Der var engang en lille heks, der hed Magnhild, og hendes kat hed Natøje. Han var kulsort fra næse til hale, med to store, gule øjne, og han var den modigste kat i hele skoven. Ugler skræmte ham ikke. Tordenvejr fik ham bare til at gabe. Og den store hund nede i landsbyen gik over på den anden side af vejen, når den så ham komme.
Han var bare bange for at flyve.
Det var et problem. For Magnhild var en heks, og hekse flyver. Og alle vidste, at heksens kat sidder bagpå kosten.
Hver gang Magnhild satte sig på kosten og sagde: “Kom, Natøje,” gemte han sig. Under sengen. Bag brændestablen. En gang inde i den store gryde.
“Det er ikke farligt,” sagde Magnhild. “Jeg flyver lavt. Jeg holder fast i dig.”
Natøje sagde ingenting. Han kiggede bare på hende med sine gule øjne. De sagde: Nej.
Det var Halloween. Den aften fløj alle hekse i skoven sammen op til den store, gamle eg på bakken. Der var bål og suppe og historier. Og alle de andre hekse havde deres katte med, bagpå kosten.
“Hvis du ikke vil flyve,” sagde Magnhild, “kan du blive hjemme.”
Natøje kiggede på hende. Så gik han hen til døren og satte sig.
“Vil du med?”
Han rejste sig og gik ud.
Magnhild forstod det ikke. Hun satte sig på kosten. Natøje kiggede op på hende fra stien. Så begyndte han at gå. Op ad stien mod bakken.
Og så forstod hun.
Hun steg af kosten igen. Hun lagde den over skulderen. Og så gik de. Sammen. Op ad stien gennem skoven, i mørket.
Det var langt. Det tog lang tid. Natøje gik foran med halen lige op i vejret. Han kunne se i mørket. Han viste vejen, når stien delte sig. Han stoppede, når der lå en gren, hun kunne falde over. En gang løb han ind i et buskads og kom ud igen med en mus i munden, som han lagde for hendes fødder.
“Tak,” sagde Magnhild. “Det er sødt. Men du må gerne beholde den.”
Det blev en god tur. Magnhild havde aldrig gået gennem skoven om natten før. Hun havde altid fløjet over den. Hun havde aldrig set rævens hule ved den gamle rod. Hun havde aldrig hørt bækken klukke under de våde blade. Hun havde aldrig set mosset lyse grønt i måneskinnet.
Da de kom op på bakken, var de sidst. Alle de andre hekse sad allerede ved bålet. De kiggede på Magnhild, der kom gående med kosten over skulderen.
“Er din kost i stykker?” spurgte en af dem.
“Nej,” sagde Magnhild. “Vi gik.”
Natøje satte sig ved bålet og vaskede sine poter. De andre katte kiggede på ham. Han kiggede tilbage. Så lagde han sig.
Magnhild fløj ikke hjem den aften. De gik. Og det gjorde de hvert år på Halloween bagefter.
I den skæve hytte i skoven ligger Natøje sammenrullet i Magnhilds skød foran komfuret, med trætte poter efter den lange tur. Hans gule øjne er lukket, og han spinder. Næste Halloween går de igen. Godnat, du.
