Der var engang en dreng, der hed Hugo, og han var detektiv. Han ejede en notesbog med et spejl indeni, et forstørrelsesglas med en revne og en hat, som var lidt for stor. Hatten hang på sengestolpen, når han sov.
En aften i november lå Hugo i sin seng og kunne ikke sove. Far havde læst to kapitler og slukket lyset og sagt godnat. Døren stod på klem, sådan som Hugo kunne lide det.
Og så så han den.
En skygge. Den gled hen over væggen over hans reol. Den var lang og havde fingre, mange tynde fingre, og den bevægede sig fra højre mod venstre. Så var den væk.
Hugo holdt vejret.
Lidt efter kom den igen. Samme vej. Lange fingre. Hen over væggen. Væk.
“Far,” sagde Hugo. Ikke højt. Men far hørte det alligevel, for far hørte altid den slags.
Han kom ind og satte sig på sengekanten. “Hvad er der, makker?”
“Der er en skygge,” sagde Hugo. “Med fingre. Den går hen over væggen.”
Far kiggede på væggen. Der var ingenting.
“Vent,” sagde Hugo.
De ventede. Og så kom den. Lange, tynde fingre, der gled fra højre mod venstre og forsvandt.
“Hm,” sagde far. “Det er en sag for en detektiv.”
Hugo rakte ud efter hatten. Far gav ham notesbogen og en blyant og tændte lommelygten, så Hugo kunne skrive.
“Hvad ved vi?” spurgte far.
Hugo skrev: Skygge. Fingre. Går mod venstre. Kommer igen.
“Hvor tit kommer den?” spurgte far.
De talte. Den kom. Så gik der et stykke tid. Så kom den igen. Så kom den to gange lige efter hinanden. Så var der lang tid uden noget.
“Den kommer ikke regelmæssigt,” sagde Hugo. “Ikke som et ur.”
“Godt set,” sagde far. “Hvad kommer forbi huset en gang imellem om aftenen? Lyt.”
Hugo lyttede. Udenfor var der stille. Så hørte han noget. En lav brummen, der kom nærmere. Og i det samme gled skyggen hen over væggen.
Brummen blev svagere og forsvandt.
Hugo kiggede på far. Far kiggede på Hugo.
“En bil,” sagde Hugo.
“En bil,” sagde far. “Men hvorfor har den fingre?”
Hugo tænkte. Han kiggede på vinduet. Gardinet var ikke helt trukket for. Der var en sprække. Og udenfor sprækken, ude i forhaven, stod birketræet. Det havde tabt alle sine blade nu. Kun de tynde, nøgne grene var tilbage.
“Træet!” sagde Hugo. “Bilens lygter lyser gennem træet. Og grenene bliver til fingre på min væg.”
“Lad os teste det,” sagde far.
Han gik hen til vinduet og trak gardinet helt for. De ventede. Brummen kom, nærmere og nærmere og forbi.
Ingen skygge. Væggen var helt mørk.
Far trak gardinet lidt fra igen. Den næste bil kom. Fingrene gled hen over væggen.
“Sagen er opklaret,” sagde far. “Skyldig: Birketræet. Medskyldig: Bilerne på Lærkevej.”
Hugo skrev det ned. Så tegnede han et træ med lange fingre og en bil med to lygter, og en pil imellem dem.
“Vil du have gardinet for eller fra?” spurgte far.
Hugo tænkte over det. Skyggen var ikke uhyggelig mere. Den var bare birketræet, der vinkede.
“Lidt fra,” sagde han.
Far lagde notesbogen på natbordet og hatten på sengestolpen. Han strøg Hugo over håret og gik ud. Døren stod på klem.
Hugo lå og kiggede på væggen. En bil kørte forbi. Fingrene vinkede. Hugo vinkede lidt tilbage under dynen.
Vinker birketræet også på din væg i nat, du? Så vink lidt tilbage, hvis du har lyst. Hugos hat hænger på sengestolpen, og notesbogen er lukket. Godnat.
