Detektiv Hugo og skyggen i natten

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en stille aften i den lille by, hvor stjernerne blinkede som små diamanter på den mørke himmel. Alle børnene var ved at gøre sig klar til at sove, men ikke Hugo. Hugo var en lille detektiv med en stor hat og et forstørrelsesglas, der altid hang om hans hals. Han elskede mysterier, og i aften var der et, der ventede på ham.

Hugo havde hørt en mærkelig lyd udenfor sit vindue. Det lød som en hvisken, der blev båret af vinden. Han kiggede ud og så en skygge, der bevægede sig hurtigt hen over gaden. “Hvem kan det være?” tænkte Hugo og besluttede sig for at finde ud af det.

Han tog sin lommelygte og listede stille ud af huset, mens hans forældre troede, han sov trygt i sin seng. Udenfor var natten stille, og månen kastede et blødt lys over de sovende huse. Hugo fulgte skyggen, der bevægede sig mod den gamle legeplads.

Da han nåede legepladsen, så han skyggen stoppe ved gyngerne. Hugo gemte sig bag en busk og kiggede forsigtigt frem. Skyggen var ikke en skygge, men en lille kat, der legede med en snor, der hang fra gyngen. Hugo kunne ikke lade være med at fnise. “Så det var bare en kat!” sagde han til sig selv.

Men lige da han skulle til at gå hjem, hørte han en anden lyd. Det var en svag gråd, der kom fra rutsjebanen. Hugo gik forsigtigt derhen og så en lille pige, der sad og krammede sin bamse. “Hej,” sagde Hugo blidt. “Er du okay?”

Pigen kiggede op med tårer i øjnene. “Jeg hedder Mia,” sagde hun. “Jeg kunne ikke finde min vej hjem, og jeg blev bange.” Hugo smilede venligt. “Bare rolig, Mia. Jeg er detektiv Hugo, og jeg vil hjælpe dig med at finde hjem.”

Sammen gik de gennem de stille gader, mens Hugo holdt Mias hånd. Han spurgte hende om hendes hus, og snart kunne Mia genkende vejen. “Der er mit hus!” udbrød hun glad og pegede på et lille hus med lys i vinduerne.

Mias forældre stod i døren og så meget bekymrede ud, men da de så Mia, løb de hende i møde og krammede hende tæt. “Tak, Hugo,” sagde Mias mor med tårer i øjnene. “Du er en rigtig helt.” Hugo rødmede lidt og sagde farvel til Mia, der vinkede ivrigt.

Da Hugo kom hjem, listede han stille ind i sin seng og trak dynen op til hagen. Han tænkte på, hvor glad Mia var blevet, og hvordan han havde løst endnu et mysterium. Med et tilfreds smil på læben lukkede han øjnene og faldt i en dyb, rolig søvn.

Og sådan endte en spændende nat for detektiv Hugo, der altid var klar til at hjælpe, når nogen havde brug for det. Godnat, lille detektiv, og drøm sødt om nye eventyr.

Skriv en kommentar