Der var engang en pige, der hed Hjørdis. Hendes far var urmager i en lille by med brostensgader og et rådhus med et tårn, og i tårnet sad byens store ur. Det havde to sorte visere, hver af dem lige så lang som Hjørdis, og et urværk med tandhjul, der var større end cykelhjul.
Uret skulle trækkes op hver lørdag aften. Det havde det skullet i hundrede og tyve år. Og det kunne kun gøres med én nøgle, den gyldne nøgle. Den var af messing og lige så lang som en ske, og den hang altid på et søm bag disken i urmagerens butik.
Denne lørdag var det første gang, Hjørdis måtte komme med op og trække uret op.
“Klokken otte går vi op,” sagde far. “Hent nøglen, når du har spist.”
Hjørdis gik hen til sømmet. Det var tomt.
Hun kiggede under disken. Hun kiggede i skuffen med fjedre og i skuffen med skruer. Hun kiggede i fars frakkelomme. Ingen gylden nøgle.
“Far,” sagde hun. “Nøglen er væk.”
Far blev bleg. “Hvis uret ikke bliver trukket op i aften, går det i stå i morgen,” sagde han. “Det har ikke stået stille én eneste gang, siden oldefar passede det.”
De ledte hele butikken igennem. Bag de store standure. Under tæppet. I kassen med papir. Ingen nøgle.
“Hvor har du været i dag?” spurgte Hjørdis.
Far tænkte. “Jeg var oppe i tårnet i formiddags og smørte tandhjulene. Så var jeg hos bageren. Så på biblioteket. Så sad jeg på bænken ved springvandet og spiste min snegl.”
“Så går vi samme vej,” sagde Hjørdis.
De gik til bageren. Bageren havde ikke set nogen nøgle, men hun gav Hjørdis en kanelsnegl. De gik til biblioteket. Bibliotekaren kiggede under alle bordene og i kassen med glemte ting. Der var tre huer og en paraply, men ingen nøgle. De gik til springvandet. Hjørdis kiggede under bænken og ned i vandet. Der lå mønter og en blå kugle, men ingen nøgle.
Det var ved at blive mørkt. Klokken var halv otte.
Hjørdis satte sig på bænken og spiste sin kanelsnegl. Over hende sad en allike i et træ og kiggede på hende med sine lyse, sølvgrå øjne. Den kiggede på kanelsneglen. Så kiggede den på Hjørdis’ hårspænde, som var sølvfarvet og glinsede.
“Far,” sagde Hjørdis langsomt. “Da du var oppe i tårnet. Lå nøglen så bare et sted, mens du smørte?”
Far tænkte. “Jeg lagde den i vindueskarmen,” sagde han. “Vinduet var åbent, for det lugter så meget af olie.”
“Og var der alliker?”
“Der er altid alliker i tårnet,” sagde far. “De bygger rede bag urskiven.”
De så på hinanden. Så løb de.
Op ad trappen i tårnet. Den var smal og snoet og havde hundrede og tolv trin. Far gik forrest med lommelygten og holdt Hjørdis i hånden. Øverst kom de ind i rummet med urværket. Tandhjulene tikkede og tikkede, store og langsomme.
Bag urskiven var der et hul i muren. Og i hullet var der en rede. Den var lavet af kviste og hø og et stykke blå plastik og en gammel sko. Og midt i reden, mellem to lyseblå æggeskaller fra sidste forår, lå den gyldne nøgle og glinsede.
“Hold lygten,” sagde far. Han stak forsigtigt armen ind og hentede den ud. Reden var tom. Allikerne sov et andet sted om aftenen.
Klokken var fem minutter i otte.
Far satte nøglen i hullet i urværket. Så lagde han Hjørdis’ hånd på den og sin egen hånd ovenpå.
“Drej,” sagde han.
Det var tungt. Nøglen knirkede og klikkede. Klik, klik, klik. Hjørdis drejede og drejede, og far hjalp, når det blev for tungt. Til sidst sagde det et højt klak, og så kunne nøglen ikke drejes mere.
I samme øjeblik slog uret.
BONG. Hjørdis var lige ved at falde om. BONG. Hele tårnet rystede. BONG, BONG, BONG, BONG, BONG, BONG. Otte gange, så højt, at hun kunne mærke det i maven.
Så var der stille, bortset fra tik og tak.
På vejen ned lagde Hjørdis sit sølvhårspænde i vindueskarmen. “Til allikerne,” sagde hun. “Så har de noget andet at tage.”
Far smilede og hængte den gyldne nøgle i en snor om sin hals, og der hang den hele vejen hjem.
Lytter du efter, du? Hvis du bor i nærheden af et kirketårn eller et rådhus, slår det måske lige om lidt. Tæl slagene, langsomt, ét efter ét. Før du når til det sidste, sover du måske. Godnat.
