Der var engang en gammel herregård, og der boede en gammel proprietær, der havde to sønner, som var så kloge, at det var for meget. Og så havde han en tredje søn, som ingen regnede med. Han hed Klods-Hans.
De to kloge brødre ville fri til kongens datter. Hun havde nemlig ladet udråbe, at hun ville gifte sig med den, der bedst kunne tale for sig.
Den ene bror kunne hele latinsk ordbog udenad og byens avis fra tre år tilbage, både forfra og bagfra. Den anden havde lært alle laugsartiklerne og vidste, hvad enhver oldermand skulle vide. Han kunne også brodere seler, for han var fin og fingernem.
“Jeg får kongsdatteren!” sagde de begge to.
Deres far gav dem hver en hest. Den, der kunne latinsk ordbog, fik en kulsort hest. Den, der var oldermandsklog, fik en mælkehvid. Og så smurte de mundvigene med levertran, så de kunne snakke rigtig glat.
Da de skulle af sted, kom Klods-Hans.
“Hvor skal I hen i søndagsklæderne?” spurgte han.
“Til hove for at snakke kongsdatteren til,” sagde de.
“Så må jeg have med!” sagde Klods-Hans. “Far, giv mig også en hest.”
“Snak,” sagde faren. “Dig giver jeg ingen hest. Du kan jo ikke tale.”
“Får jeg ingen hest,” sagde Klods-Hans, “så tager jeg gedebukken. Den er min egen, og den kan nok bære mig.” Og så satte han sig overskrævs på gedebukken, borede hælene i siden og fór hen ad landevejen. Hu, hvor det gik!
“Her kommer jeg!” sang Klods-Hans.
Brødrene red stille i forvejen. De sagde ikke et ord, for de skulle tænke over alle de gode indfald, de ville komme med.
“Halløj!” råbte Klods-Hans. “Se, hvad jeg fandt på landevejen!” Han holdt en gammel kartoffel i vejret. Den var lidt rynket og havde jord på.
“Fæ!” sagde brødrene. “Hvad vil du med den?”
“Den vil jeg give kongsdatteren.”
Lidt efter råbte han igen. “Se, hvad jeg nu har fundet! Sådan noget finder man ikke hver dag på landevejen!” Det var en gammel træsko, som overdelen var gået af. “Den skal kongsdatteren også have.”
Og så, lige før byen, fyldte han lommerne med det fineste, bløde mudder fra grøften. “Det er det fineste mudder,” sagde han. “Se, hvor det glider mellem fingrene.”
Ved byporten stod frierne i kø, og de fik nummer, så de kunne komme ind efter tur. Inde i salen var det så varmt, at man næsten ikke kunne holde det ud. Der var tændt op i kakkelovnen. Ved vinduerne stod tre skrivere og en oldermand, som skulle skrive alt ned, hvad der blev sagt, så det kunne komme i avisen.
Brødrene kom ind. Den latinske kunne ikke huske et eneste ord. “Her er hedt,” sagde han. “Det er fordi, min far steger kyllinger i dag,” sagde kongsdatteren. Han stod og gloede. “Duer ikke! Væk!” sagde hun. Det samme skete for den anden. “Her er forfærdelig hedt,” sagde han. “Ja, vi steger kyllinger i dag,” sagde kongsdatteren. “Hva-hva-hvad?” sagde han. “Duer ikke! Væk!”
Så kom Klods-Hans ridende på gedebukken lige ind i salen.
“Det er en brændende hede her,” sagde han.
“Det er fordi, jeg steger kyllinger,” sagde kongsdatteren.
“Det var rart,” sagde Klods-Hans. “Så kan jeg vel få min kartoffel bagt?”
“Det kan du godt,” sagde kongsdatteren. “Men har du noget at bage den i?”
“Det har jeg,” sagde Klods-Hans. “Her er kogetøj med blik om.” Og så tog han den gamle træsko frem og lagde kartoflen midt i den.
“Det er et helt måltid,” sagde kongsdatteren. “Men hvor får vi sovs fra?”
“Den har jeg i lommen,” sagde Klods-Hans. “Jeg har så meget, at jeg kan spilde det.” Og han hældte lidt mudder ud af lommen.
“Det kan jeg lide,” sagde kongsdatteren. “Du kan svare. Du kan tale, og dig vil jeg have til mand. Men ved du, at hvert ord, vi siger, bliver skrevet ned og kommer i avisen i morgen? Ved hvert vindue står der tre skrivere og en gammel oldermand, og han er den værste, for han kan ingenting forstå.”
“Så skal oldermanden have det bedste,” sagde Klods-Hans. Han vendte lommerne og tilbød oldermanden en håndfuld mudder til hans fine sko. Oldermanden blev så forskrækket, at han tabte pennen.
“Det var godt gjort,” sagde kongsdatteren og lo. “Det kunne jeg ikke have gjort. Men jeg skal nok lære det.”
Og så blev Klods-Hans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone. Og det har vi lige fra oldermandens avis, og den er ikke til at stole på.
Klods-Hans sover på slottet i aften, du, og gedebukken ligger i stalden med en fin rød sløjfe om halsen. Under tronen står en gammel træsko og venter på, at nogen skal bage en kartoffel igen. Godnat.
