden løftede hovedet og drejede ørerne. Sophie holdt vejret. Hinden kiggede lige på hende, længe. Så sænkede hun hovedet og spiste videre.

De sad der, til dyrene gik ind i skoven igen.

På vejen hjem gik Sophie ved siden af Halvor, hæl først og så tæerne. Ved slotshaven fløj duerne ikke op.

Hvis du skulle snige dig hen til den lysning nu, skulle du gå med hælen først, du, og tæerne langsomt efter. Måske står hinden og kalven der stadig i måneskinnet. Måske har de lagt sig i det høje græs for at sove, ligesom Sophie inde på slottet. Godnat.