Spøgelset på loftet

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i et gammelt hus sammen med sin familie. Huset var stort og havde mange rum, men det mest spændende rum af dem alle var loftet. Emil havde altid hørt historier om, at der boede et spøgelse deroppe, men han havde aldrig selv set det.

En aften, da Emil skulle i seng, kunne han ikke lade være med at tænke på loftet. Han lå i sin seng og kiggede op i loftet, mens han forestillede sig, hvordan spøgelset mon så ud. Var det mon et venligt spøgelse, eller var det lidt uhyggeligt?

Emil besluttede sig for, at han måtte finde ud af det. Så da huset blev stille, og alle andre sov, listede han forsigtigt ud af sin seng. Han tog sin lommelygte og gik hen til døren, der førte op til loftet. Med et dybt åndedrag åbnede han døren og begyndte at gå op ad de knirkende trapper.

Da Emil nåede toppen af trappen, skinnede han med lommelygten rundt i det mørke rum. Der var gamle møbler, kasser og en masse støv. Pludselig hørte han en svag lyd, som om nogen hviskede hans navn. “Emil… Emil…”

Emil blev lidt forskrækket, men han var også nysgerrig. Han fulgte lyden og opdagede en lille, gennemsigtig skikkelse, der svævede i hjørnet af loftet. Det var spøgelset! Men det så ikke spor uhyggeligt ud. Faktisk smilede det venligt til ham.

“Hej Emil,” sagde spøgelset med en blid stemme. “Jeg hedder Sofus, og jeg har boet her på loftet i mange, mange år. Jeg er glad for, at du kom for at besøge mig. Det er ikke så tit, jeg har selskab.”

Emil blev lettet og smilede tilbage. “Hej Sofus. Jeg har altid været lidt bange for at komme herop, men du virker rigtig sød,” sagde han.

Sofus lo en lille, klukkende latter. “Jeg er bare et ensomt spøgelse, der elsker at fortælle historier. Vil du høre en?” spurgte han.

Emil nikkede ivrigt, og Sofus begyndte at fortælle en spændende historie om gamle dage, da huset blev bygget, og om alle de mennesker, der havde boet der gennem tiden. Emil lyttede fascineret og glemte helt, at han egentlig skulle være bange.

Da historien var slut, gabte Emil stort. “Tak, Sofus. Det var en rigtig god historie. Jeg må hellere gå i seng nu,” sagde han.

“Det var så lidt, Emil. Du er altid velkommen heroppe, hvis du vil høre flere historier,” svarede Sofus med et venligt smil.

Emil vinkede farvel og gik ned ad trappen igen. Han lagde sig i sin seng med et smil på læben, glad for at have fået en ny ven. Fra den dag af var han aldrig mere bange for loftet, for han vidste, at deroppe boede et venligt spøgelse, der hed Sofus.

Og sådan endte Emil med at have de bedste godnathistorier, fortalt af hans nye ven på loftet. Godnat og sov godt!

Skriv en kommentar