Der var engang en pige, der hed Ronja. Hun var ni år og detektiv, og hun havde en notesbog med et forstørrelsesglas tegnet på forsiden og en lille, sort hund, der hed Bussi, som var hendes assistent, selv om han mest var interesseret i pølser.
Ronja og hendes far var lige flyttet ind i et gammelt, gult hus i en gammel by. Det havde to etager, en kælder og et køkken med et stort, hvidt komfur, og det knirkede alle vegne.
Den første nat hørte Ronja noget.
Det kom inde fra væggen ved siden af hendes seng. En sagte, hul lyd. Sssssjjj. Som en vind, der gik gennem et rør. Og så, ganske svagt, en klonk.
Hun tændte lommelygten og skrev i notesbogen: Lyd i væggen. Kl. 22.14. Sssjj. Klonk.
Den anden nat hørte hun den igen. Kl. 22.20.
Den tredje nat lå hun vågen og ventede. Kl. 22.09: Sssjj. Klonk.
“Det er bare huset,” sagde far ved morgenmaden. “Gamle huse laver lyde.”
“Huse laver ikke lyde på et bestemt tidspunkt,” sagde Ronja. “Det er et mønster.”
Hun gik i gang med efterforskningen.
Først målte hun. Hun tog fars tommestok og målte sit værelse. Tre meter og ti centimeter fra vindue til dør. Så gik hun ud på gangen og målte gangen. Så målte hun badeværelset ved siden af.
Så tegnede hun en plan af hele første sal i notesbogen. Og da hun lagde tallene sammen, passede de ikke.
“Bussi,” sagde hun. “Der mangler en halv meter.”
Bussi logrede.
“Mellem mit værelse og badeværelset er der en halv meter, som ikke er nogen steder. Den er inde i væggen.”
Hun bankede på væggen ved sin seng. Den lød fast. Hun bankede længere til venstre. Fast. Hun bankede helt henne ved hjørnet, bag sin kommode.
Den lød hul.
Hun trak kommoden ud. Det var hårdt. Bussi hjalp ved at gø. Bag kommoden, i tapetet, var der en firkant. Lige stor nok til, at en kat kunne kravle igennem. Tapetet var klistret hen over den, men man kunne se kanterne. Og nede i hjørnet sad der et lille, rundt hul. Et nøglehul.
Ronja skrev: Hemmelig dør. Lille. Låst.
Nu manglede hun en nøgle.
Hun ledte i alle skuffer i huset. Hun ledte i kælderen mellem flyttekasserne. Bussi ledte under sofaen og fandt en gammel kiks. Ingen nøgle.
Den aften sad hun på trappen og var ved at give op. Bussi lå ved hendes fødder og gnavede i en snor. Så kiggede hun op.
Over køkkendøren hang der en lille krog. Og på krogen hang der en nøgle. Den var lille og sort og så ud, som om den havde hængt der i hundrede år. Ingen havde bemærket den, fordi den lignede en del af døren.
Hun hentede en stol.
Nøglen passede. Den knirkede, da hun drejede den. Så gav den efter med et klik.
Den lille dør gik op indad. Bag den var der mørkt. Ronja lyste ind med lommelygten.
Det var en skakt. En smal, firkantet skakt, der gik lodret ned gennem huset. Og i skakten, lige ud for døren, hang der en lille kasse af træ i et reb. Som en meget lille elevator.
“Bussi,” hviskede Ronja. “Vi har fundet noget.”
Hun kiggede ned. Langt nede, hvor skakten sluttede, kunne hun se et svagt lys. Køkkenet. Lige bag det store komfur.
Hun trak forsigtigt i rebet. Kassen gled op. Sssjj. Hun slap. Kassen gled ned. Klonk.
Hun skrev i notesbogen: Løst. Ikke spøgelse. Elevator.
Ved morgenmaden fortalte hun far det hele. Far stod helt stille med en kaffekop i hånden. Så gik han ind bag komfuret, trak et gammelt panel til side og stod og stirrede ind i den samme skakt.
“Det er en madelevator,” sagde han. “I gamle dage lavede man maden i køkkenet og sendte den op til soveværelserne. Den har nok været lukket i halvtreds år.”
“Men hvorfor siger den sssjj og klonk om aftenen?”
Far kiggede på komfuret. Han tænkte. “Fordi jeg koger vand til min aftente hver aften lidt over ti,” sagde han langsomt. “Lige her ved komfuret. Så stiger den varme damp op gennem skakten. Og den lille kasse vugger og dunker mod væggen.”
Ronja skrev det ned. Hun understregede det to gange.
Den aften, kl. 22.11, sagde det sssjj og klonk i væggen. Ronja lå og ventede. Hun åbnede den lille dør. I kassen lå der en kiks og en lap papir.
På papiret stod der med fars skrift: Godnat, detektiv. Send den tilbage, når du har spist.
Hun spiste kiksen. Så skrev hun på bagsiden: Godnat, køkkenchef. Hun lagde papiret i kassen og lod den glide ned.
Klonk.
Nedenunder hørte hun far grine.
Sssjj, du. Klonk. Det er bare et gammelt hus, der trækker vejret. Alle mysterier er løst for i aften. Godnat.
