Der var engang en dreng, der hed Folke, og han var syv år og ville gerne se et spøgelse. Ikke et farligt spøgelse. Bare et lille et.
“Spøgelser findes ikke,” sagde hans storesøster. Hun var elleve.
“Jo,” sagde Folke.
Morfar Ejner sad i lænestolen og læste avis. Han kiggede op. “I gamle dage sagde man, at der gik en hvid frue ved kirken,” sagde han. “Hun kom ud af tårnet ved fuldmåne og svævede hen over kirkegårdsmuren uden en lyd. Det er fuldmåne i aften. Hvis du vil, går vi på spøgelsesjagt efter aftensmaden.”
Folke var så glad, at han spiste alle sine kartofler uden at blive bedt om det.
Klokken ni var det stadig ikke helt mørkt, for det var sensommer. Men månen var kommet op over markerne, stor og orange, og blev mere og mere hvid, jo højere den kom. Folke og morfar tog jakker på og en lommelygte hver. Mor sagde, at de skulle holde sig på vejen og være hjemme, før Folke faldt i søvn stående.
Kirken lå for enden af landsbyen. Den var hvid, med et højt tårn med takker på toppen. Rundt om kirkegården var der en lav, hvid mur, og udenfor muren lå en eng, hvor græsset var langt.
De satte sig på bænken ved lågen. Morfar slukkede sin lygte. Folke slukkede også sin.
“Nu skal vi være helt stille,” hviskede morfar. “Spøgelser kan ikke lide snak.”
De ventede. En flagermus fløj forbi i zigzag. En bil kørte langt væk. Månen skinnede på tårnet, så det lyste hvidt. Folke begyndte at blive kold om fødderne.
Og så kom hun.
Ud af et lille hul højt oppe i tårnet gled der noget hvidt. Det havde ingen lyd. Det svævede ned over kirkegården, lavt, lige over gravstenene, og så hen over muren og ud over engen. Det var stort og hvidt og blødt i kanterne, og det så ud, som om det ikke rørte luften.
Folke greb morfars arm så hårdt, at morfar sagde av.
Den hvide ting drejede rundt ude over engen. Den hang stille et øjeblik i luften. Så faldt den ned i græsset, helt ned, og var væk.
“Morfar,” hviskede Folke. “Hun er sunket i jorden.”
“Vent,” hviskede morfar.
Lidt efter kom den op igen. Den fløj tilbage, lige mod dem. Den kom så tæt på, at Folke kunne se et ansigt. Et rundt, hvidt ansigt, som en tallerken, med to sorte øjne. Og under den hang der noget lille og gråt.
Den fløj forbi dem uden en lyd og op til hullet i tårnet. Og inde i tårnet hørte de en hvæsen og noget, der lød som små snorkelyde.
Morfar tændte sin lygte og grinede stille.
“Det var en slørugle,” sagde han. “Den hvide frue. Hun har unger oppe i tårnet. Hun var ude og fange en mus til dem.”
“Men hun var helt lydløs,” sagde Folke.
“Det er sløruglen,” sagde morfar. “Fjerene på dens vinger er bløde i kanten, som fløjl. Så kan musene ikke høre den komme. Og ansigtet er formet som en skål, så den kan høre en mus pibe nede i græsset. Det var det, folk så i gamle dage. Et hvidt ansigt, der svævede lydløst rundt om kirketårnet om natten. Og så blev det til historien om den hvide frue.”
Folke tænkte over det.
“Så findes hun?” spurgte han.
“Hun findes,” sagde morfar. “Hun er bare en ugle.”
De blev siddende lidt endnu. Sløruglen kom ud to gange til. Hver gang svævede hun lydløst ud over engen og kom tilbage med noget i kløerne. Og hver gang hvæsede og snorkede ungerne inde i tårnet.
Så gik de hjem ad vejen. Månen var helt hvid nu. Deres egne skridt lød meget højt på asfalten.
“Har du set et spøgelse?” spurgte hans storesøster, da de kom ind.
“Ja,” sagde Folke. “Og hun havde unger.”
Han var så træt, at morfar måtte bære ham det sidste stykke op ad trappen.
Den hvide frue flyver stadig rundt om kirketårnet i nat, du, uden en eneste lyd. Hendes unger snorker i tårnet med fulde maver. Du kan godt snorke lidt, hvis du vil. Godnat.
