Det var en stille aften i den lille by, hvor Emma boede. Stjernerne blinkede på himlen, og månen kastede et blødt lys over husene. Emma lå i sin seng og kiggede op i loftet, mens hun lyttede til de beroligende lyde af natten. Men i aften var der noget anderledes. Der var en svag lyd, som kom fra loftet over hendes værelse.
Emma satte sig op i sengen og lyttede nøje. Det lød som en hvisken, en blid stemme, der kaldte på hende. Hun blev ikke bange, for Emma var en nysgerrig pige, og hun elskede eventyr. Hun besluttede sig for at finde ud af, hvad der foregik på loftet.
Forsigtigt stod hun op og tog sin lommelygte fra natbordet. Hun listede ud af sit værelse og op ad trappen til loftet. Trappen knirkede lidt, men Emma var forsigtig og bevægede sig stille. Da hun nåede loftet, åbnede hun døren og kiggede ind.
Loftet var fyldt med gamle kasser og møbler, der var dækket af støv. Men midt i rummet stod der en lille, gennemsigtig skikkelse. Det var et spøgelse! Men det var ikke et skræmmende spøgelse. Det havde et venligt smil og store, nysgerrige øjne.
“Hej,” sagde spøgelset med en blid stemme. “Jeg hedder Lilli. Jeg har boet her på loftet i mange, mange år. Jeg håber, jeg ikke skræmte dig.”
Emma smilede tilbage. “Hej Lilli, jeg er Emma. Jeg blev bare nysgerrig, da jeg hørte din stemme. Hvad laver du heroppe?”
Lilli svævede lidt tættere på Emma. “Jeg elsker at fortælle historier, men der er ikke mange, der kommer herop for at lytte. Jeg har så mange eventyr at dele.”
Emma satte sig ned på en gammel kasse og kiggede spændt på Lilli. “Jeg vil gerne høre dine historier,” sagde hun ivrigt.
Og så begyndte Lilli at fortælle. Hun fortalte om magiske skove, hvor træerne kunne tale, om havfruer, der svømmede i de dybeste have, og om stjerner, der dansede på himlen. Emma lyttede med store øjne og et smil på læben.
Tiden fløj afsted, og snart begyndte Emma at gabe. “Jeg må hellere gå i seng nu,” sagde hun. “Men jeg vil gerne høre flere historier en anden gang.”
Lilli nikkede og svævede tilbage til sin plads midt i rummet. “Du er altid velkommen, Emma. Jeg vil glæde mig til at fortælle dig flere eventyr.”
Emma vinkede farvel til Lilli og listede tilbage til sit værelse. Hun lagde sig under dynen med et smil og tænkte på alle de fantastiske historier, hun havde hørt. Hun vidste, at hun havde fået en ny ven på loftet, og hun glædede sig til at besøge Lilli igen.
Og med den tanke faldt Emma i en dyb, fredfyldt søvn, mens stjernerne blinkede venligt ned til hende fra nattehimlen.