Der var engang en hund, der hed Sally, og hun var den bedste sporhund i hele huset. Det var også den eneste.
Hun var en beagle med lange, bløde ører og en snude, der aldrig holdt fri. Når hun gik tur, gik hun ikke. Hun snusede. Til lygtepæle og græstotter og til gamle æbleskrog på fortovet. Hendes snude kunne mærke mange tusind gange flere lugte end et menneskes næse. Hun kunne lugte, hvem der var gået ad stien i morges, og om de havde haft pølse i lommen.
I huset boede også katten Misse. Hun var gammel og grå og sov mest. Men hun havde én ting, hun elskede mere end noget andet: en lille, rød filtbold med en klokke indeni.
En aften var den væk.
Misse sad midt på stuegulvet og mjavede. Hun kiggede på Sally. Hun kiggede på sin tomme kurv.
“Bolden?” sagde Sally. Hun forstod det med det samme. Misse mjavede igen.
Sally gik i gang. Først snusede hun til kurven. Der var kattehår og en lille smule af bolden. Filt og støv og en svag lugt af katteslik, fordi Misse altid lå med bolden mellem poterne, når hun fik slik. Det var lugten, Sally skulle følge.
Hun satte snuden ned i gulvtæppet.
Der. Svagt. Bolden var trillet herfra. Over tæppet, hen mod sofaen. Sally fulgte lugten med snuden lige over gulvet og ørerne slæbende hen ad det. Under sofaen? Nej. Lugten gik forbi. Hen langs væggen. Ud i køkkenet.
I køkkenet var der så mange lugte, at Sally næsten tabte sporet. Kaffe. Leverpostej. Den gule klud ved vasken. Hun stod helt stille og snusede ind i små, hurtige pust, snøft, snøft, snøft, sådan som sporhunde gør.
Der var den igen. Lidt katteslik. Hen mod gangen.
I gangen stod skoene. Og der, bag støvlerne, lå der noget andet end bolden. Det var Miles ene gymnastiksko. Mile var den lille pige i huset. Sally stak snuden ned i skoen.
Bolden lå i tåspidsen.
Hun kunne ikke få den ud med snuden. Så hun tog hele skoen i munden, forsigtigt, og bar den ind i stuen og lagde den foran Misse.
Misse kiggede ned i skoen. Hun stak en pote derned. Klokken i bolden klingede.
Hvordan bolden var kommet derned, vidste ingen. Mile sagde, det ikke var hende. Misse sagde ingenting. Men Sally havde lugtet noget andet i skoen. Lidt katteslik. Og en anelse af kattepote.
Det eneste, der stadig snuser i huset i aften, du, er Sally, ind og ud i søvne, med snuden på forpoterne ved siden af Misses kurv. Misse sover med den røde filtbold mellem poterne. Sagen er lukket. Godnat.
