Der var engang to søskende, Lisa og Niels, der var inviteret til spøgelsesfest på det gamle slot.
Slottet lå på en bakke uden for byen, med tårne og voldgrav og en lang allé af kastanjetræer. Om dagen var det museum, og man kunne gå rundt og se gamle stole og malerier og en rustning, der stod i et hjørne. Men én aften om året, på Halloween, holdt slottet fest for alle byens børn. Og alle skulle komme som spøgelser.
Lisa var otte. Hun syntes, det var det bedste, der fandtes. Niels var fem, og han var ikke helt sikker.
“Er der rigtige spøgelser?” spurgte han, mens mor klippede huller til øjnene i et gammelt, hvidt lagen.
“Spøgelser findes kun i historier,” sagde mor. “På slottet i aften er der bare en masse børn i lagner. Og en masse slik.”
Niels fik sit lagen over hovedet. Det var lidt for langt, så mor klippede det til. Lisa fik et lagen med blonder forneden, og hun malede store, sorte øjenbryn rundt om øjenhullerne.
Da de kom op til slottet, var det mørkt. Langs alléen stod græskar med lys i, og vinduerne i slottet lyste lilla. Der kom spøgelser gående fra alle sider. Store og små, nogle med kæder af sølvpapir, nogle med solbriller, et enkelt med en cykelhjelm oven på lagenet.
Niels holdt mor i hånden. Han holdt meget fast.
Inde i forhallen stod en dame i en lang, sort kjole og en høj hat. Hun hed Vibe og passede på slottet til daglig.
“Velkommen, spøgelser,” sagde hun. “Nu skal I ind i balsalen. Men pas på. Derinde sker der noget mærkeligt med spøgelser.”
Hun åbnede de store døre.
Balsalen var lang og høj, med lysekroner i loftet. Men lysekronerne var slukket. Det eneste lys kom fra nogle lange lamper langs væggene, der lyste dybt lilla. Næsten som ingenting.
Og så gik spøgelserne ind.
Det var, som om de tændte. Alle de hvide lagner begyndte at lyse, blåt og hvidt og skinnende, som om de var lavet af måneskin. Lisas blonder glødede. Børnenes tænder lyste, når de grinede. Selv de hvide snørebånd på et par sko svævede rundt nede ved gulvet som små, lysende orme.
Niels slap mors hånd. Han kiggede ned ad sig selv. Han lyste. Han lyste mere end nogen anden.
“Jeg er et rigtigt spøgelse,” sagde han.
“Du er det mest lysende,” sagde Lisa. Hun lød næsten misundelig.
Vibe kom forbi. “Ved I, hvorfor I lyser?” spurgte hun og satte sig på hug. “Det er lamperne. De laver et lys, vores øjne næsten ikke kan se. Ultraviolet lys. Og i vaskepulver er der noget, der gør hvidt tøj ekstra hvidt. Det lyser, når ultraviolet lys rammer det.”
Hun kiggede på Niels’ lagen. “Det her er vist vasket rigtig mange gange.”
“Det er fra mormors skab,” sagde Niels.
Så dansede de. Der var spøgelsesdans, hvor man skulle stå helt stille, når musikken stoppede, og lade, som om man var en lysende statue. Der var en skattejagt gennem slottets gange, hvor man skulle finde små, hvide græskar af papir. Og der var en kæmpe skål med slik, som et spøgelse med cykelhjelm hele tiden stod ved siden af.
Niels dansede. Han dansede, så hans lagen fløj rundt om ham som en lysende sky. Han var slet ikke bange mere. Til sidst lagde han sig midt på gulvet med armene ud og kiggede op på de andre lysende spøgelser, der dansede rundt om ham.
På vej hjem bar mor ham. Han sov, før de var nået ned ad alléen. Lagenet havde han stadig på.
Niels’ lagen ligger foldet på stolen ved hans seng i nat, du, helt almindeligt og hvidt i mørket. Men inde i det gemmer sig alle de gange, mormor har vasket det, og næste gang det kommer under et lilla lys, kommer det til at stråle igen. Godnat.
