Der var engang en prinsesse, der hed Augusta. Hun boede på et slot på en bakke, hvor det næsten altid blæste, og hun havde ønsket sig én ting hele sommeren: en drage.
Ikke en drage, der spyede ild. En drage af papir og pinde, med en lang hale, som man kunne flyve med i en snor.
“Så lav en,” sagde slottets gamle snedker og gav hende to tynde lister af træ, en rulle sejlgarn og en stak silkepapir i alle farver.
Augusta byggede den i tre dage. Hun bandt listerne sammen som et kors. Hun limede rødt silkepapir på og malede to øjne og en mund, der smilede. Hun lavede en hale af snor med små sløjfer af gult papir, en for hver dag i ugen. Den var ikke særlig stor. Den var omtrent lige så stor som hendes egen overkrop.
“Den lille drage,” kaldte hun den.
Den fjerde dag blæste det præcis passende. Ikke for meget. Ikke for lidt. Augusta løb op på bakken bag slottet, hvor der ikke var træer, og holdt dragen op mod vinden.
Første gang faldt den lige ned i græsset.
Anden gang snurrede den rundt og landede på hovedet.
Tredje gang greb vinden den. Den steg. Augusta lod snoren løbe gennem fingrene. Den lille drage steg og steg, og halen svingede fra side til side ligesom en hund, der logrer.
“Den flyver!” råbte hun ned mod slottet. Snedkeren stod i døren til værkstedet og vinkede med sin hammer.
Den lille drage var nu så højt oppe, at den lignede et frimærke. Augusta havde kun lidt snor tilbage på rullen.
Så kom der et vindstød.
Snoren rykkede i hendes hænder. Den gled. Augusta greb efter den, men så var rullen væk, og hun stod med tomme hænder og så den lille drage svæve bort over bakken, med snoren efter sig som en lang, tynd hale.
Hun løb efter den til hegnet. Længere måtte hun ikke uden en voksen. Dragen forsvandt bag et levende hegn langt nede på markerne.
Augusta gik tilbage til slottet. Hun sagde ikke noget ved aftensmaden.
Næste morgen bankede det på porten. Det var en dreng med fregner og gummistøvler. Han hed Brage, og han var søn af bonden, der havde marken nede ved åen. Under armen havde han den lille drage. Det ene øje var lidt krøllet, og halen manglede to sløjfer. Men den var hel.
“Den sad fast i vores pæretræ,” sagde Brage. “Jeg tænkte nok, den var fra slottet. Der er ikke andre, der maler øjne på.”
Augusta tog den med begge hænder.
“Har du selv en drage?” spurgte hun.
Brage rystede på hovedet.
Samme eftermiddag sad de to i snedkerens værksted. Snedkeren fandt to nye lister frem. Augusta viste, hvordan man bandt dem sammen. Brage valgte blåt silkepapir.
Og da det blæste igen, stod der to små drager over bakken bag slottet. En rød og en blå. Og deres snore var bundet godt fast om hver sit håndled.
I aften er det stille, du. Ingen vind på bakken. To små drager ligger på en hylde i et værksted og hviler deres haler. Måske blæser det i morgen. Sov godt.
