Der var engang en pige, der hed Selma, som var på sommerferie ved Vadehavet med sin far. De boede i et lille, gult sommerhus bag diget, og hver morgen kiggede far i et lille hæfte, der hed tidevandstabellen.
“Hvad står der i den?” spurgte Selma.
“Hvornår havet går ud, og hvornår det kommer ind igen,” sagde far. “Herude går havet nemlig sin vej to gange om dagen. Og så kommer det tilbage.”
Den tredje dag sagde far: “I morgen tidlig er det lavvande. Så skal vi ud til den forsvundne ø.”
“Hvad er det for en ø?”
“Det er en ø, der kun er der, når vandet er væk,” sagde far. “Om eftermiddagen er den forsvundet igen.”
Selma troede ikke på ham. Men næste morgen klokken syv stod de på diget sammen med en lille gruppe mennesker og en kvinde i grønne waders og en orange vest. Hun hed Gerda og var naturvejleder, og hun havde en fløjte om halsen og et ur på armen, som hun kiggede på hele tiden.
“Vi går ud nu,” sagde Gerda. “Vi går samlet, vi går efter mig, og når jeg fløjter, vender vi om. Med det samme. Også selv om nogen lige har fundet noget spændende. Havet venter ikke på nogen.”
Selma tog fat i fars hånd.
De gik ud på havbunden. Den var våd og blank og fuld af små riller, hvor vandet havde ligget. Det sugede under støvlerne. Sjup, sjup. Overalt lå der små bunker af sand, der lignede spaghetti.
“Det er sandormen,” sagde Gerda. “Den ligger nede i et lille U under jorden og spiser sand. Og så kommer den ud med det igen her.”
“Er det dens bæ?” spurgte Selma.
“Det er det,” sagde Gerda, og alle grinede.
De gik i lang tid. Bag dem blev diget og sommerhusene mindre og mindre. Foran dem var der bare blankt, gråt og glinsende, og fugle, der løb med lange næb og stak dem ned i mudderet.
Så kom den til syne. En lang, lav bakke af lyst sand, der lå midt i det hele, med en kant af tang og muslingeskaller. Den forsvundne ø.
“Det er en sandbanke,” sagde Gerda. “I eftermiddag ligger den under to meter vand. Nu er den vores. I en halv time.”
Ude på sandbanken var der skatte. Selma fandt en strandkrabbe, der gik sidelæns hen over hendes støvle. Hun fandt en hjertemusling, der var helt hel, med begge skaller. Hun fandt en sneglebolig, hvor der boede en eremitkrebs, der stak sine små ben ud og trak dem ind igen.
Og så fandt hun noget, der ikke var en skal.
Det var en flaske. En gammel, grøn glasflaske med en prop, og den lå halvt begravet i sandet. Inde i flasken var der et stykke papir, rullet sammen.
“Far!” råbte hun. “Far, en flaskepost!”
Alle samledes om hende. Gerda hjalp med at få proppen ud, og far fik papiret ud med et langt strå. Det var et brev. Det var skrevet med farveblyant, og der var tegnet en hest i hjørnet.
“Hallo! Ich heiße Mia. Ich bin acht Jahre alt.”
“Det er tysk,” sagde far. “Hun hedder Mia, og hun er otte år.”
Han læste videre, langsomt. Mia boede på en ø i Tyskland, lidt længere sydpå langs det samme hav. Hun havde smidt flasken i vandet fra en båd sidste sommer. Hun havde en hest, der hed Pünktchen, og hvis nogen fandt brevet, måtte de gerne skrive til hende. Nederst stod hendes adresse.
“Kan vi skrive til hende?” spurgte Selma.
“Det kan vi godt,” sagde far.
I det samme fløjtede Gerda. Det var en lang, skarp fløjten, og alle vendte sig om med det samme. Selma kiggede ned. Lige ved sandbankens kant stod der en tynd, blank stribe af vand, der ikke havde været der før.
“Nu går vi,” sagde Gerda. “Roligt, men ikke langsomt.”
De gik tilbage mod diget, i samme rækkefølge som før. Selma holdt flasken under armen og fars hånd i den anden. Hun kiggede tilbage hver hundrede skridt. Første gang lå sandbanken der stadig. Anden gang var den blevet mindre. Tredje gang var der kun en lys stribe tilbage, og omkring den glinsede vandet.
Da de stod på diget, var den forsvundet.
“Den er der stadig,” sagde Gerda. “Den er bare under vandet nu. I morgen tidlig er den der igen.”
Om aftenen sad Selma ved køkkenbordet i det gule sommerhus og skrev et brev. Far hjalp med de tyske ord. Hun skrev, at hun hed Selma og var syv, og at hun havde fundet flasken på en sandbanke, der forsvandt. Og hun tegnede en strandkrabbe i hjørnet, ved siden af hesten.
“Skal vi smide det i havet?” spurgte hun.
“Vi sender det med posten,” sagde far. “Så når det frem lidt hurtigere.”
Ude på den anden side af diget kom havet ind, langsomt og stille, og lagde sig hen over sandbanken som en dyne.
Nu ligger havet over den forsvundne ø, du, og alle krabber og muslinger og sandorme sover under vandet. I morgen tidlig trækker havet sig tilbage igen og kigger efter, om de er der endnu. Det er de. Godnat.
