Der var engang en prinsesse, der hed Cecilie. Hun var syv år og havde netop fået lov til at have et værelse i slottets gamle tårn, og i det værelse hang der et spejl.
Det var et stort, ovalt spejl med en ramme af forgyldte blade, og det var meget gammelt. Den første aften, da Cecilie stod foran det og børstede sit hår, sagde det noget.
“Du har tandpasta på hagen.”
Cecilie tabte børsten. Hun kiggede sig omkring. Der var ingen.
“Her,” sagde spejlet. “Lige foran dig. Hagen. Venstre side. Din venstre.”
Cecilie tørrede sig på hagen med ærmet. Der var tandpasta.
“Er du et magisk spejl?” hviskede hun.
“Jeg er et ærligt spejl,” sagde spejlet. “Det er ikke helt det samme. Jeg kan ikke vise dig fjerne lande. Jeg kan ikke trylle. Jeg kan kun fortælle dig, hvordan tingene er.”
Cecilie tænkte på eventyret om Snehvide. “Hvem er den smukkeste i hele landet?” spurgte hun.
“Det ved jeg ikke,” sagde spejlet. “Jeg har kun set dette værelse i to hundrede år. Den smukkeste, jeg har set, var en tjenestepige i 1870, der grinede så højt, at det skræmte duerne.”
Cecilie var lidt skuffet. Men kun lidt.
Næste morgen stod hun foran spejlet i sin nye kjole. “Hvordan ser jeg ud?”
“Kjolen er pæn,” sagde spejlet. “Men du har den på med bagsiden foran. Knapperne skal være på ryggen.”
Det skulle de.
Om eftermiddagen kom hun op fra haven. “Hvordan ser jeg ud nu?”
“Du har mudder på knæet,” sagde spejlet. “Og en snegl i håret. Den har det fint. Men den vil nok gerne ud igen.”
Cecilie bar sneglen forsigtigt ned i haven.
Hun kom til at holde af spejlet. Det var ikke ret godt til at give komplimenter. Men det var godt til at finde ting. Hendes ene hårspænde lå bag gardinet. Den manglende sok var under sengen. Hendes bog lå med forsiden nedad på vindueskarmen, åben ved side toogfyrre.
En aften var der bal på slottet. Cecilie havde en lyseblå kjole på, rigtigt vendt, og hun havde selv sat sit hår op. Hun stillede sig foran spejlet og holdt vejret.
“Nå?” sagde hun.
Spejlet var stille længe.
“Du ser glad ud,” sagde det til sidst. “Det kan man ikke male på. Og du har ingen tandpasta på hagen.”
Cecilie dansede hele aftenen. Hun dansede med sin far og med sin onkel og med en meget gammel hertug, der dansede som en stork. Hun kom op i tårnet langt over sengetid med skoene i hånden.
Hun stillede sig foran spejlet en sidste gang.
“Og nu?” spurgte hun.
“Nu ser du træt ud,” sagde spejlet. “Dine øjne er små, og du gaber, mens du står der. Du burde gå i seng.”
“Er det ærligt?”
“Jeg er altid ærlig,” sagde spejlet.
Så Cecilie gik i seng.
Er dine øjne også blevet lidt små nu, du? Gaber du, mens du ligger der? Så siger jeg det samme som spejlet, helt ærligt. Du burde sove. Godnat.
