Spøgelsesjagten i måneskinnet

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en stille og klar nat i den lille landsby, hvor månen skinnede som en stor, lysende kugle på himlen. Alle børnene i landsbyen var gået i seng, undtagen lille Emma og hendes bedste ven, katten Misse. Emma havde hørt en historie om et venligt spøgelse, der kun kom frem, når månen var fuld, og hun var fast besluttet på at finde det.

“Kom, Misse,” hviskede Emma, mens hun listede ud af sengen og trak sin varme kappe om sig. “Vi skal på spøgelsesjagt!” Misse spandt og fulgte efter Emma ud i den kølige nat.

De gik gennem den stille landsby, hvor kun lyden af deres skridt og Misse’s blide miaven kunne høres. Emma kiggede op mod månen og tænkte på, hvor spændende det ville være at møde et rigtigt spøgelse. Hun havde hørt, at spøgelset boede i den gamle mølle ved skovens kant.

Da de nåede møllen, så den stor og mystisk ud i måneskinnet. Emma tog en dyb indånding og gik forsigtigt ind gennem den knirkende dør. Indenfor var det mørkt, men måneskinnet sneg sig ind gennem de små vinduer og kastede skygger på væggene.

“Er der nogen her?” hviskede Emma forsigtigt. Pludselig hørte hun en blid stemme, der svarede: “Ja, jeg er her.” Emma gispede og kiggede rundt, indtil hun så en svag, lysende skikkelse svæve hen over gulvet.

“Hej, jeg er spøgelset Luna,” sagde skikkelsen med et venligt smil. “Jeg har ventet på, at nogen ville komme og besøge mig. Jeg elsker at fortælle historier om gamle dage.”

Emma blev straks nysgerrig og satte sig ned på gulvet med Misse i skødet. Luna begyndte at fortælle om, hvordan møllen engang var fyldt med liv og latter, og hvordan hun som barn elskede at lege der.

Emma lyttede betaget, mens Luna fortalte om de mange eventyr, hun havde haft. Tiden fløj afsted, og Emma følte sig slet ikke bange. Luna var det venligste spøgelse, man kunne forestille sig.

Da månen begyndte at synke ned mod horisonten, vidste Emma, at det var tid til at tage hjem. “Tak for historierne, Luna,” sagde hun og rejste sig. “Jeg vil komme tilbage og besøge dig igen.”

“Det vil jeg glæde mig til,” svarede Luna med et smil. “Og husk, Emma, at selvom jeg er et spøgelse, er jeg altid din ven.”

Emma vinkede farvel og gik tilbage gennem landsbyen med Misse ved sin side. Da hun kom hjem, krøb hun tilbage i sin varme seng, glad og tryg ved tanken om sin nye ven.

Og sådan sluttede Emmas spøgelsesjagt i måneskinnet, med en ny ven og en nat fuld af magiske historier. Hun faldt i søvn med et smil på læben, drømmende om de eventyr, hun ville have med Luna i fremtiden.

Skriv en kommentar