Der var engang en sømand, der hed Sindbad, og han havde været på flere eventyrlige rejser end nogen anden i hele Bagdad.
En varm eftermiddag gik en fattig drager forbi Sindbads store hus. Han hed også Sindbad, men alle kaldte ham Sindbad Drageren, fordi han bar tunge sække for folk. Han satte sig på bænken uden for porten for at hvile sig, og han sukkede.
“Hvorfor skal nogle mennesker have det så godt,” sagde han højt, “mens jeg skal slæbe hele dagen?”
Sindbad Søfareren hørte ham gennem vinduet. Han inviterede ham indenfor til et bord fuldt af frugt og varmt brød.
“Du tror, at mit liv har været let,” sagde Sindbad Søfareren. “Lad mig fortælle dig, hvordan jeg fik alt det her.”
Og så fortalte han.
“Da jeg var ung, tog jeg ud at sejle med nogle købmænd. Vi sejlede længe, og en dag kom vi til en lille, grøn ø midt i havet. Den var helt flad og glat og havde lidt græs på. Vi gik i land og tændte et bål for at lave mad.
Men så begyndte øen at ryste. Den rokkede frem og tilbage. Og kaptajnen råbte fra skibet: ‘Kom tilbage! Det er ikke en ø. Det er en kæmpestor hval, der har sovet så længe på vandet, at der er vokset græs på dens ryg. Bålet har vækket den!’
Alle løb mod skibet. Men jeg nåede det ikke. Hvalen dykkede ned i havet med et stort plask, og jeg stod tilbage i vandet. Heldigvis fik jeg fat i en stor træbalje, som vi havde haft med i land. Jeg sad i den i en hel dag og en hel nat, og bølgerne vuggede mig. Til sidst skyllede jeg i land på en rigtig ø. Der boede venlige mennesker, og deres konge lod mig sejle hjem med det næste skib. Jeg kom hjem med gaver og krydderier.”
Sindbad Drageren lyttede med åben mund.
“Men jeg kunne ikke blive hjemme,” fortsatte Sindbad Søfareren. “Havet kaldte på mig. Så jeg tog ud på en ny rejse. Denne gang gik jeg i land på en ø, hvor der stod en stor, hvid kuppel midt i det hele. Jeg gik rundt om den. Der var ingen dør. Så forstod jeg, at det slet ikke var en kuppel. Det var et æg. Et kæmpestort æg.
Pludselig blev det mørkt, som om solen gik ned. Det var en fugl, så stor, at dens vinger dækkede hele himlen. Det var fuglen Rok. Den satte sig på ægget og faldt i søvn.
Jeg tænkte: ‘Den fugl kan tage mig væk fra øen.’ Så jeg bandt min turban fast om dens ene fod. Om morgenen fløj fuglen op. Jeg hang i turbanen, højt over havet og bjergene, og vinden suste mig om ørerne.
Fuglen landede i en dyb dal. Jeg løsnede turbanen og sprang ned. Fuglen fløj videre uden at lægge mærke til mig. Og nu skal du høre. Dalen var fuld af diamanter. Store og små, de lå overalt på jorden og glimtede som stjerner.
Jeg fyldte mine lommer. Men hvordan skulle jeg komme ud? Bjergene var så stejle, at ingen kunne klatre op ad dem.
Så kom der nogle store ørne flyvende ned i dalen for at samle diamanter til deres reder. Ørne kan godt lide ting, der skinner. Jeg holdt fast i den største ørns ben, og den fløj mig op på bjergtoppen. Der stod nogle købmænd, der ventede på, at ørnene skulle komme med diamanter. De var meget forbavsede over, at en ørn kom med en mand i stedet. Jeg gav dem nogle af mine diamanter, og de tog mig med hjem.”
Sindbad Søfareren smilede. “Sådan har jeg rejst syv gange. Hver gang har havet drillet mig, og hver gang er jeg kommet hjem. Det har ikke været let. Men det har været spændende.”
Han gav Sindbad Drageren en pose med hundrede guldstykker.
“Kom igen i morgen,” sagde han. “Så skal du høre om den tredje rejse.”
Og Sindbad Drageren kom igen hver dag i syv dage og hørte om alle syv rejser. Han bar aldrig mere tunge sække. De to Sindbadder blev de bedste venner, og om aftenen sad de i haven og drak søde safter og kiggede på stjernerne.
I det store hus i Bagdad sover Sindbad Søfareren i nat, du, og drømmer om hvaler med græs på ryggen og fugle, der er så store som himlen. I morgen skal han fortælle om den næste rejse. Godnat.
