Der var engang en dreng, der hed Bertram. Han var lige fyldt otte og havde netop fået sit eget værelse, lige under loftet i det gamle, gule hus, og han syntes, det var det bedste i hele verden. Indtil den første nat.
For om natten kom lydene.
Klonk. Fra radiatoren.
Hvæææs. Fra et sted over loftet.
Knirk. Knirk. Knirk. Lige over hans hoved.
Bertram trak dynen op til næsen. Han tænkte på det, hans kusine havde sagt. At der boede et spøgelse på loftet i alle gamle huse.
Den fjerde nat kunne han ikke holde det ud mere. Han tog sin lommelygte og listede op ad den smalle loftstrappe og åbnede lemmen.
Loftet var mørkt og støvet og fyldt med kasser og gamle møbler. Lommelygtens lys hoppede rundt. En gammel lampe. En gyngehest. En kuffert med klistermærker.
Og på kufferten sad der et spøgelse.
Det var ikke særlig stort. Det var hvidt og lidt gennemsigtigt, havde en lang, tynd næse, og det havde en strikket hue på.
“Nå,” sagde spøgelset. “Det var på tide.”
Bertram stod helt stiv. “Er du et spøgelse?”
“Ja. Ejnar.” Spøgelset nikkede høfligt. “Jeg har boet her i hundrede og tolv år. Du er ham, der ligger og ryster under dynen, ikke?”
“Jeg ryster ikke,” sagde Bertram.
“Nej, nej,” sagde Ejnar venligt. “Men du er bange for lydene.”
Bertram nikkede.
“Kom,” sagde Ejnar. “Jeg viser dig dem.”
Han svævede hen til et rør, der gik langs væggen. “Det her er varmerøret,” sagde han. “Når varmen tænder om natten, bliver det varmt, og så strækker metallet sig. Klonk. Det er bare røret, der gaber.”
Bertram lagde hånden på røret. Det var lunt.
Ejnar svævede hen til et lille vindue i gavlen. “Og det her. Der er en sprække i ruden. Når det blæser fra vest, går vinden igennem. Hvæææs. Det er bare vinden, der fløjter, fordi den ikke kan finde ud af det rigtigt.”
Bertram lagde fingeren på sprækken. Han kunne mærke luften kilde.
“Og knirk-knirk-knirk?” spurgte han.
Ejnar pegede på en gammel lænestol i hjørnet. I den lå en stor, rødstribet kat og sov med næsen i halen.
“Det er Mortensens kat fra nabohuset,” sagde Ejnar. “Hun kommer ind gennem tagrenden hver nat og går tre runder på gulvet, før hun lægger sig. Hver nat. Det har hun gjort i fire år.”
Bertram begyndte at grine. Han kunne ikke holde op.
“Hvad sker der heroppe?” Det var far, der kom op ad loftstrappen i nattøj med håret strittende i alle retninger. “Bertram, det er midt om natten!”
“Far, det her er Ejnar,” sagde Bertram og pegede.
Far kiggede. Lige på kufferten. Lige på Ejnar, der vinkede.
“Det er en gammel kuffert,” sagde far.
Ejnar trak på skuldrene og tog sin hue af for far. Far så ingenting.
“Og det er Mortensens kat,” sagde Bertram.
“Hvordan er den kommet herop?” sagde far.
“Gennem tagrenden. Den går tre runder.”
Far kløede sig i håret. “Kom nu ned i seng,” sagde han. “Og tag lommelygten med.”
Bertram vendte sig om ved lemmen. Ejnar havde sat sig ved siden af katten i lænestolen. Han løftede hånden.
“Godnat, Bertram,” sagde han. “Nu ved du, hvad du hører.”
Den nat lå Bertram i sin seng og lyttede.
Klonk. Det var røret, der gabte.
Hvæææs. Det var vinden, der ikke kunne fløjte.
Knirk. Knirk. Knirk. Det var katten, der gik sine tre runder.
Og så var der stille. Det var Ejnar, der sad i lænestolen og passede på det hele.
Lyt engang, du. Hvad kan du høre i dit hus lige nu? Det er sikkert bare et rør eller en vind eller en kat. Godnat.
