Der var engang en lille skovnisse, der hed Gunvald. Han havde en grå hue, ikke en rød, for han var en gammel skovnisse af den slags, der var der, før folk begyndte at farve huer. Og han boede i en hule under en stendige, der gik langs kanten af en skov og en gammel gård.
I mange, mange år havde Gunvald holdt øje med gården. Og hvert år, juleaften, var der sket det samme.
Bonden gik ud i gården med et neg af havre. Et stort bundt strå, med kornene stadig på, bundet sammen med et bånd. Han satte det op på en stang ved laden. Og juledag kom fuglene. Gråspurve og mejser og gulspurve og en enkelt dompap. De sad på neget og spiste kornene, og hele gården summede af små vinger.
Det hed en julekærve. Det var en gave til fuglene. Så de også kunne holde jul.
Gunvald elskede det. Han sad ved stendiget juledag og så fuglene spise, og han syntes, det var det smukkeste ved julen.
Men så flyttede den gamle bonde. Og en ny familie flyttede ind. En mor, en far og en lille pige, der hed Ingeline.
Det var en god familie. De havde ænder og en hund og et stort juletræ. Men juleaften kom, og ingen gik ud med et neg.
Gunvald ventede ved stendiget. Mørket faldt. Ingen kom.
Om morgenen sad fuglene på laden og kiggede. Der var ikke noget at spise.
“Det går ikke,” sagde Gunvald til sig selv.
Han gik ud på marken bag stendiget. Der stod stadig lidt havre i den ene kant, som mejetærskeren ikke havde nået. Han skar stråene af ét for ét med sin lille kniv. Det tog ham hele dagen. Han samlede dem til et neg, ikke større end en kost. Han bandt det med et stykke rødt garn fra sin lomme.
Om natten, mens familien sov, slæbte han det over gården og lagde det på trappen foran hoveddøren.
Ved siden af lagde han et stykke birkebark. På det havde han ridset med sin kniv:
TIL FUGLENE.
Næste morgen åbnede Ingeline døren.
“Mor! Far! Der ligger noget!”
Hun samlede neget op. Hun læste barken. Hun kiggede rundt på gårdspladsen. Der var ingen fodspor i rimfrosten, kun nogle bittesmå, som lignede en kats, men ikke var det.
Hendes far kom ud og kiggede på det.
“Det er en julekærve,” sagde han langsomt. “Min mormor havde sådan en. Man sætter den op til fuglene.”
De fandt en lang stang i laden. Ingeline holdt den, mens far bandt neget fast øverst. De satte den op ved laden, hvor den gamle havde stået.
Det tog ikke lang tid.
Først kom en mejse. Så to gråspurve. Så en hel flok, der kom susende fra hækken. De satte sig på neget og hakkede i kornene og pjevsede og kvidrede. En dompap landede, rød på brystet. Ingeline stod i vinduet med næsen mod ruden og holdt vejret.
Henne ved stendiget sad en lille mand med en grå hue og så det hele.
Og næste jul var det Ingeline, der gik ud med neget. Hun havde selv bundet det. Med et rødt bånd.
Fuglene sover i hækken ved gården i nat, du, med maverne fulde af havre. Inde under stendiget sover en lille nisse med grå hue og kold næse. Han har fået den bedste julegave, han kunne ønske sig. Godnat.
