Der var engang en prinsesse, der hed Agathe, og hun var den mest glemsomme prinsesse i hele kongeriget. Hun glemte sine handsker. Hun glemte sine sko. Hun glemte, hvilken dag det var, og hvem der havde fødselsdag. Men mest af alt glemte hun sin krone.
Den var lille og af guld og havde tre røde sten. Og den var aldrig, hvor den skulle være.
Om mandagen lå den i grøden. Prinsesse Agathe havde taget den af for at klø sig i håret, og så havde hun lagt den fra sig. Kokken fandt den, da han skulle øse op til kongen.
“Deres Majestæt,” sagde han. “Der er en krone i Deres havregrød.”
Kongen sukkede. Han tørrede den af i sin serviet.
Om tirsdagen sad den på hunden. Agathe havde leget prinsesse og hund ude i haven, og hun havde kronet hunden til konge over alle hunde, og så var hun gået ind til frokost. Hunden gik rundt resten af dagen og så meget stolt ud. Den ville ikke af med den.
Om onsdagen var den i hønsehuset. Ingen vidste, hvordan den var kommet derind. Hønsene havde lagt et æg i den. Stuepigen Inge måtte hente den med en handske på.
“Nu må det stoppe,” sagde dronningen den aften. “En prinsesse kan ikke gå rundt uden krone. Hvad nu hvis der kommer fremmede?”
Så om torsdagen fik Agathe et bånd. Et langt, rødt bånd, som Inge syede fast i kronen og bandt under Agathes hage. Nu kunne den ikke falde af. Nu kunne den ikke lægges fra sig.
Det virkede. Hele torsdagen havde Agathe kronen på. Hun havde den på, da hun spiste. Hun havde den på, da hun legede. Hun havde den på, da hun gyngede, og da hun vaskede hænder, og da hun badede. Det sidste var ikke så godt. Båndet blev vådt.
Om fredagen kom der fremmede. Det var en konge fra et naboland med sin søn. Agathe skulle stå ved siden af sin far i tronsalen og neje.
Hun nejede. Hun smilede. Hun var meget fin.
“Hvor er det en smuk krone, prinsessen har,” sagde den fremmede konge.
“Hvilken krone?” sagde Agathe og tog sig til hovedet.
Den var der. Selvfølgelig var den der. Den var bundet fast.
“Nå, den,” sagde hun.
Den fremmede konge grinede så meget, at hans egen krone gled ned over det ene øre.
Og den aften, da Agathe skulle i seng, og Inge løsnede båndet, sad Agathe længe og kiggede på kronen.
“Inge,” sagde hun. “Hvor skal jeg lægge den?”
“På natbordet,” sagde Inge. “Som altid.”
“Det skal jeg nok huske,” sagde Agathe.
Så lagde hun den i sin tøffel. Og Inge sagde ingenting, for hun var træt, og kronen var i det mindste i værelset.
Kronen ligger i tøflen nu, du, og prinsessen sover med det røde bånd stadig om håndleddet. Hun har helt glemt, at det er der. Godnat.
