Der var engang en fattig prins, og han havde et kongerige, der var ganske lille, men stort nok til at gifte sig på.
Han ville så gerne giftes med kejserens datter. Så han sendte hende de to fineste ting, han ejede.
Den første var en rose. Den voksede på en rosenbusk i hans have, og busken blomstrede kun hvert femte år, og så kun med én eneste rose. Men den rose duftede så sødt, at man glemte alle sine sorger, når man lugtede til den. Den anden var en nattergal, der kunne synge, som om alle verdens smukke melodier sad i dens lille strube.
Begge dele blev lagt i store sølvæsker og sendt til prinsessen.
Prinsessen klappede i hænderne, da hun så æskerne. “Bare det nu er en lille missekat!” sagde hun. Men ud kom rosen.
“Nej, hvor er den nydeligt lavet,” sagde hofdamerne.
Prinsessen rørte ved den. “Fy, papa!” sagde hun. “Den er ikke lavet. Den er naturlig!” Og så ville hun ikke se på den.
Så lukkede de nattergalen ud. Den sang så smukt, at ingen kunne sige noget ondt om den. Men da prinsessen hørte, at det var en rigtig fugl, sagde hun: “Så lad den flyve.” Og den fløj.
Prinsen gav ikke op. Han smurte sig brun og sort i ansigtet, trak huen ned over øjnene og bankede på hos kejseren.
“Goddag, kejser,” sagde han. “Kunne jeg ikke få en tjeneste her på slottet?”
“Der er så mange, der søger,” sagde kejseren. “Men lad mig se. Jeg har brug for en, der kan passe grisene. Vi har så mange grise.”
Så blev prinsen ansat som kejserlig svinedreng. Han fik et lille, elendigt kammer nede ved svinestien. Men hele dagen sad han og arbejdede, og om aftenen havde han lavet en nydelig lille gryde med bjælder rundt om. Når gryden kogte, ringede bjælderne og spillede en gammel, glad melodi. Og når man holdt fingeren ind i dampen, kunne man lugte, hvad der blev kogt i hvert eneste køkken i byen.
Prinsessen kom forbi med sine hofdamer. Hun hørte melodien og standsede. Den kunne hun spille på klaveret med én finger.
“Den kender jeg,” sagde hun. “Gå ind og spørg, hvad gryden koster.”
En hofdame gik ind i stien. “Hvad skal du have for gryden?”
“Ti kys af prinsessen,” sagde svinedrengen.
Prinsessen blev meget fornærmet og gik. Men da hun havde gået et lille stykke, ringede bjælderne igen. Så vendte hun om.
“Han kan få ti kys af mine hofdamer.”
“Nej tak,” sagde svinedrengen. “Ti kys af prinsessen. Eller jeg beholder gryden.”
“Stil jer omkring mig,” sagde prinsessen. Og hofdamerne stillede sig rundt om hende og bredte deres kjoler ud, og så fik svinedrengen ti kys, og prinsessen fik gryden.
Hele aftenen holdt hun og hofdamerne fingrene i dampen. “Vi ved, hvem der får pandekager,” råbte de. “Og hvem der får grød og frikadeller! Hvor er det morsomt!”
Næste dag havde svinedrengen lavet en skralde. Når man svingede den, spillede den alle de valse og polkaer, der fandtes i verden.
“Det er det mest storartede, jeg har hørt,” sagde prinsessen. “Spørg, hvad den koster.”
“Hundrede kys af prinsessen,” sagde svinedrengen.
Prinsessen sukkede. Men hofdamerne stillede sig omkring hende, og svinedrengen begyndte at kysse.
“Hvad er det dog for et opløb ved svinestien?” sagde kejseren, som var trådt ud på altanen. Han tog sine tøfler på, for de var trådt ned bag i, og listede derned. Hofdamerne havde så travlt med at tælle kys, at de ikke så ham.
“Hvad er nu det?” sagde kejseren, da han så det. Han viftede med sin tøffel, lige da svinedrengen fik det seksogfirsindstyvende kys. “Ud!” sagde han. Han var meget vred. Og både prinsessen og svinedrengen blev sat uden for slotsporten.
Der stod prinsessen og græd. Svinedrengen gik om bag et træ. Han tørrede det sorte og brune af sit ansigt, tog de grimme klæder af og trådte frem i sit prinsetøj. Han var så smuk, at prinsessen måtte neje.
“Jeg er prinsen,” sagde han. “Du ville ikke have den ærlige rose og den levende nattergal. Men svinedrengen kunne du kysse for et stykke legetøj.”
Prinsessen blev helt rød i ansigtet. Hun kiggede ned på sine sko. “Det var dumt af mig,” sagde hun stille. “Jeg har altid kun kigget på, om ting var fine. Ikke om de var gode.”
Prinsen tænkte sig om. “Så lær det,” sagde han. Og så gik han hjem til sit lille kongerige og lukkede døren efter sig.
Prinsessen gik også hjem. Kejseren var ikke vred mere. Og den sommer plantede prinsessen en rosenbusk under sit vindue og passede den selv hver dag. Hun lukkede vinduet op om aftenen, så fuglene kunne synge for hende. Om hun en dag fik et brev fra et lille kongerige, det står ikke i eventyret. Men rosenbusken blomstrede.
Under prinsessens vindue står en rosenbusk i aften, du, og en nattergal sidder i den og synger. Inde på slottet ligger en gryde med bjælder på hylden, og den er helt stille. Godnat.
