Der var engang en pige, der hed Lea, og i dag var hendes første skoledag. Hun havde en ny skoletaske med en ræv på, og hun havde flettet håret selv, næsten.
I 0.c var der en lærer med en stor, sort kaffekop og et skilt på trøjen, hvor der stod Jørgen. Han viste dem knagerne og toiletterne og den røde sofa i hjørnet, hvor man måtte sidde, når man var træt.
“Og så skal I vide én ting mere,” sagde Jørgen. “Hver af jer har fået en hemmelig ven.”
Alle i klassen kiggede på hinanden.
“Det er en fra 4.c, vores venskabsklasse,” sagde Jørgen. “I får ikke at vide, hvem det er. Ikke endnu. Men jeres hemmelige ven holder øje med jer hele ugen, og hvis I bliver forvirrede, så er der en, der hjælper. På fredag finder I ud af, hvem det er.”
Lea var lidt nervøs over det. En, der holdt øje med hende? En, hun ikke kendte?
Næste morgen lå der en seddel i hendes rum. Den var foldet som en lille stjerne. Indeni stod der, med store bogstaver: HEJ LEA. TOILETTET ER TIL VENSTRE FOR DRIKKEFONTÆNEN. DE ANDRE ER FOR DE STORE.
Lea kiggede sig omkring. Der var ingen.
Hun gik til toilettet til venstre for drikkefontænen. Det var lille, og vasken var lav. Det passede.
Onsdag i frikvarteret kunne hun ikke finde sin madkasse. Hun havde lagt den et sted. Hun anede ikke hvor. Da hun kom ind fra frikvarter, stod madkassen på hendes bord. Der sad en gul seddel på låget: HYLDEN UNDER VINDUET. DET SKER FOR ALLE.
Torsdag regnede det. Lea havde glemt sine regnbukser. Hun stod i døren ud til skolegården og kiggede på vandpytterne. Så kom der en hånd ind fra siden og gav hende et par regnbukser, der var lidt for store.
Hun nåede kun at se en ryg i en blå jakke forsvinde rundt om hjørnet.
Regnbukserne havde et navn skrevet indeni med tusch. Der stod: S. Lea kiggede længe på det S.
Fredag samledes 0.c og 4.c i salen. Jørgen stod foran.
“Nu må I godt finde hinanden,” sagde han.
Alle de store børn rejste sig og gik hen til de små. Lea ventede. Hun så en pige med briller gå forbi. En dreng med en rød hue. Og så stod der en pige foran hende i en blå jakke. Hun havde fletninger. De var lidt skæve, ligesom Leas.
“Hej,” sagde pigen. “Jeg hedder Sigrun. Men alle siger Sisse.”
“Var det dig med madkassen?” spurgte Lea.
“Og toilettet. Og regnbukserne. Dem må du gerne beholde til på mandag.”
“Hvordan vidste du, at jeg ikke kunne finde madkassen?”
Sisse trak på skuldrene. “Det kunne jeg heller ikke min første uge,” sagde hun. “Jeg havde også en hemmelig ven. Hun går i 8. nu. Hun hedder Camilla, og hun gav mig sine regnbukser.”
Lea kiggede ned på regnbukserne. Indeni, over S’et, var der et andet bogstav, der var næsten væk. Et C.
Den aften lagde Lea regnbukserne frem på stolen til mandag. Hun lagde dem pænt, så bogstaverne kunne se ud.
I morgen er det weekend, du. Men på mandag starter en ny uge, og et sted sidder der måske nogen, der holder lidt øje med dig, uden at du ved det. Det er helt i orden. Sov godt.
