Der var engang en pige, der hed Sofia, og hun var formand for Den Hemmelige Detektivklub.
Det var hende, der havde fundet på klubben, og det var hende, der havde malet skiltet. Det hang på døren til legehuset nede i bunden af haven, og der stod PRIVAT med røde bogstaver og et lille øje under. Jørn fra nabohuset var med, fordi han var den eneste, der havde en pandelampe. Og Dan, hendes fætter, var med, fordi han boede to huse længere nede og alligevel altid var der. Han sagde ikke så meget. Men han så alting.
I klubhuset havde de en blikdåse med proviant. Hasselnødder fra Sofias farmors træ, rosiner og en pakke kiks. Proviant skulle man have, når man var detektiv. Man vidste aldrig, hvor længe en sag ville vare.
En mandag var der huller i kikspakken. Små, runde huller i papiret.
Tirsdag manglede der nødder. Sofia havde talt dem. Der havde været toogtyve. Nu var der fjorten.
Onsdag var rosinerne væk. Alle sammen.
“Vi har en tyv,” sagde Sofia. “Det her er vores første rigtige sag.”
Jørn tændte pandelampen og kiggede på dåsen. Låget havde ikke siddet helt fast. Han kiggede på gulvet. Der lå nogle små, sorte korn ved væggen, ikke større end riskorn.
“Det er ikke en person,” sagde Dan. “Personer efterlader ikke den slags.”
De gik op til Sofias far, som var ved at rive blade i haven. De viste ham kornene i en lille pose.
“Det er musepiller,” sagde han. “Det er en mus, der har været på besøg.”
“Hvilken slags mus?” spurgte Sofia og tog notesbogen frem.
Far lænede sig op ad riven. “Det kan melet fortælle jer,” sagde han. “Spørg jeres mor, om I må låne lidt.”
Så den aften, før de gik hjem, strøede de et tyndt lag hvedemel ud på gulvet foran dåsen og hele vejen hen til døren. De lagde tre hasselnødder midt i melet som lokkemad. Så låste de døren med krogen og gik.
Torsdag morgen, før skole, løb de ned til klubhuset.
Nødderne var væk. Og i melet var der spor. Bittesmå fodspor, fire tæer foran og fem bagved, i små hop. Og mellem dem en lang, tynd streg.
“Halen,” sagde Jørn og lagde sig på maven med pandelampen helt nede ved gulvet. “Den har slæbt halen efter sig. Og den hopper. Den har lange bagben.”
Sporene gik hen til hjørnet ved døren, hvor der var en lille revne mellem brædderne. Og ud ad revnen.
De gik udenfor. Lige ved revnen, i det fugtige græs, stod Sofias fars gamle, grønne gummistøvler. De havde stået der hele sommeren.
Det var Dan, der kiggede ned i den ene.
“Her er de,” hviskede han.
Nede i støvlen, helt nede ved tåen, lå der en bunke hasselnødder. Mange flere end tre. Og rosiner. Og en halv kiks. Og ovenpå, sammenkrøllet i en lille rede af blade, lå der en lille, brun mus med store, sorte øjne og store ører. Den kiggede op på dem og rystede på knurhårene.
“En skovmus,” sagde far, da de hentede ham. “Den samler mad til vinteren og gemmer den på hemmelige steder. Gummistøvler er et yndlingssted. Og de kan hoppe som små kænguruer.”
Sofia skrev det ned. Sag nummer et. Tyven er fundet. Tyven er en skovmus. Tyven bor i en gummistøvle.
“Skal vi ikke have nødderne tilbage?” spurgte Jørn.
De kiggede på hinanden. Så på musen.
“Den skal have dem til vinteren,” sagde Dan.
Så den grønne gummistøvle fik lov at blive stående. Far fandt en anden til sig selv. Og hver fredag lagde detektivklubben tre hasselnødder ved siden af støvlen. Det kaldte de husleje.
Den Hemmelige Detektivklub har lukket døren til legehuset med krogen, du, og blikdåsen har fået et nyt låg, der lukker helt tæt. Men udenfor i græsset står en gammel, grøn gummistøvle, og nede i tåen sover den eneste, der kender alle klubbens nødder, med halen viklet rundt om sig selv. Godnat.
